"Arghhhhhhh!!!!!!! Watch out!!!!" Skreg Louise og jeg i kor mens vi hovedkulds kastede os til jorden i forsøget på at undgå det bat, der skar gennem luften som var det et løssluppent varmesøgende missil. Blot et par timer forinden havde det virket som en fantastisk ide at introducere eleverne for rundboldspillets glæder, men mens jeg lå på jorden og forsøgte at beskytte min sarte hovedskal mod et potentielt stykke nedfalden træ fra oven, virkede det pludselig ikke længere som den mest velovervejede ide.
Mens jeg - i hvad der føltes som en evighed - lå og afventede nedslaget, undrede det mig hvorfor jeg overhovedet havde foreslået rundbold som den fornøjelige aktivitet, der skulle udgøre vores afslutning med eleverne på STREETS, med tanke på hvordan spillet i tidens løb har været kilde til megen personlig svie og smerte. Efter års erfaring med udøvelse af spillet kan jeg i denne blog afsløre at rundbold ER verdens farligste aktivitet! Glem alt om ultimativ fighting, bjergbestigning og faldskærmsudspring - rundbold er de farlige aktiviteters ukronede konge og burde gå under betegnelsen ekstremsport!
Jeg har således både været vidne til den fysiske lemlæstelse, der følger i kølvandet på udøvelsen af spillet og oplevet de mentale ar, der opstår under de utallige skænderier, uoverensstemmelser og ydmygelser, der desværre også er en del af rundboldhysteriet. Jeg husker vitterligt ikke et eneste frikvarter i folkeskolen hvor vi ikke alle røg i totterne på hinanden på grund af uenigheder om hvorvidt Frode, Britta eller Børge var i spring eller ej eller om hvorvidt bolden var skudt direkte ud over baglinjen. Der blev gået op i det med liv og sjæl, således vores stakkels lærer efterfølgende kunne bruge flere timer på at sidde og agere mægler mellem det stridende inde- og udehold, der fortsatte den verbale mudderkastning inde i klasseværelset. Ak ja, intet skilte vandene som et godt gedigent spil rundbold i 7.B!
"BAAAAANG" - lyden af battets hårde landing, rev mig brat ud af min tankestrøm og tilbage til virkeligheden, hvor jeg blev mødt af 19 fnisende elever, der syntes det var ovenud morsomt at det var battet i stedet for bolden, der pludselig var blevet luftbåren. Men de havde jo heller ikke været inde i mit hoved til at se de krigslignende tilstande, et vildtfarent bat kan forårsage! At bruge ordet bat er i virkeligheden at tage munden for fuld, for det ville i virkeligheden være mere korrekt at referere til det som "stolebenet, der udgjorde det for et bat", for det var præcis hvad vores hjælpsomme receptionist kunne fremtrylle, efter vi selv havde været på jagt i diverse selverklærede "sportsforretninger" efter noget der bare mindede om et slagredskab. Det er ikke just rundboldbats man får smidt i nakken nede på det lokale marked (hvilket jo så i princippet heller ikke ville være særligt rart!), men hvis vi derimod havde været villige til at slå med en vifte, en grim lille lerfugl, der kan lave verdens mest pinsomme fløjtelyd eller en dværgbanan på størrelse med en tommelfinger, så havde markedssælgerne bestemt været en stor hjælp. Så kunne vi jo også lige have taget imod et af de utallige tilbud om manicure, der typisk bliver præsenteret i form af en lille vietnamesisk dame, der med fingeren grotesk rodende rundt oppe i næsen spørger "You want manicure, massage?" mens hun med sin frie hånd, der ikke er låst fast oppe i næseboret, kærligt tager rundt om livet på én, således ens intimsfære på det groveste bliver invaderet, når man pludselig har denne bussemandspillende dame helt oppe i ansigtet. Og selvom man med vilje stirrer på den roterende næseborsfinger med en afsky så åbenlys, at man ligeså godt hysterisk kunne have skreget hende ind i hovedet; nej selvfølgelig vil jeg da ikke have dig til hverken at pille ved mine negle eller servicere mig med helkropsmassage med de dér bussebørgebesatte fingre!!!", så fortsætter de alligevel ufortrødent. Jeg ved godt jeg har ofret meget spalteplads i tidligere beretninger på dette her fænomen, men det er simpelthen så utrolig tragikomisk at de ikke forstår, at det nok er noget nær det sidste man har lyst til at blive tilbudt, når de samtidig står og graver næseborsguld!
