Nærdødsoplevelser i Mekong Deltaet! (Vietnam 2010 - ellevte blogindlæg)

Jeg havde på forhånd haft mine betænkeligheder ved at drage til Mekong Deltaet - jeg mener…..det er jo trods alt Vietnams mygge-epicenter! At plante mit korpus dernede ville kunne sammenstilles med at sende en neger til et Ku Klux Klan møde, smide en sagesløs pose M&Ms ind på et julemærkehjem eller vifte en pose Oreos foran undertegnede! Men måske dette netop var det geniale ved at tage til deltaet, for myggene ville jo aldrig overveje at lede efter mig i deres eget hovedkvarter - hvilken tåbe ville vælge selv at vade direkte ind i løvens hule!? Det ville jo svare til at Bin Laden i al denne tid har siddet på MacDonalds og ædt Big Mac menuer - intet mindre end genialt!!!! Naturligvis undersøgte jeg alternative måder at udforske deltaet på - der er jo trods alt ingen grund til at friste skæbnen alt for meget - men da muligheden af at blive fragtet rundt i en panserglassikret kabine med hjul, blot blev mødt med himmelvendte øjne og mistroiske blikke fra diverse rejsearrangører og da samtlige skræddere ikke helt delte min vision af en burka inspireret full body myggenetsdragt, så jeg mig nødsaget til at tage ud til deltaet på lige fod med alle andre dødelige.

Mine betænkelige bundede dog også i mit sidste deltabesøg (godt nok i Sydamerika, men stadig et delta!), der endte i tarantelregn, insektsmagning, botanikforfølgelse og ikke mindst seriøse tissetraumer! Men da jeg virkelig gerne ville se det berømte delta - overvandt eventyrlysten alligevel frygten for kidnapning af skrupelløse vietcong myg, nærkontakt med store lodne edderkoppefætre og frygten for endnu engang at skulle ende med røven bar et sted i junglen fordi jeg nu engang er "velsignet" med en blære på størrelse med en dværgært.

Myg, taranteller og offentlig nøgenhed skulle dog vise sig at blive det mindste af mine bekymringer på denne deltatur……………………..!

Jeg har tit forestillet mig hvordan mine dage her på jorden ville ende og tro mig det har ikke skortet på kreativiteten; den ene dag er jeg offer for et drabeligt flystyrt, den næste ender jeg som middagssnack i gabet på en stor hvid haj - hvis jeg da ikke lige først er blevet offer for bestialske mordere, der vil have mine organer, er blevet elektrisk henrettet af min utilregnelige toastmaskine, er faldet om af slikforgiftning eller alternativt er blevet offer for en kombination af alle ovenstående: Jeg står i mit køkken og forsøger at begrænse osteudslippet fra min toast, da sandwichmaskinen pludselig af uransaglige årsager vælger at sende titusind volt gennem kroppen på mig. Samtidig går jeg i sukkerchok på grund af de urimelige mængder gummibamser jeg har smidt i hovedet hele dagen og i selvsamme sekund som alt dette sker, falder der et fly ned oven i hovedet på mig, der tilfældigvis har fået til opgave at transportere en stor hvid haj fra Sydafrika til dens nye hjem i Kattegatcentret, der nu med et plask lander ovenpå mit stegte korpus og ser sit snit til at indtage sit sidste måltid i form af den allerede tilberedte Frk. Jetstar, der meget bonusagtigt også sørger for dessert i form af den smølfevingummi, der stadig logerer mellem fortænderne. Det er omkring her de overlevende piloter viser sig at være koldblodige mordere, der udover hajer også transporterer organer til det sorte marked i Sydamerika hvor efterspørgslen af især ikke-rygende skandinaviske kvindeorganer er i høj kurs. Kort sagt - en rigtig lorte dag hvis man hedder Lotte Krammer!!!!

Aldrig har jeg dog forestillet mig at blive sejlet over af et containerskib i Mekong Deltaet! Havde jeg vidst dét var en del af deltaprogrammet var jeg nok blevet liggende i sengen da vækkeuret ringede klokken seks og forlangte at Carsten og jeg stod op for endnu engang at pakke alt vores habengut (eller det er jo nok i virkeligheden mest mit habengut eftersom Carsten stort set ikke har andet end et par underbørger med, fordi en vis person skulle have plads til alt sit nylavede skræddertøj). Men op stod vi, blot for at blive plantet i en lille motorbåd, der skulle fragte os ned ad Mekong floden. Bedst som jeg charmerende lå og pustede savlbobler op af vinduet og drømte om bland selv slik, blev jeg pludselig afbrudt af en høj skurrende lyd. 

Mens jeg diskret fik tørret savlet af hagen, informerede Carsten mig om at bådsmotoren tilsyneladende var død, hvilket nu efterlod os drivende hjælpeløst omkring midt på floden.Først sad folk og smågrinede lidt, nogle lidt mere hysterisk end andre - heriblandt undertegnede, der allerede havde set båden kæntre og læst avisoverskriften; "Ung dansk kvinde druknet i Vietnam - hendes livløse krop blev tilfældigvis fundet da en fisker så en kvindearm med en pakke oreos stikke op af det mudrede flodvand. Utroligt nok var chokoladepakken stadig tør og uskadt, det var kvinden dog ikke. Et vidne har senere udtalt at kvinden ellers var nået sikkert i land, da hun pludselig ved lyden af en summende myg, hovedkulds kastede sig ud i floden igen mens hun paranoid og desillusioneret råbte op om konspirationsteorier, røde Bh'er og forbandede rengøringsdamer".

