Modsætninger mødes......

I går skete det igen – min kærestes ugentlige klagesang over at jeg endnu engang havde efterladt badeværelsesgulvet i oversvømmet tilstand, ikke havde hængt de våde håndklæder op og i øvrigt ikke havde lukket lågen til mikroovnen, ikke sat min thedåse på plads osv osv. Brokkestrømmen endte med at han satte sig tungt ned og sagde; ”Det er derfor jeg ikke vil have børn – jeg har allerede det største barn i dig”, hvorefter han tomt stirrede frem for sig og efter en lille kunstpause mumlede; ”det er hårdt at være alenefar”.

Indrømmet – jeg er hvad man på godt gammelt dansk kalder et rodehovede. MEN jeg vil påstå at jeg er uden skyld - det er indkodet i min DNA, en genetisk defekt om man vil. Rødhårede mennesker er også resultatet af en genetisk defekt og dem render vi jo ikke rundt og er sure på, blot fordi de er rødhårede – det er præcis det samme med rodehovederne - vi kan ikke gøre for det!
Jeg er tilsyneladende født uden et ”rod-registrerende-center” i hjernen og denne mangel tillader således at der skal en signifikant mængde af rod til, før at JEG opfatter det som rod, i forhold til hvad ”normale” mennesker opfatter som rod. Jeg ser simpelthen ikke rod og har aldrig gjort det. Da jeg var lille skulle jeg bestikkes til at rydde op på mit værelse – eller i hvert fald trues med at samtlige barbiedukker og my little ponies ville tage per­manent op­hold i skraldespanden hvis jeg ikke fik fingeren ud og kom i gang.
Efter jeg er blevet ældre har min mang­lende organisering også bidt mig i røven op til flere gange – jeg er for eksempel ikke i stand til at lægge mine nøgler et sted hvor jeg rent faktisk også kan finde dem igen, ligesom jeg op til flere gange har været nødsaget til panisk at gennemrode min lejlighed blot timer inden jeg har skullet ud og rejse i jagten efter mit pas. I forhold til nøgleproblematikken er jeg dog fortrøstningsfuld, eftersom jeg netop har set at man kan få en nøglefinder til den nette sum af 100 kroner i Imerco og sådan én burde nok stå øverst på min ønskeliste i år – men hvad forhindrer mig i at smide nøglefinderen væk? Så skulle jeg også til at investere i en nøglefinderfinder…….det lyder som skruen under ende.

Da jeg boede hjemme var det nemmere – min mor havde særlige evner til at finde ting, der tilsyneladende var usynlige for mig.

Mor; ”Har du kigget i øverste skuffe i kommoden?”

Mig; (med en ”selvfølgelig, tror du jeg er åndssvag mine”) ”Ja mor selvfølgelig har jeg det – jeg har nok kigget i den skuffe tyve gange og der er den altså ikke!”

To sekunder efter åbner min mor selvsamme skuffe og fisker den eftersøgte genstand frem……..”Er det den her du mangler?”.............

Meget kan man sige om min mor – det kan godt være hun kan være nået halv­vejs til Vejle, inden det går op for hende at hun skal til København – men finde ting, dét kan hun altså! Min far har vist også efterhånden vænnet sig til – og lært at leve med sin glemsomme og distræte datter, der konstant låner ting af ham, for blot at glemme at aflevere dem tilbage igen. Når min far således mangler noget er det derfor oftest mig han først mistænker. Hvis jeg benægter at ligge inde med tingene, spørger han min bror og hvis han også benægter – så MÅ det være mig, der har tingene (min benægtelse besværliggø­res i øv­rigt ofte også af min kæreste, der står bagved og siger; ”JO du har da lånt bagagevægten Lotte!”). Men essensen af ovenstående er, at min brors nej tages for gode varer, hvorimod mit nej mere opfattes som et; ”tjoooo jeg har muligvis tingene, men jeg kan ikke huske jeg har lånt dem, ligesom jeg i såfald ikke kan hu­ske hvor jeg har lagt dem.” Så meget for tillid! Desværre må jeg jo erkende at mistilliden er berettiget, da det oftest ender med at jeg brødbetynget må tilstå at det dér cykelstativ til bilen jeg insisterede på jeg ikke havde, alligevel på mystisk vis stod ude i værktøjsskuret.

Nogle siger at det tit er kreative mennesker, der er rodehoveder, men ikke engang dét kan jeg påstå at være – tværtimod faktisk. I skolen hadede jeg billedkunst, musik og alt der i øvrigt bare lugtede lidt af langhårede kreative udfoldelsesmetoder - hvilket jeg i øvrigt stadig gør. Jeg ville også gerne kunne sige at mit rod er den slags rod, der er orden i. Det er der faktisk også tit……..…ej okay nogengange………….ej okay sjældent. Min kæreste har længe forsøgt at opdrage på mig, desværre uden større succes og deraf de til tider lettere hysteriske anfald han får engang imellem; ”Jeg forstår bare ikke det kan være så svært at sætte tingene på plads efter du har brugt dem???”, siger han med en opgivende mine. Og nej, det gør jeg jo egentlig heller ikke, men samtidig synes jeg også det er fjollet at jeg skal sætte ting væk, når jeg ved at jeg skal bruge dem igen senere! Hvorfor skal jeg sætte min thedåse væk, når jeg ved at jeg skal have en kop the mere? Så kan den da ligeså godt stå på køk­ken­bordet og vente til jeg kommer tilbage, i stedet for jeg skal til at lirke den ned fra hylden på ny. Jeg kan selvfølgelig godt se at de ting jeg skal genbruge i løbet af en dag akkumulerer sig og muligvis kunne efter­lade et rodet indtryk, hvis man ikke er klar over min logik – pointen er jo at jeg skal bruge det hele igen..…..liiiiige om lidt, liiiige om et par timer, liiiige om et par dage……..og så er det da fjollet at stille det hele på plads igen.

Jeg tror dog at mit nytårsfortsæt er at jeg vil gøre en ekstra indsats for at forsøge at se rodet, selvom det strider mod min natur. For det kan godt være at det er hårdt at være ”alenefar” med et barnligt rodeho­vede, men det er altså heller ikke nemt at være et barnligt rodehovede med en rengøringsemsig ”alenefar”.