Nå tilbage til den egentlige fortælling :) Vores rundboldseance endte heldigvis ikke ligesom dengang i syvende klasse - her var ingen brækkede legemsdele, kraniebrud, slåskampe eller skænderier, men derimod en del begyndervanskeligheder med helt præcist at forstå det komplicerede regelsæt, der udgør rundboldspillet; "Du skyder, du løber, du stopper med at løbe inden der bliver råbt stop" - altså jeg mener bare - hvor svært kan det være!? Det er jo ikke just hjernekirurgi vel!? Men det var åbenbart så tilpas langt fra alle andre boldspil de kendte, at det tog en krig at få noget, der bare tilnærmelsesvis lignede et spil rundbold stablet på benene. Enten begyndte udeholdet umotiveret at spurte rundt om keglerne når de først havde fanget bolden eller også var der ingen der løb rundt om keglerne - men derimod af mere kreative ruter, såsom tværs over banen - da de i højere grad anså keglerne som pejlemærker man kunne vælge at løbe udenom hvis man havde tid til det, end som egentlige grundpiller i hele rundbold ideen - KAOS!!! Men da vi først kom i gang var begejstringen over det nye spil ikke til at tage fejl af, da der både fløj klip klapper og tøjstykker rundt i luften i spontan jubel over hver befrier, der blev slået!
Efter den udmattende udfoldelse - især for mommår og mommår, der efterhånden var godt mørbankede i både krop og hoved af at demonstrere og forklare og ikke mindst udføre rullefald, når der var overhængende fare for at blive slået ned - satte vi os på den nærliggende gadecafe, så eleverne hver kunne få en sugar cane drink. Vi skulle dog ikke selv nyde noget af den søde drik, der essentielt blot er flydende ren sukker! Næ nej så vil jeg meget hellere have mit daglige sukkerkick i form af Oreos og gerne masser af dem!!! Min trang til de dejlige små delikate chokoladekiks med den vaniljecremede midte har muligvis taget en smule overhånd mens jeg har opholdt mig her i Vietnam og jeg forbander til stadighed den dag jeg første gang blev introduceret for de små chokolademirakler! Som altid med sådanne afhængighedsudviklinger startede det helt uskyldigt - i mit tilfælde med mariekiks, som stille blev afløst af almindelige chokoladekiks indtil den dag en ven introducerede mig for de små Oreos fætre med ordene "det her du, dét er det seriøse pis", mens hun kiggede på mig med en alvorlig mine og smed den mørkeblå mysteriepakke foran mig. Jeg måtte sande at hun havde ret - efter de første chokoladekiksekrummer ramte min tunge var jeg hooked! Herefter startede den onde spiral, hvor det først kun var i weekenderne og til festlige lejligheder jeg tillod mig at nyde de små kager, men garderet med mottoet "Hver dag er en fest!!!" endte det således med at blive en daglig nødvendighed, indtil jeg nåede et punkt hvor jeg ikke længere kunne fungere uden mit Oreo fix. Efter en del terapi hjemme i Danmark og med mantraet "Jeg er en stærk, selvstændig, Oreo-uafhængig kvinde", overvandt jeg dog langsomt, men sikkert trangen til de små himmelske vidundere. Fristelsen her i Vietnam er dog blevet mig for stor - en pakke Oreos koster kun tre kroner!!! Det er jo det samme som at vifte en kasse Guld Tuborg foran næsen på en afvendt alkoholiker!!!! Dog, med erkendelsen af at jeg endnu engang har ladt mig forlede af mørke kræfter (mørke velsmagende kræfter vel at mærke!) var jeg således til mit første OAA møde i går (Oreo Addicts Anonymous) og det føltes faktisk rart at stille sig op i rundkredsen af ligesindede Oreo misbrugere og få sagt ordene højt; "Hello my name is Lotti and I'm an Oreo addict".
 |
| Sugar cane hygge - SKÅÅÅÅÅL! |
Måske min forstrækkede hoftedelle også får det bedre hvis mit Oreo forbrug kommer ned på et lidt mere humant niveau, for lige i øjeblikket føler jeg mig vitterligt ligeså mommåragtig som jeg ser ud når jeg haltende rejser mig op efter at have siddet ned i længere tid af gangen. Jeg nærer dog et hemmeligt ønske om at min halten hænger ved til jeg kommer tilbage til Danmark, således hver gang folk spørger til min handicappede gangart, kan jeg med et drømmende udtryk ytre sætningen; "Ja ser du……det var dengang i NAM…….", som indledningen på min "krigsfortælling". Ovenstående sætning kan jeg ligeså godt allerede nu advare jer om bliver mindst ligeså anvendt som min; "Det minder mig om noget jeg har set på Discovery" sætning, så den skal I nok nå at blive pænt trætte af!
I aften skal vi ud og spise med Ms. Phuc, så vi kan få sagt ordentligt farvel til hende og så står den ellers på rygsækspakning, så jeg kan stå klar i Hanoi lufthavn til at tage i mod min sikkert dødtrætte og jetlagsramte mand i morgen :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar