Mens jeg mentalt indstillede mig på at mit ophold i Vietnam i værste fald ville ende med et gratis ophold på hotel tremmely i Da Nang eller med politieskorte til nærmeste grænseovergang, kiggede jeg rastløs rundt i det faldefærdige lokale hvor Carsten og jeg befandt os. Væggene havde muligvis engang været hvide, men års slid og manglende vedligeholdelse havde medført krakeleringer på størrelse med Grand Canyon og havde forandret væggene til en gullig nuance, der harmonerede ganske godt med den syrlige duft af morgenurin, der tung som en dyne svævede over rummet. Hvis det ikke var fordi de uniformerede mænd bag glasset så SÅ alvorlige ud havde jeg muligvis påtalt den manglende feng shui indretning, men kom til den konklusion at det nok aldrig havde været meningen at immigrationskontoret ligefrem skulle indbyde til hygge, yoga og velvære. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at sidde og kigge mig over skulderen efter de fem friske bøsser, jeg håbede ville springe ind af døren og med et svirp i håndleddet og i et højt toneleje ville råbe; "Ved I hvad tid det er - Det er make over tid!!!!", mens de energisk ville male rummet regnbuefarvet med lyserøde prikker, anrette friske blomster på skrivestanderne og anfægte immigrationsbetjentenes uniformer med et; "Errrrrrj bassemand det kan du da ikke have på, militærgrøn er bare sooooooooo last season!". Det skete dog desværre aldrig og den forhørslokaleagtige atmosfære var i virkeligheden nok nærmere designet til at gøre dét, som den lige præcis pt gjorde ved mig; skræmme livet af blåøjede turister! Dette ville til dels også forklare den førnævnte urindunst, da jeg bestemt ikke ville have peget fingre af nogen for at tisse en lille smule i bukserne hver gang den barskt udseende betjent nådesløst løftede blikket fra sine papirer for koldt at vurdere én fra top til tå.
I sidder sikkert nu og tænker hvordan i alverden denne blog pludselig tog en drejning fra fredelige mommår aktiviteter til illegal indvandring og mulig fængsling i et kommunistisk land!? Ja, ser I......det hele bunder i de inkompetente betjente, der tilsyneladende betjener immigrationskontrollen i lufthavnen! Normalt når man rejser ind i Vietnam får man femten "gratis" dage, hvor man ikke behøver visum, så længe man kan dokumentere at man forlader landet indenfor dette tidsrum. Det havde vi jo naturligvis kalkuleret med, så det hele var på bedste Olsen banden manér timet og tilrettelagt således at vi lige præcis rejste videre til Cambodia på Carstens femtende dag i Vietnam. At analfabeten af en lufthavnsimmigrationsbetjent så ikke er i stand til at addere 15 dage oveni ankomstdatoen, kan man jo så desværre ikke gardere sig imod! "Uhaaaa.......ja den er svær.....jo.......lad mig se.......15 plus 17.......jaaa.......det kan jo kun være..........22!". Jeg ved ikke hvor den retarderede tosse har trukket sin immigrationslicens, men jeg har en fæl fornemmelse af, at tal mongolismen var påtaget med det ene formål at få penge i statskassen, når først vi alt for sent opdagede den fejlstemplede dato. 1-0 til immigrationstossen!!! Faktum var nemlig nu at Carsten stod med en opholdstilladelse, der kun strakte sig til den 22 oktober, mens vi pt skrev den 23 oktober. Således kan Hr. Jensen dog nu prale af at have opholdt sig som illegal indvandrer i Vietnam i knap 24 timer!