Panikken begyndte dog at brede sig ved synet af et kæmpe containerskib med kurs direkte mod vores lille flydende fængsel. Sammenstødet var uundgåeligt og som i slowmotion sad vi alle åndeløst og kiggede flere meter op på skibets stævn, der knejsede sig som en ond skygge over os. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig graden af frygt når man sidder i en lille blikspand og kigger op på et flere meter overlegent skib både i højde og bredde! Hmmm…..Torpedering af containerskib - hvor stod det lige henne i programmet!!?? Desperat skimmede jeg turplanen;…….besøg i fiskerlandsby, traditionel musikopvisning, frugtsmagning og frokost…… - mens jeg rædselsslagen indså at dagspunktet; "motorstop med efterfølgende torpedering af containerskib" ikke var at finde, lød der et kæmpe brag idet skibet ramte os og passagerer og bagage fløj rundt i kabinen. Sjældent har jeg lovprist min mikroblære, men i denne sammenhæng blev den vores redning, da vi naturligvis var de sidste der var kommet ombord på skibet fordi jeg lige for hundredesyttende gang skulle ind og vride rosinen inden sejlturen, således vi var endt nede bagerst, spændt fast som i en skruestik sammen med to tyskere. Så vi røg ingen steder ved sammenstødet, mens de andre lettere fortumlede lå og legede kluddermor nede på gulvet. Action lige fra morgenstunden af - Don't try this at home kids!!! Det var ren Titanic - ja altså bare lige uden isbjergene, orkestret, luksuslineren, Atlanterhavet osv - men med lidt god vilje så jeg Carsten som en ung Leonardo Di Caprio - dog med en smule mere ansigtsbehåring - og jeg selv som en knap så yndefuld Kate Winslet, der i ren panik var halvvejs i gang med at klemme sig ud af bådsvinduet. Jeg havde dog undervurderet størrelsen af mit hofteparti og måtte derfor opgive mit forehavende. BANG! Jeg lukkede øjnene - endnu et monsterskib ramte vores efterhånden synkende skude, dog knap så frontalt som det første skib og da jeg vovede at åbne øjnene igen var det første jeg så skikkelsen af min redningsmand i form af en…..en…..hane! En steppende én af slagsen endda! (Til de af jer, der har brug for billeddokumentering henviser jeg til fotoalbummet!) Havde jeg virkelig slået hovedet så voldsomt at jeg i stedet for at se de klassiske tegnefilms pipfugle, nu så steppende haner??? Realiteten var dog at den steppende skibshane var en del af besætningen på den fiskerbåd, der var kommet os til undsætning. Hvorfor den steppede er mig dog stadig et mysterium, men det var bestemt et underholdende show midt i al elendigheden! I fællesskab med fiskerbåden fik vores styrmand skubbet os i nærheden af land, så vi ikke længere lå og agerede grisen i et petanque spil. Så ovenpå vores lille nærdødsoplevelse var der nu dømt trekking i mudder op til anklerne til nærmeste landsby, så vi kunne blive fragtet videre i bus når nu vores lille båd ikke kunne klare mosten.

Den steppende hane!

Det var lidt op ad bakke når klip klapperne sad fast i mudderet!

Resten af deltaturen var faktisk ekstraordinær ubegivenhedsrig…...men det er selvfølgelig også svært at overgå en morgen, der har budt på dansende fjerkræ, muddertrekking og dødssejlads - herfra kunne det jo kun gå ned ad bakke! Det eneste vi egentlig foretog os på resten af turen, var at sidde i en bus eller en båd og blive transporteret rundt til diverse turistfælder under dække af at vi skulle ud og se hvordan de lokale ernærede sig ved enten biavl, kokosnøddekaramelfremstilling, nudellavning eller rishøst. I virkeligheden ernærede de sig vist bare ved at vi kom forbi og købte al deres ragelse! Jeg havde naturligvis fra starten af svoret at jeg i hvert fald ikke skulle prakkes nogle af alle deres hjemmelavede duttelutter og dingenoter på! Derfor er det mig også en gåde hvordan jeg alligevel endte med en pakke honningdækkede peanuts og en plade kokoskarameller!? Ja, ja man har et standpunkt til man tager et nyt og konklusionen må være at så snart det er sødt og spiseligt, så er Frk. Krammer et let offer for turistmanipulation.

Frk.Krammer som biavler

Genforeningen af "Carten Jensen og Lucia Jetstar" (Vietnam 2010, tiende blogindlæg)

Mens jeg mentalt indstillede mig på at mit ophold i Vietnam i værste fald ville ende med et gratis ophold på hotel tremmely i Da Nang eller med politieskorte til nærmeste grænseovergang, kiggede jeg rastløs rundt i det faldefærdige lokale hvor Carsten og jeg befandt os. Væggene havde muligvis engang været hvide, men års slid og manglende vedligeholdelse havde medført krakeleringer på størrelse med Grand Canyon og havde forandret væggene til en gullig nuance, der harmonerede ganske godt med den syrlige duft af morgenurin, der tung som en dyne svævede over rummet. Hvis det ikke var fordi de uniformerede mænd bag glasset så SÅ alvorlige ud havde jeg muligvis påtalt den manglende feng shui indretning, men kom til den konklusion at det nok aldrig havde været meningen at immigrationskontoret ligefrem skulle indbyde til hygge, yoga og velvære. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at sidde og kigge mig over skulderen efter de fem friske bøsser, jeg håbede ville springe ind af døren og med et svirp i håndleddet og i et højt toneleje ville råbe; "Ved I hvad tid det er - Det er make over tid!!!!", mens de energisk ville male rummet regnbuefarvet med lyserøde prikker, anrette friske blomster på skrivestanderne og anfægte immigrationsbetjentenes uniformer med et; "Errrrrrj bassemand det kan du da ikke have på, militærgrøn er bare sooooooooo last season!". Det skete dog desværre aldrig og den forhørslokaleagtige atmosfære var i virkeligheden nok nærmere designet til at gøre dét, som den lige præcis pt gjorde ved mig; skræmme livet af blåøjede turister! Dette ville til dels også forklare den førnævnte urindunst, da jeg bestemt ikke ville have peget fingre af nogen for at tisse en lille smule i bukserne hver gang den barskt udseende betjent nådesløst løftede blikket fra sine papirer for koldt at vurdere én fra top til tå.

I sidder sikkert nu og tænker hvordan i alverden denne blog pludselig tog en drejning fra fredelige mommår aktiviteter til illegal indvandring og mulig fængsling i et kommunistisk land!? Ja, ser I......det hele bunder i de inkompetente betjente, der tilsyneladende betjener immigrationskontrollen i lufthavnen! Normalt når man rejser ind i Vietnam får man femten "gratis" dage, hvor man ikke behøver visum, så længe man kan dokumentere at man forlader landet indenfor dette tidsrum. Det havde vi jo naturligvis kalkuleret med, så det hele var på bedste Olsen banden manér timet og tilrettelagt således at vi lige præcis rejste videre til Cambodia på Carstens femtende dag i Vietnam. At analfabeten af en lufthavnsimmigrationsbetjent så ikke er i stand til at addere 15 dage oveni ankomstdatoen, kan man jo så desværre ikke gardere sig imod! "Uhaaaa.......ja den er svær.....jo.......lad mig se.......15 plus 17.......jaaa.......det kan jo kun være..........22!". Jeg ved ikke hvor den retarderede tosse har trukket sin immigrationslicens, men jeg har en fæl fornemmelse af, at tal mongolismen var påtaget med det ene formål at få penge i statskassen, når først vi alt for sent opdagede den fejlstemplede dato. 1-0 til immigrationstossen!!! Faktum var nemlig nu at Carsten stod med en opholdstilladelse, der kun strakte sig til den 22 oktober, mens vi pt skrev den 23 oktober. Således kan Hr. Jensen dog nu prale af at have opholdt sig som illegal indvandrer i Vietnam i knap 24 timer!

Bedst som jeg sad og forestillede mig Carsten og jeg i moderigtige orange fangedragter og matchende fodlænker blev tavsheden pludselig brudt af et; "Okay - If you pay me 1 million, I can give you visa today". Hallelujah for korruptionens grimme ansigt!!! Gad vide hvad kommunistpartiets grundlægger - gode gamle onkel Ho Chi Minh ville have sagt til det!? Et korrupt, pengegrisk politi tror jeg ikke ville have været en del af hans partiprogram i hvert fald! Beskeden fra immigrationsbetjenten havde tidligere lydt at der tidligst kunne blive tale om et visum den 29 oktober - hvilket ville have betydet at Carstens pas skulle overnatte de næste mange nætter på immigrationskontoret og at vi i den periode hverken ville være i stand til at indlogere os (da alle hoteller kræver at se et gyldigt visum) eller forlade helvedesbyen Da Nang. Ellers tak du! - Hvis der er noget jeg har lært af at rejse, så er det at rejseregel nummer ét, to og tre lyder; Skil dig ALDRIG af med dit pas!, hav ALTID toiletpapir i tasken og spis ALDRIG yak ost i 5000 meters højde medmindre mylderbæ og offentlig ydmygelse hører til din dagsorden (jeg henviser hermed til min beretning fra Nepal!) Så denne løsning afslog vi blankt, hvorefter fætter korrupt pludselig kom i tanke om at hvis vi lige lagde den dér million (cirka 300 gode danske kroner) til kagekassen og 35 dollars for selve visummet, jamen så kunne det da nok godt lade sig gøre at lave visummet i dag alligevel! Surprise!!! Jeg undertrykte min trang til at plante en stor fed spytklat på hans uniform, da jeg for det første ville have set rigtig dum ud med en lang savlstreng hængende ned ad hagen (spytklatter er ikke just mit speciale) og for det andet var tanken om en overnatning i et vietnamesisk fængsel for overfald på tjenestemand heller ikke just det mest ophidsende jeg havde lyst til på en lørdag aften. Så vi betalte pengene og indenfor mindre end et minut var Carsten indehaveren af et visum gældende helt til engang i november - hold da op, sikke nu en fest!!! Det lillebitte stempel havde så - udover blod, sved og tårer - kostet os en halv dag i form af to ture frem og tilbage mellem Hoi An og Da Nang, samt taxipenge og nu også bestikkelse og visumbetaling! Håber virkelig de korrupte, uværdige, sleske narrøve af et par betjente fik både galopperende, svidende og blodig diarre af det monster af en lagkage de må have kunne købe for en million dong! Nemesis drenge, NEMESIS!!! At vi var blevet taget godt og grundigt i røven var da heller ikke til at tage fejl af da vi forlod bygningen, idet dansende, højtgrinende og high five klappende immigrationsbetjente ofte er en god indikator på netop dette!

Men lad mig starte fra begyndelsen, for Carsten og jeg startede jo faktisk ikke vores fælles rejse på immigrationskontoret i Da Nang. Denne beretning starter nemlig hvor en anden slutter, da det efter en vemodig afsked med min mommår in crime, som jeg efterlod tilbage i Hoi An med moderlige formaninger som; "Pas nu på dine tænder, husk dine ting og lad nu være med at gro flere mystiske kropsvækster, spise mærkelige ting, der gør væmmelige ting ved dit tarmsystem eller………ja måske i virkeligheden det ville være bedst hvis du bare blev inden døre uden at røre ved noget!", var tid til at hoppe på flyet til Vietnams hovedstad Hanoi og tage imod Hr. Jensen. Eller det endte faktisk med at han tog i mod mig, da mit fly af uransagelige årsager var to timer forsinket. Naturligvis var vores bestilte airport pickup service ingen steder at finde, så efter et opkald til hotellet og lidt højlydt brokkeri, lovede de at sende taximanden omgående. Nogle minutter senere kom der da også en lille mand vadende med et noget sjusket, selvskrevet skilt: "Lucia Jetstar og Carten Jensen"….hmm….ja "Carten" var jo næsten ikke til at tage fejl af, men Lucia Jetstar - hvem hulen var hun??? Og hvorfor skulle hun hentes sammen med min mand??? Det viste sig dog hurtigt at Lucia Jetstar var endnu et alias, der kunne føjes til den dagligt voksende synonymliste for Lotte Krammer, men hvordan dette numerologisk velklingende navn er fremkommet, er mig stadig en gåde! Til sidst blev både Hr. Jensen og Frk. Jetstar dog smidt ind i en taxi med kurs mod Hanoi centrum. Pludselig blev landskabet udenfor bilvinduerne dog en smule mere skummelt end man just har lyst til at opleve når man prisgivet sidder på bagsædet af en taxi i bælgravende mørke i en fremmed storby og da vores chauffør samtidig også sænkede farten og kørte ind mod en af sidegyderne havde jeg allerede set os blive slået ned, berøvet og kloroformbedøvet med henblik på ufrivillig organdonation! Da vi med al den ro og kølighed i stemmerne vi overhovedet kunne oparbejde spurgte chaufføren hvor det liiiiiige var vi var på vej hen, vendte den før så mutte og maskuline taxachauffør sig om og fniste som en lille pige; "We are just picking up my boyfriend"! Wow - Welcome to the fruity express! Non stop mod Hanoi - indstigning bagi! Sikke en omvæltning fra netop at have siddet og mistænkt den stakkels mand for at være koldblodig turistmorder!

Langt om længe nåede vi til hovedstaden, hvor vi endnu engang i dette fantastiske land oplevede det fænomen, der synes at lyde; Turister? Snyd dem, hvis de snydes kan!!! Vi havde derfor en del indlogeringsproblemer, da vi pludselig endte på det forkerte hotel og på en helt anden værelsestype end den vi havde betalt penge for hjemmefra. Efter vi truede med udvandring, tilsvining på samtlige rejsehjemmesider og en masse andre knap så pæne ting - endte vi med en gratis overnatning og omgående overflyttelse til det hotel vi oprindeligt havde booket! På dette tidspunkt havde jeg efterhånden også en smule ondt af min mand, der havde været undervejs i mere end 24 timer og efterhånden så mere død ud end levende - men hey VELKOMMEN TIL VIETNAM! :b Jeg havde desuden også lidt ondt af mig selv da al denne opstandelse for mit vedkommende betød endnu længere adskillelse fra den gigantiske pose bland selv slik, der udgjorde halvdelen af Carstens bagagevægt. Tro mig - det var som englesang da jeg omsider blev genforenet med mine gummibamser, laserstråler og smølfevingummier!!!!!

Hanoi viste sig dog hurtigt at være en by man ikke skulle bevæge sig rundt i med sliktømmermænd, for sandsynligheden for at ende som kølerfigur på en taxa eller en scooter er overhængende stor, hvis man ikke er opmærksom! Jeg tror i bund og grund at der hersker blot én trafikregel i Hanoi, der lyder; THERE ARE NO RULES! Hvilket gør det til et ret grænseoverskridende og dødsangst fremkaldende projekt blot at krydse gaden, da man ikke er sikker på at vende tilbage til sit hotel med alle lemmer og motoriske funktioner intakte! Jeg er overbevist om at kravet til Hanoi'ske taxachauffører beskedent lyder; kan du holde hornet i bund non stop, mens du samtidig undgår at påkøre alt for mange jay walking vesterlændinge, (der ligesom undertegnede begiver sig over gaden med lukkede øjne og hænderne foldet i bøn) og oven i købet kan betjene din vietnamesisk-techno-højtspillende radio - så tillykke! Du er nu certificeret taxachauffør!!! Derfor valgte vi hurtigt at undslippe Hanois larmende gadeliv og tog på sejltur i Halong Bugten, hvor vi endte med at sætte spørgsmålstegn ved vores guides mentale tilstand, da vi hverken kunne se de frøer, heste eller andre dyr i de klippeformationer han viste os i drypstenshulerne. Enten havde han en meget levende fantasi eller også - hvilken jeg hælder mest til - havde han røget en seriøs omgang fjolletobak!!!

Resten af tiden i Vietnam står på besøg i kongebyen Hue hvor vi nok skal få vores lyst til templer og gravmonumenter styret (hvis der da ellers findes sådan én!?) og en sejltur til Mekong deltaet - myggehovedstaden i Vietnam!!!!.....ohhhh gru!!!!!!!!!!!!

Hello my name is Lotti and I'm an oreo addict...... (Vietnam 2010 - niende blogindlæg)

"Arghhhhhhh!!!!!!! Watch out!!!!" Skreg Louise og jeg i kor mens vi hovedkulds kastede os til jorden i forsøget på at undgå det bat, der skar gennem luften som var det et løssluppent varmesøgende missil. Blot et par timer forinden havde det virket som en fantastisk ide at introducere eleverne for rundboldspillets glæder, men mens jeg lå på jorden og forsøgte at beskytte min sarte hovedskal mod et potentielt stykke nedfalden træ fra oven, virkede det pludselig ikke længere som den mest velovervejede ide.

Mens jeg - i hvad der føltes som en evighed - lå og afventede nedslaget, undrede det mig hvorfor jeg overhovedet havde foreslået rundbold som den fornøjelige aktivitet, der skulle udgøre vores afslutning med eleverne på STREETS, med tanke på hvordan spillet i tidens løb har været kilde til megen personlig svie og smerte. Efter års erfaring med udøvelse af spillet kan jeg i denne blog afsløre at rundbold ER verdens farligste aktivitet! Glem alt om ultimativ fighting, bjergbestigning og faldskærmsudspring - rundbold er de farlige aktiviteters ukronede konge og burde gå under betegnelsen ekstremsport!

Jeg har således både været vidne til den fysiske lemlæstelse, der følger i kølvandet på udøvelsen af spillet og oplevet de mentale ar, der opstår under de utallige skænderier, uoverensstemmelser og ydmygelser, der desværre også er en del af rundboldhysteriet. Jeg husker vitterligt ikke et eneste frikvarter i folkeskolen hvor vi ikke alle røg i totterne på hinanden på grund af uenigheder om hvorvidt Frode, Britta eller Børge var i spring eller ej eller om hvorvidt bolden var skudt direkte ud over baglinjen. Der blev gået op i det med liv og sjæl, således vores stakkels lærer efterfølgende kunne bruge flere timer på at sidde og agere mægler mellem det stridende inde- og udehold, der fortsatte den verbale mudderkastning inde i klasseværelset. Ak ja, intet skilte vandene som et godt gedigent spil rundbold i 7.B!

"BAAAAANG" - lyden af battets hårde landing, rev mig brat ud af min tankestrøm og tilbage til virkeligheden, hvor jeg blev mødt af 19 fnisende elever, der syntes det var ovenud morsomt at det var battet i stedet for bolden, der pludselig var blevet luftbåren. Men de havde jo heller ikke været inde i mit hoved til at se de krigslignende tilstande, et vildtfarent bat kan forårsage! At bruge ordet bat er i virkeligheden at tage munden for fuld, for det ville i virkeligheden være mere korrekt at referere til det som "stolebenet, der udgjorde det for et bat", for det var præcis hvad vores hjælpsomme receptionist kunne fremtrylle, efter vi selv havde været på jagt i diverse selverklærede "sportsforretninger" efter noget der bare mindede om et slagredskab. Det er ikke just rundboldbats man får smidt i nakken nede på det lokale marked (hvilket jo så i princippet heller ikke ville være særligt rart!), men hvis vi derimod havde været villige til at slå med en vifte, en grim lille lerfugl, der kan lave verdens mest pinsomme fløjtelyd eller en dværgbanan på størrelse med en tommelfinger, så havde markedssælgerne bestemt været en stor hjælp. Så kunne vi jo også lige have taget imod et af de utallige tilbud om manicure, der typisk bliver præsenteret i form af en lille vietnamesisk dame, der med fingeren grotesk rodende rundt oppe i næsen spørger "You want manicure, massage?" mens hun med sin frie hånd, der ikke er låst fast oppe i næseboret, kærligt tager rundt om livet på én, således ens intimsfære på det groveste bliver invaderet, når man pludselig har denne bussemandspillende dame helt oppe i ansigtet. Og selvom man med vilje stirrer på den roterende næseborsfinger med en afsky så åbenlys, at man ligeså godt hysterisk kunne have skreget hende ind i hovedet; nej selvfølgelig vil jeg da ikke have dig til hverken at pille ved mine negle eller servicere mig med helkropsmassage med de dér bussebørgebesatte fingre!!!", så fortsætter de alligevel ufortrødent. Jeg ved godt jeg har ofret meget spalteplads i tidligere beretninger på dette her fænomen, men det er simpelthen så utrolig tragikomisk at de ikke forstår, at det nok er noget nær det sidste man har lyst til at blive tilbudt, når de samtidig står og graver næseborsguld!

