 |
| På vej til Krabi |
Så blev kursen omsider sat mod Thailand og jeg kan allerede nu afsløre at høj luftfugtighed kombineret med ulidelig varme, ikke er et fænomen jeg nogensinde bliver fan af! Jeg er ærligt talt decideret bange for at smelte! Er det fysisk muligt at smelte og i så fald ved hvilken temperatur sker dette? Kan jeg risikere at blive reduceret til en pøl af sved når jeg mindst venter det?! Min indre termostat er under alle omstændigheder fuldstændig slået ud af kurs efter lidt af et kvantespring temperaturmæssigt - fra kummefryseren Danmark til saunaen Thailand - 38 grader, værsgo krop - "deal with it!", som Dr. Phil ville have sagt. Resultatet af min krops modvilje til forandring er, at jeg konstant ligner en, der netop er blevet afbrudt i badet og det lille svedmoustache, der partout gror på min overlæbe, er jeg efterhånden bange for er blevet kronisk. Bedre bliver det så heller ikke af, at jeg er nødsaget til at klæde mig anstændigt efter thai standard - hvilket vil sige tildækkede skuldre og tildækkede knæ, ligesom mine elskede klip klapper er et no go. Så der sidder jeg så i min burkalignende tilstand og skuler olmt til alle de andre turister, der vimser bekymringsløst forbi i badesandaler, korte shorts og tank tops, mens jeg sidder og kampsveder i converse, lang kjole og cardigan.
Mit thailandske eventyr startede da jeg landede i Krabi lufthavn og blev taget imod af Mr. Ake (udtales ligesom æg - men det skal man ikke sige til ham, for det synes han ikke er sjovt). Af sted til hotellet det gik og bedst som Mr. Ake var i gang med at fortælle mig om dengang hans finske ven Juri ved en fejltagelse havde taget en ladyboy med hjem efter lidt for mange tequila shots, var vi ved Orange Tree House som blev mit første overnatningsstop. Det blev dog lidt af en søvnløs nat for undertegnede, der vågnede frisk og frejdig klokken 3 og først efter at have ædt en pose pistachenødder og hørt tre afsnit af Mads og Monopolet igen faldt i søvn. Klokken 8.30 blev jeg hentet af Mr. Ake, der skulle køre mig til færgen til Phi Phi og som vist glædede sig til at hans babysittertjans var overstået - det kræver alligevel sin mand at holde styr på en jetlagsramt, kronisk svedende dansker, der ved hver given lejlighed lovpriser airconditionens opfindelse. Han var således også meget ivrig efter at få mig sendt af sted med færgen - faktisk så ivrig at han højt og flot sked på alt der hed køkultur og møvede sig frem til billetlugen mellem backpackere og lokale, mens jeg febrilsk forsøgte at råbe til ham at de dér tyve mennesker, der stod foran mig højst sandsynligt udgjorde det man på godt gammelt dansk kalder en KØ. Dette lod dog ikke til at stoppe Mr. Ake, der ivrigt gestikulerede at jeg skulle følge efter ham. Så nødtvunget masede jeg mig frem til ham, mens jeg undskyldte til højre og venstre og forsøgte at forklare at jeg altså blev nødt til at følge efter den lille, tætbyggede mand, der netop havde trådt dem alle sammen over tæerne. Da jeg nåede Mr. Ake havde han allerede fået råbt til billetdamen at jeg skulle have en billet til Phi Phi og kiggede triumferende på mig mens han sagde "jeg sagde jo der ikke var kø". Hvad præcis Mr. Ake så mente at de øvrige tyve mennesker foran billetlugen så lavede, ved jeg ikke, men jeg er ret sikker på de ikke bare stod der for at gøre livet besværligt for folk, der gerne ville købe en billet! Det var således også en meget brødbetynget Frk. Krammer der forsøgte at undgå alle de vrede blikke, mens hun masede sig tilbage gennem mængden med en billet til Phi Phi i hånden.
Hvis der er noget jeg har det stramt med i denne verden, så er det mennesker, der ikke besidder noget så basalt som køkultur og jeg kan blive skræmmende hidsig på sådanne medmennesker når jeg nærmest bliver tacklet bagfra i Netto af folk, der ser deres snit til at komme foran i køen ved at spæne op til en nyåbnet kasse. Pensionister, der ellers har stavret rundt i butikken med deres gangstativ, kørestolsbrugere, der ellers har haft speederen indstillet på skildpaddefart og selv de, der ikke har set deres eget skridt i flere år uden at skulle løfte maven op først, bliver pludselig genfødt på ny så snart Netto medarbejderen bekendtgører "jeg åbner kasse to". Der burde indføres dødsstraf for at springe over i køen - ja okay, en smule radikalt måske, men alternativt burde der i hvert uddeles de ondeste olferter til de, der drister sig til det. Til de af jer, der aldrig har nydt godt af en olfert så er sådan én kendetegnet ved at ens underhyler bliver hevet så usandsynligt højt op i numsesprækken at man kan blive i tvivl om de nogensinde finder vej ud igen. Og det er netop sådanne olferter jeg taler om - ikke små fesne olferter, nej - jeg mener olferter a la den stakkels fyr, der efterfølgende skulle have opereret underdrengene ud af numsen igen! Denne afstraffelse burde i øvrigt også udvides til folk, der ikke bruger blinklyset når de kører bil, folk der filer negle offentligt og folk der lægger deres gennemgnaskede tyggegummi på tallerkenen mens de spiser, blot for at proppe det tilbage i munden igen. Olferter hele vejen rundt - ja tak! Og muligvis et hårdt los i skridtet hvis ikke budskabet synker ind første gang.
Der var dog heldigvis ingen på færgen til Phi Phi, der fandt på at afstraffe mig med en olfert - eller lossede mig hårdt i skridtet for den sags skyld - men bedst som jeg sad og nød udsigten blev jeg pludselig antastet af en thailandsk mand, der spurgte om det var mig der var Lotte. Det kunne jeg jo ikke benægte - især ikke fordi det må være første gang at jeg i udlandet rent faktisk er blevet kaldt Lotte og ikke Lotti, Dennis, Lucia Jetstar eller noget andet kreativt (hvis jeg i øvrigt nogensinde skulle finde på at forfølge en karriere som eksotisk danser, så skulle mit kunstnernavn uden tvivl være sidstnævnte) og han stak mig derfor en mobiltelefon, som jeg tog imod med en antagelse om at det højst sandsynligt var et krav om løsesum fra én, der havde neglet min rygsæk i lastrummet og nu ville have penge for at levere mine sure underhylere tilbage, fordi jeg havde sprunget billetkøen over. Jeg svarede derfor med et tøvende "hello….?" i den, i øvrigt meget maskuline lilla telefon jeg havde fået stukket i hånden. Det viste sig dog at være min kontaktperson Khun Poo, som førte en laaaang samtale med sig selv eftersom jeg hverken kunne høre eller forstå hvad hun sagde. Generelt forstår jeg ikke ret meget af hvad de kære thailændere siger til mig - for det meste snakker de bare thai og satser på jeg forstår essensen, men heller ikke når de forsøger at snakker engelsk forstår jeg dem. Så jeg synes derfor selv jeg er blevet ret god til at afkode hvornår jeg skal grine eller sige "yes yes…" som om jeg da totalt har forstået hvad de lige har forklaret mig. Det glippede dog et par gange i dag da jeg startede med at grine af en sang om kongefamilien = BIG NO NO! Men hvordan skulle jeg vide at det var en sang om kongefamilien - jeg syntes bare det lød sjovt at ham manden, der sang for gik op i det med liv og sjæl og ikke var bleg for at afbryde forestillingen for at rette på en af de stakkels korsangere. Kongefamilien er hellig og enhver bespottelse er nærmest lig med fængsel, så set i det perspektiv var det faktisk slet ikke ligeså slemt da mine elever senere fandt mig skraldgrinende over et klip med en kvinde, der lige havde mistet sin datter (hvilket jeg jo altså ikke lige havde forstået) og til mit forsvar skal det siges at der sekunder forinden havde været et indslag om en bæver der kunne slå kolbøtter - det kalder jeg fandme utidig tvklipning…..medmindre det selvfølgelig var bæveren, der havde slået datteren ihjel. Nå, men essensen af min samtale med Khun Poo var at manden, der nu sad foran mig skulle hjælpe mig hen på et guesthouse eftersom Khun Poo alligevel ikke havde tid til at mødes med mig som ellers var aftalen.
Det passede mig dog fortræffeligt med en uventet fridag, som naturligvis blev spenderet på stranden i Tonsai. Jeg led dog et uventet stik af ensomhed da jeg lå og kiggede på alle kæresteparrene der gik hånd i hånd, veninderne der sladrede fortroligt, kammeraterne der spillede bold og familierne der byggede sandslot og jeg syntes pludselig det var enoooormt synd for mig at jeg ikke kunne leje en havkajak, fordi der skal to til at padle i sådan en krabat. Ikke fordi jeg egentlig havde lyst til at sejle i havkajak - jeg hader faktisk kajakker efter en lidt for lang sejltur på Amazonas floden i en kajak med defekt haleror, hvor jeg konstant blev forfulgt af botanik - men det var mere bare princippet i at jeg ikke havde muligheden for det, der gjorde mig trist til mode. Jeg kom mig dog hurtigt over min selvmedlidenhed og lod i stedet som om jeg var pot og pande med den gamle mand, der havde lejet mig en strandstol, men som vist til sidst blev lidt træt af den snaksaglige dansker og pludselig forsvandt om bag et skur og først gav sig til kende igen da jeg gik. Så meget for det nyerhvervede venskab!
Nå, nu vil jeg se om jeg kan sove - i morgen skal jeg muligvis kastes ud i en mudret flod iført redningsvest for at lære nogle af ungerne at svømme…..såvidt jeg kan se bliver det vist mere en kamp for overlevelse end decideret svømmeundervisning eftersom der både er stærk strøm, masser af forurening og masser af vraggods man kan kollidere med! Oh yes - endnu en spændende dag i Thailand er i vente :)