Bedst som jeg sad og forestillede mig Carsten og jeg i moderigtige orange fangedragter og matchende fodlænker blev tavsheden pludselig brudt af et; "Okay - If you pay me 1 million, I can give you visa today". Hallelujah for korruptionens grimme ansigt!!! Gad vide hvad kommunistpartiets grundlægger - gode gamle onkel Ho Chi Minh ville have sagt til det!? Et korrupt, pengegrisk politi tror jeg ikke ville have været en del af hans partiprogram i hvert fald! Beskeden fra immigrationsbetjenten havde tidligere lydt at der tidligst kunne blive tale om et visum den 29 oktober - hvilket ville have betydet at Carstens pas skulle overnatte de næste mange nætter på immigrationskontoret og at vi i den periode hverken ville være i stand til at indlogere os (da alle hoteller kræver at se et gyldigt visum) eller forlade helvedesbyen Da Nang. Ellers tak du! - Hvis der er noget jeg har lært af at rejse, så er det at rejseregel nummer ét, to og tre lyder; Skil dig ALDRIG af med dit pas!, hav ALTID toiletpapir i tasken og spis ALDRIG yak ost i 5000 meters højde medmindre mylderbæ og offentlig ydmygelse hører til din dagsorden (jeg henviser hermed til min beretning fra Nepal!) Så denne løsning afslog vi blankt, hvorefter fætter korrupt pludselig kom i tanke om at hvis vi lige lagde den dér million (cirka 300 gode danske kroner) til kagekassen og 35 dollars for selve visummet, jamen så kunne det da nok godt lade sig gøre at lave visummet i dag alligevel! Surprise!!! Jeg undertrykte min trang til at plante en stor fed spytklat på hans uniform, da jeg for det første ville have set rigtig dum ud med en lang savlstreng hængende ned ad hagen (spytklatter er ikke just mit speciale) og for det andet var tanken om en overnatning i et vietnamesisk fængsel for overfald på tjenestemand heller ikke just det mest ophidsende jeg havde lyst til på en lørdag aften. Så vi betalte pengene og indenfor mindre end et minut var Carsten indehaveren af et visum gældende helt til engang i november - hold da op, sikke nu en fest!!! Det lillebitte stempel havde så - udover blod, sved og tårer - kostet os en halv dag i form af to ture frem og tilbage mellem Hoi An og Da Nang, samt taxipenge og nu også bestikkelse og visumbetaling! Håber virkelig de korrupte, uværdige, sleske narrøve af et par betjente fik både galopperende, svidende og blodig diarre af det monster af en lagkage de må have kunne købe for en million dong! Nemesis drenge, NEMESIS!!! At vi var blevet taget godt og grundigt i røven var da heller ikke til at tage fejl af da vi forlod bygningen, idet dansende, højtgrinende og high five klappende immigrationsbetjente ofte er en god indikator på netop dette!
Men lad mig starte fra begyndelsen, for Carsten og jeg startede jo faktisk ikke vores fælles rejse på immigrationskontoret i Da Nang. Denne beretning starter nemlig hvor en anden slutter, da det efter en vemodig afsked med min mommår in crime, som jeg efterlod tilbage i Hoi An med moderlige formaninger som; "Pas nu på dine tænder, husk dine ting og lad nu være med at gro flere mystiske kropsvækster, spise mærkelige ting, der gør væmmelige ting ved dit tarmsystem eller………ja måske i virkeligheden det ville være bedst hvis du bare blev inden døre uden at røre ved noget!", var tid til at hoppe på flyet til Vietnams hovedstad Hanoi og tage imod Hr. Jensen. Eller det endte faktisk med at han tog i mod mig, da mit fly af uransagelige årsager var to timer forsinket. Naturligvis var vores bestilte airport pickup service ingen steder at finde, så efter et opkald til hotellet og lidt højlydt brokkeri, lovede de at sende taximanden omgående. Nogle minutter senere kom der da også en lille mand vadende med et noget sjusket, selvskrevet skilt: "Lucia Jetstar og Carten Jensen"….hmm….ja "Carten" var jo næsten ikke til at tage fejl af, men Lucia Jetstar - hvem hulen var hun??? Og hvorfor skulle hun hentes sammen med min mand??? Det viste sig dog hurtigt at Lucia Jetstar var endnu et alias, der kunne føjes til den dagligt voksende synonymliste for Lotte Krammer, men hvordan dette numerologisk velklingende navn er fremkommet, er mig stadig en gåde! Til sidst blev både Hr. Jensen og Frk. Jetstar dog smidt ind i en taxi med kurs mod Hanoi centrum. Pludselig blev landskabet udenfor bilvinduerne dog en smule mere skummelt end man just har lyst til at opleve når man prisgivet sidder på bagsædet af en taxi i bælgravende mørke i en fremmed storby og da vores chauffør samtidig også sænkede farten og kørte ind mod en af sidegyderne havde jeg allerede set os blive slået ned, berøvet og kloroformbedøvet med henblik på ufrivillig organdonation! Da vi med al den ro og kølighed i stemmerne vi overhovedet kunne oparbejde spurgte chaufføren hvor det liiiiiige var vi var på vej hen, vendte den før så mutte og maskuline taxachauffør sig om og fniste som en lille pige; "We are just picking up my boyfriend"! Wow - Welcome to the fruity express! Non stop mod Hanoi - indstigning bagi! Sikke en omvæltning fra netop at have siddet og mistænkt den stakkels mand for at være koldblodig turistmorder!
