Jeg er – og har altid været - enhver fitnessinstruktørs
mareridt. Der er især én instruktør i mit lokale fitnesscenter, som ser umådelig
livstræt ud når hun træder ind i holdsalen og opdager mig stå nede på bagerste
række, viklet ind i et sjippetorv eller på anden måde i karambolage med de
remedier, der skal anvendes til dagens træning.
Jeg er hende, der hopper til højre når alle andre hopper til
venstre, jeg er hende der vælter over stepbænken i stedet for at hoppe elegant
op på den, og jeg er hende der - om det så gjaldt mit liv - aldrig kommer til hverken
at kunne klappe eller steppe i takt. Sidste gang jeg havde meldt mig på et af disse motorisk udfordrende fitnesshold, valgte jeg snedigt (troede jeg) at stille mig bag den ældste og
tykkeste dame jeg overhovedet kunne finde, eftersom jeg i mit naive sind tænkte
”Jeg kan da KUN være bedre end hende”. Men ak - smerteligt måtte jeg sande at
så snart musikken pumpede og instruktøren begyndte at råbe, for mig, uforståelige
koder ud, forvandlede denne grå og lettere overvægtige pensionist sig til en
sand Jane Fonda klon, med spjæt, spark og kropskoordinering som en anden
elitedanser, mens jeg selv var reduceret til en stor klods af alt andet end
elegance og taktfasthed.
Set i dette perspektiv blev jeg også meget fortørnet da jeg i
et blad faldt over overskriften ”Alle elsker Zumba”, for det er jeg ærligt talt
RET sikker på at jeg ikke gør. Det var naturligvis i et af de her kulørte
dameblade, hvor overskriften blev fulgt op med flere siders reportage om
zumbaafhængige kvinder og diverse faktabokse, der beskrev hvordan ”zumbafeberen”
havde ramt danskerne. Dén feber kan jeg med sikkerhed sige aldrig har ramt
mig. Jeg har haft nældefeber – men aldrig zumbafeber. I virkeligheden tror jeg
faktisk jeg ville foretrække nældefeber. Jeg har mildt sagt hadet
zumbakonceptet siden det første gang dukkede op i TV Shop i form af en flok alt
for overenergiske, lidt for solariebrune mænd og kvinder med store colgatesmil,
der hidsigt svingede hofterne til latinske rytmer i mit fjernsyn.
Unødvendigt at sige, følte jeg mig dybt krænket over den
grove generalisering i bladets overskrift. Men
eftersom jeg aldrig havde prøvet zumba og i øvrigt er opdraget med, at man ikke
kan sige, man ikke kan lide noget hvis man ikke har prøvet det - hvilket jo i
virkeligheden er noget værre vrøvl, for jeg er ret sikker på at jeg ikke ville
bryde mig om at svømme i hajfyldt farvand i et sælkostume, blive indsmurt i
afføring, eller danse nøgen rundt nede i mit lokale supermarked kun iført en hat af broccoli og det på trods af at jeg
aldrig har prøvet noget af ovenstående (omend jeg engang faldt i en hundelort
og fik hele knæet smurt ind i dét, der må have været en mavesyg hunds
efterladenskaber) - besluttede jeg derfor at udforske denne verden af hoftevrikken
og danseglæde. Jeg var muligvis ikke helt objektiv da jeg gik ind i projektet,
men min første – og eneste – oplevelse med zumba blev præcis som jeg havde
forudset: De femten mest ydmygende minutter i mit liv! – kun overgået af den
gang jeg fik mylderbæ på toppen af et bjerg i Himalaya og sked i mine termounderhylere.
Og JA jeg udvandrede rent faktisk efter blot femten minutter i zumbahelvede!
Jeg kan derfor nu med sikkerhed fastslå at jeg IKKE elsker
zumba og er derfor ved at udforme et høfligt brev til pågældende dameblad for
at få rettet op på den grove generalisering, de udøver i deres magasin. Så hvis
I ser et genoptryk med artiklen ”Alle elsker zumba – på nær Lotte”, så har
redaktøren været lydhør overfor min bøn og retfærdigheden er sket fyldest.
Zumbafeberen har altså ikke ramt mig, men hvis den morgen
kommer hvor jeg vågner med utvetydige symptomer på zumbafeber (utidig lyst til
at høre reaggaton, ukontrollerbar vrikken med hofterne og et desillusioneret
sind, der fortæller mig at jeg er en fræk lille latina, der sjældent har set
mere sexet ud end når jeg erotisk ryster mine appelsinhudsballer), så håber jeg
virkelig at der findes en vaccine!