Nå tilbage til den egentlige fortælling :) Vores rundboldseance endte heldigvis ikke ligesom dengang i syvende klasse - her var ingen brækkede legemsdele, kraniebrud, slåskampe eller skænderier, men derimod en del begyndervanskeligheder med helt præcist at forstå det komplicerede regelsæt, der udgør rundboldspillet; "Du skyder, du løber, du stopper med at løbe inden der bliver råbt stop" - altså jeg mener bare - hvor svært kan det være!? Det er jo ikke just hjernekirurgi vel!? Men det var åbenbart så tilpas langt fra alle andre boldspil de kendte, at det tog en krig at få noget, der bare tilnærmelsesvis lignede et spil rundbold stablet på benene. Enten begyndte udeholdet umotiveret at spurte rundt om keglerne når de først havde fanget bolden eller også var der ingen der løb rundt om keglerne - men derimod af mere kreative ruter, såsom tværs over banen - da de i højere grad anså keglerne som pejlemærker man kunne vælge at løbe udenom hvis man havde tid til det, end som egentlige grundpiller i hele rundbold ideen - KAOS!!! Men da vi først kom i gang var begejstringen over det nye spil ikke til at tage fejl af, da der både fløj klip klapper og tøjstykker rundt i luften i spontan jubel over hver befrier, der blev slået!

Efter den udmattende udfoldelse - især for mommår og mommår, der efterhånden var godt mørbankede i både krop og hoved af at demonstrere og forklare og ikke mindst udføre rullefald, når der var overhængende fare for at blive slået ned - satte vi os på den nærliggende gadecafe, så eleverne hver kunne få en sugar cane drink. Vi skulle dog ikke selv nyde noget af den søde drik, der essentielt blot er flydende ren sukker! Næ nej så vil jeg meget hellere have mit daglige sukkerkick i form af Oreos og gerne masser af dem!!! Min trang til de dejlige små delikate chokoladekiks med den vaniljecremede midte har muligvis taget en smule overhånd mens jeg har opholdt mig her i Vietnam og jeg forbander til stadighed den dag jeg første gang blev introduceret for de små chokolademirakler! Som altid med sådanne afhængighedsudviklinger startede det helt uskyldigt - i mit tilfælde med mariekiks, som stille blev afløst af almindelige chokoladekiks indtil den dag en ven introducerede mig for de små Oreos fætre med ordene "det her du, dét er det seriøse pis", mens hun kiggede på mig med en alvorlig mine og smed den mørkeblå mysteriepakke foran mig. Jeg måtte sande at hun havde ret - efter de første chokoladekiksekrummer ramte min tunge var jeg hooked! Herefter startede den onde spiral, hvor det først kun var i weekenderne og til festlige lejligheder jeg tillod mig at nyde de små kager, men garderet med mottoet "Hver dag er en fest!!!" endte det således med at blive en daglig nødvendighed, indtil jeg nåede et punkt hvor jeg ikke længere kunne fungere uden mit Oreo fix. Efter en del terapi hjemme i Danmark og med mantraet "Jeg er en stærk, selvstændig, Oreo-uafhængig kvinde", overvandt jeg dog langsomt, men sikkert trangen til de små himmelske vidundere. Fristelsen her i Vietnam er dog blevet mig for stor - en pakke Oreos koster kun tre kroner!!! Det er jo det samme som at vifte en kasse Guld Tuborg foran næsen på en afvendt alkoholiker!!!! Dog, med erkendelsen af at jeg endnu engang har ladt mig forlede af mørke kræfter (mørke velsmagende kræfter vel at mærke!) var jeg således til mit første OAA møde i går (Oreo Addicts Anonymous) og det føltes faktisk rart at stille sig op i rundkredsen af ligesindede Oreo misbrugere og få sagt ordene højt; "Hello my name is Lotti and I'm an Oreo addict".

Sugar cane hygge - SKÅÅÅÅÅL!

Måske min forstrækkede hoftedelle også får det bedre hvis mit Oreo forbrug kommer ned på et lidt mere humant niveau, for lige i øjeblikket føler jeg mig vitterligt ligeså mommåragtig som jeg ser ud når jeg haltende rejser mig op efter at have siddet ned i længere tid af gangen. Jeg nærer dog et hemmeligt ønske om at min halten hænger ved til jeg kommer tilbage til Danmark, således hver gang folk spørger til min handicappede gangart, kan jeg med et drømmende udtryk ytre sætningen; "Ja ser du……det var dengang i NAM…….", som indledningen på min "krigsfortælling". Ovenstående sætning kan jeg ligeså godt allerede nu advare jer om bliver mindst ligeså anvendt som min; "Det minder mig om noget jeg har set på Discovery" sætning, så den skal I nok nå at blive pænt trætte af!

I aften skal vi ud og spise med Ms. Phuc, så vi kan få sagt ordentligt farvel til hende og så står den ellers på rygsækspakning, så jeg kan stå klar i Hanoi lufthavn til at tage i mod min sikkert dødtrætte og jetlagsramte mand i morgen :)

Cruising Da Nang (Vietnam 2010 - ottende blogindlæg)

Så er der nyt fra østfronten igen! Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så indikerer det nyligt uploadede fotoalbum "Crusing Da Nang - Vietnamese style" at vi ikke har ligget på den lade side siden sidste beretning. Vores tolk Ms. Phuc havde nemlig inviteret os på ægte vietnamesisk familiefrokost i hendes hjemby Da Nang - ikke just en by jeg havde den store trang til at genopleve, eftersom traumerne fra sidste udflugt stadig sad dybt begravet i både Louise og jeg. Hvis nogen skulle have glemt vores famøse tur til Da Nang provinsen, kan den opridses i følgende ord; militærundsætning, ufrivillig tarmskylning, numseneglspilleri og supermarkedshelvede!

Men eftersom vi nu ville være forsynet med vores helt egne private guider i form af Ms. Phuc og Van - en af eleverne fra STREETS - og højt og helligt var lovet at vi ikke ville komme i nærheden af det der lignede tarmspulende vandslanger, følte vi os i trygge hænder. Det var også helt rart for en gangs skyld at tage turen til Da Nang uden hverken at have læge- eller tandlægebesøg for øje! Jeg er jo vitterlig blevet smedet sammen med jordens mest uheldige kvindemenneske i form af Louise! Hvis hun ikke lige lider af forstoppelse, så knækker hun sine tænder, får stjålet sit visakort eller ødelægger sin telefon. Sidste skud på uheldighedsstammen er udbruddet af en inflammatorisk bums på størrelse med en mandarin i øregangen, således den står på pencillin, smertestillende og ingen vandaktiviteter de næste fem dage!!!

Mommår og mommår havde ellers både planlagt snorkeltur og druktur (dog ikke kombineret!), eftersom vi kun har sølle fire dage tilbage her i Hoi An! Hvor blev tiden af??? Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke helt har forstået, at jeg på søndag står i Hanoi og tager imod min dejlige husbond (som jeg i øvrigt håber på har udrustet sig til tænderne med bland selv slik!!!) og dermed også skal forlade byen, der har udgjort mommår og mommårs lille trygge hjemstavn de sidste syv uger. Ambivalens, er ordet jeg leder efter, men selvom det betyder slutningen på praktikeventyret, betyder det også starten på et helt nyt med Hr. Jensen under armen og det kan kun blive et godt ét af slagsen - især hvis han også formår at snige en McChicken med i inderlommen - MUMS! ;D

Nå men af sted med den lokale bøvseekspres det gik til Da Nang, hvor kontrolløren naturligvis afkrævede os dobbelt pris for en busbillet i forhold til hvad de lokale pungede ud med. En helt uhørt sum af seks kroner, hvilket vi naturligvis godt kunne have overkommet, men princippet i at vi skulle betale overpris blot fordi vi ikke målte en meter og halvtreds og ikke sad med ekskaveringsneglen dybt begravet i næseboret i fuld offentlighed, var nok til at vi holdte fast på vores ret til kun at betale tre kroner, ligesom resten af bussen! Sjældent har jeg været udsat for mage til diskrimination!!! Det er til tider ligesom at være med i en af de dér fængselsfilm, hvor den hvide mamma's boy på brutal vis får budskabet; "In here you're the niggar" typisk overbragt af en stor ondt-udseende, pumpet neger. Hvis der var nogen der missede koblingen i ovenstående, så er det altså sådan det føles at være vesterlænding i Vietnam - her er vi de diskriminerede negere! Til sidst accepterede den efterhånden pænt mugne kontrollør dog vores bidrag - men det var bestemt ikke med hendes gode vilje og vi fik da også et par vietnamesiske bandeordsgloser med på vejen.

Da vi omsider ankom til Da Nang i vores allerede godt gennemsvedte tøj blev vi hentet af Ms. Phuc og Van på hver deres udgave af vietnamesernes yndlingstransportmiddel = scooteren. Jeg var ovenud henrykt over udsigten til at cruise rundt på sådan et udyr hele dagen og jeg så mig pludselig hensat til fordums teenage tid, hvor hver weekend på bedste provinsmanér blev tilbragt cruisende bagpå en jog med en Star pilsner i hånden! Fantastiske minder fra en svunden tid hvor buffalos, pelsbenvarmere og Ib's garage var hitTÉT!!! Det var desuden lige omkring den tid jeg for altid mistede lysten til tequila og isbjørne drinks efter et par lidt for våde privatfester ude i det "Agedrupgensiske" lokalmiljø.

Det blev dog til min store skuffelse ikke til Star pilsnere i denne omgang, især fordi Van, som jeg fik fornøjelsen af at cruise bagpå, måske burde have beholdt støttehjulene på lidt endnu, da turen til tider blev lige en tand for spændende og slingrende til at jeg havde syntes en lunken håndbajer ville have været top dollar at sidde med. Men jeg elskede hvert minut af det og den indre Connie, der bor i os alle (benægt det ikke!) fik virkelig udfoldet sig på slap line, med hujende tilråb som "Wuhuuu faster, faster!!!! Havde jeg fået en dags cruisetur mere, ville Van højst sandsynligt være endt med Vietnams til dato mest pimpede scooter, så selv de lokale Brian'er ville have bøjet sig i støvet når hun bankede forbi dem på et festfyrværkeri af en scooter med alt lige fra lyserøde plysterninger til tonede sidespejle, selvlysende skørter og en kæmpe bas monteret på trinbrættet, pumpende tonerne af DJ Alligator's Blow My Whistle eller Darude's Sandstorm ud af højtalerne - oh yeah velkommen til de vilde sluthalvfemsere i provinsen og undertegnedes liv som skrupelløs teenager!