Langt om længe nåede vi til hovedstaden, hvor vi endnu engang i dette fantastiske land oplevede det fænomen, der synes at lyde; Turister? Snyd dem, hvis de snydes kan!!! Vi havde derfor en del indlogeringsproblemer, da vi pludselig endte på det forkerte hotel og på en helt anden værelsestype end den vi havde betalt penge for hjemmefra. Efter vi truede med udvandring, tilsvining på samtlige rejsehjemmesider og en masse andre knap så pæne ting - endte vi med en gratis overnatning og omgående overflyttelse til det hotel vi oprindeligt havde booket! På dette tidspunkt havde jeg efterhånden også en smule ondt af min mand, der havde været undervejs i mere end 24 timer og efterhånden så mere død ud end levende - men hey VELKOMMEN TIL VIETNAM! :b Jeg havde desuden også lidt ondt af mig selv da al denne opstandelse for mit vedkommende betød endnu længere adskillelse fra den gigantiske pose bland selv slik, der udgjorde halvdelen af Carstens bagagevægt. Tro mig - det var som englesang da jeg omsider blev genforenet med mine gummibamser, laserstråler og smølfevingummier!!!!!
Hanoi viste sig dog hurtigt at være en by man ikke skulle bevæge sig rundt i med sliktømmermænd, for sandsynligheden for at ende som kølerfigur på en taxa eller en scooter er overhængende stor, hvis man ikke er opmærksom! Jeg tror i bund og grund at der hersker blot én trafikregel i Hanoi, der lyder; THERE ARE NO RULES! Hvilket gør det til et ret grænseoverskridende og dødsangst fremkaldende projekt blot at krydse gaden, da man ikke er sikker på at vende tilbage til sit hotel med alle lemmer og motoriske funktioner intakte! Jeg er overbevist om at kravet til Hanoi'ske taxachauffører beskedent lyder; kan du holde hornet i bund non stop, mens du samtidig undgår at påkøre alt for mange jay walking vesterlændinge, (der ligesom undertegnede begiver sig over gaden med lukkede øjne og hænderne foldet i bøn) og oven i købet kan betjene din vietnamesisk-techno-højtspillende radio - så tillykke! Du er nu certificeret taxachauffør!!! Derfor valgte vi hurtigt at undslippe Hanois larmende gadeliv og tog på sejltur i Halong Bugten, hvor vi endte med at sætte spørgsmålstegn ved vores guides mentale tilstand, da vi hverken kunne se de frøer, heste eller andre dyr i de klippeformationer han viste os i drypstenshulerne. Enten havde han en meget levende fantasi eller også - hvilken jeg hælder mest til - havde han røget en seriøs omgang fjolletobak!!!
Resten af tiden i Vietnam står på besøg i kongebyen Hue hvor vi nok skal få vores lyst til templer og gravmonumenter styret (hvis der da ellers findes sådan én!?) og en sejltur til Mekong deltaet - myggehovedstaden i Vietnam!!!!.....ohhhh gru!!!!!!!!!!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar