"ALLE ELSKER ZUMBA"

Jeg er – og har altid været - enhver fitnessinstruktørs mareridt. Der er især én instruktør i mit lokale fit­nesscenter, som ser umådelig livstræt ud når hun træder ind i holdsalen og opdager mig stå nede på bagerste række, viklet ind i et sjippetorv eller på anden måde i karambolage med de remedier, der skal anvendes til dagens træning.

Jeg er hende, der hopper til højre når alle andre hopper til venstre, jeg er hende der vælter over stepbænken i stedet for at hoppe elegant op på den, og jeg er hende der - om det så gjaldt mit liv - aldrig kommer til hverken at kunne klappe eller steppe i takt. Sidste gang jeg havde meldt mig på et af disse motorisk udfordrende fitnesshold, valgte jeg snedigt (troede jeg) at stille mig bag den ældste og tykkeste dame jeg overhovedet kunne finde, eftersom jeg i mit naive sind tænkte ”Jeg kan da KUN være bedre end hende”. Men ak - smerteligt måtte jeg sande at så snart musikken pumpede og instruktøren begyndte at råbe, for mig, uforståelige koder ud, forvand­lede denne grå og lettere overvægtige pensionist sig til en sand Jane Fonda klon, med spjæt, spark og kropskoordinering som en anden elitedanser, mens jeg selv var reduceret til en stor klods af alt andet end elegance og taktfasthed.

Set i dette perspektiv blev jeg også meget fortørnet da jeg i et blad faldt over overskriften ”Alle elsker Zumba”, for det er jeg ærligt talt RET sikker på at jeg ikke gør. Det var naturligvis i et af de her kulørte dameblade, hvor overskriften blev fulgt op med flere siders reportage om zumbaaf­hængige kvinder og diverse faktabokse, der beskrev hvordan ”zumbafeberen” havde ramt dan­skerne. Dén feber kan jeg med sikkerhed sige aldrig har ramt mig. Jeg har haft nældefeber – men aldrig zumbafeber. I virkeligheden tror jeg faktisk jeg ville foretrække nældefeber. Jeg har mildt sagt hadet zumbakonceptet siden det første gang dukkede op i TV Shop i form af en flok alt for overenergiske, lidt for solariebrune mænd og kvinder med store colgatesmil, der hidsigt svin­gede hofterne til latinske rytmer i mit fjernsyn.

Unødvendigt at sige, følte jeg mig dybt krænket over den grove generalisering i bladets overskrift. Men eftersom jeg aldrig havde prøvet zumba og i øvrigt er opdraget med, at man ikke kan sige, man ikke kan lide noget hvis man ikke har prøvet det - hvilket jo i virkeligheden er noget værre vrøvl, for jeg er ret sikker på at jeg ikke ville bryde mig om at svømme i hajfyldt farvand i et sælkostume, blive indsmurt i afføring, eller danse nøgen rundt nede i mit lokale supermarked kun iført en hat af broccoli og det på trods af at jeg aldrig har prøvet noget af ovenstående (omend jeg engang faldt i en hundelort og fik hele knæet smurt ind i dét, der må have været en mavesyg hunds efterladenska­ber) - besluttede jeg derfor at udforske denne verden af hoftevrikken og danseglæde. Jeg var mu­ligvis ikke helt objektiv da jeg gik ind i projektet, men min første – og eneste – oplevelse med zumba blev præcis som jeg havde forudset: De femten mest ydmygende minutter i mit liv! – kun overgået af den gang jeg fik mylderbæ på toppen af et bjerg i Himalaya og sked i mine termounderhylere. Og JA jeg udvandrede rent faktisk efter blot femten minutter i zumbahelvede!

Jeg kan derfor nu med sikkerhed fastslå at jeg IKKE elsker zumba og er derfor ved at udforme et høfligt brev til pågældende dameblad for at få rettet op på den grove generalisering, de udøver i deres magasin. Så hvis I ser et genoptryk med artiklen ”Alle elsker zumba – på nær Lotte”, så har redaktøren været lydhør overfor min bøn og retfærdigheden er sket fyldest.

Zumbafeberen har altså ikke ramt mig, men hvis den morgen kommer hvor jeg vågner med utve­tydige symptomer på zumbafeber (utidig lyst til at høre reaggaton, ukontrollerbar vrikken med hofterne og et desillusioneret sind, der fortæller mig at jeg er en fræk lille latina, der sjældent har set mere sexet ud end når jeg erotisk ryster mine appelsinhudsballer), så håber jeg virkelig at der findes en vac­cine!