Der var bestemt ikke sparet på noget til middagen ved Ms. Phuc's familie. Selv splinternye spisepinde var der blevet investeret i fordi der kom fint besøg fra Danmark. Det var lige før jeg tog mig selv i at udføre det royale vink idet vi trak op foran huset, men det er trods alt sjældent man ser Frede og Mary gøre deres indtog på bagsædet af en ramponeret scooter, så det royale vink blev gemt til en anden god gang. Det var bestemt ikke hver dag familien fik besøg af sådan to finurlige vesterlændinge, der oven i købet havde taget blomster med til værtsparret. Det er åbenbart ikke kutyme at gøre det herovre østpå og vi havde da også overvejet hvilken akavet situation det ville blive, hvis det viste sig at det kun var til begravelser eller til deres uappetitlige kremeringslugtende offeraltre de gav blomster, men buketten endte da i en vase midt på spisebordet, så medmindre dét i dagens anledning var blevet familiealtret så faldt værtsgaven vist i god jord. Herefter blev vi bespist til den helt store guldmedalje med både forårsruller, et innovativt mix af både bøffel- og gedekød, fisk der smagte præcis som Glyngøres makrel i tomat, sticky rice (der åbenbart kun laves i specielle anledninger) og sidst men ikke mindst kålruller med indbagt svinekød. Så der var nok for smagsløgene at tage fat på, selvom jeg dog pænt undgik den forhadte fiskesovs og de retter, der så ud til at være en tand for spicy til Frk. Krammers ellers velfungerende tarmflora. Da vi til sidst var så mætte at vi kunne have trillet hele vejen hjem til Hoi An hvis der bare havde været en venlig sjæl til at skubbe os hårdt nok - blev moderen alligevel ved med at insistere på at jeg liiiige spiste lidt mere. Præcis som at være på besøg hjemme hos ens bedsteforældre - "Du er da vel ikke allerede mæt? Du har jo knap nok rørt maden! Du skal da lige have en kartoffel mere - SE den her stod der lige Lotte på!" - "Erj tak det var da………heldigt….. " mens man i sit stille sind sad og forbandede den onde ånd, der tilsyneladende altid kun skrev ens navn på grøntsager og øllebrød, men aldrig på slik og lagkage!?

Af høflighed syntes jeg naturligvis ikke jeg kunne afvise at spise det moderen sad og dumpede ned i min skål, på trods af at jeg op til flere gange havde peget på min store veltilfredse mave med et "No no - full!". Efter dette scenarie havde udspillet sig et par gange; jeg sagde pænt nej tak, moderen skænkede op alligevel, jeg så mig nødsaget til at spise det opøste, hvorefter den frivillige tvangsfodring startede forfra - fik Ms. Phuc omsider hvisket til mig at det i Vietnam er skik at værten bliver ved med at øse op af høflighed, men det er altså ikke ensbetydende med at man er tvunget til at spise maden, da det netop er god skik at levne således værten ved at alle gæster er mætte. Så hvis ikke Ms. Phuc havde sagt noget kunne dette scenarie være fortsat i én uendelighed, eftersom jeg jo er opdraget med at det er høfligt at spise op! I Vietnam er det altså så lige det modsatte - det er høfligt at levne! Virkelig pænt af Ms. Phuc først at nævne det EFTER jeg havde siddet og nedtvunget hele to kæmpe kålfætre på trods af den overvældende mæthed min stakkels lille bristefærdige mave følte! Hvorfor sker det aldrig for mig, når jeg får serveret oreos??? Se så ville tvangsfodring pludselig have en væsentlig mere positiv klang! Det ville til gengæld nok ikke have en videre positiv effekt på min økonomi, da flere måneders kontinuerligt oreo fråderi nok ville betyde tvungen bookning af seperate flysæder til mine lår og ekspanderede sidedeller! Sidstnævnte ville dog kunne rulles op til en praktisk pølse, der kunne bruges som opbevaringsplads til de ekstra flymadsmåltider jeg unægteligt ville bestille!

Efter middagen cruisede vi ud for at se lidt lokale seværdigheder, hvilket førte os et stykke op i bjergene for at se en pagoda og en kæmpe kvindelig buddha statue, der knejsede over byen (fandt aldrig heeeeelt ud af hvad forskellen på et tempel og en pagoda er, så det må I google hvis I baaaaare ikke kan styre jeres nysgerrighed!). Det var dejligt at få set lidt andet end bare landsbytossen, vores hotelværelse og vores easy tiger skrædder! Så alt i alt havde vi en langt mere fornøjelig dag i Da Nang end sidste gang vi aflagde byen besøg - man kan jo så argumentere at der heller ikke skulle så frygteligt meget til for at slå "succesen" fra sidst!!!