Kæmpe stort tillykke til MIG! (Thailand 2013 - fjerde blogindlæg)

Så oprandt den længe gruede dag…….farvel til de ungdommelige tyvere og goddag til de fuldvoksne tredivere. Let's face it; fra nu af går det kun én vej med min krop - nedad. Ikke kun figurativt ment, men også helt bogstaveligt talt - ældre damer ligner jo generelt nogle, der er blevet hevet aaaalt for meget i og jeg er overbevist om at hiveriet starter omkring de tredive! Goddag til begyndende kropsforfald, appelsinhud, smilerynker, vinkedeller, åreknuder og pludseligt nyopståede fedtdepoter.

Goddag til voksenproblemer og hyppige spørgsmål om udsigten til forplantning, fra folk der ikke forstår man kan være tredive og stadig ikke har avlet sit eget afkom. Jeg har dog en tommelfingerregel, der siger at man ikke skal få børn før man kan holde liv i sine stueplanter i mere end en uge ad gangen, så pt ligger familieforøgelse altså ikke i kortene, eftersom min toiletbregne stadig har til gode at nå at opleve dens én uges fødselsdag. Den lille tykke dreng der har siddet og sparket mig i ryggen det meste af turen fra Phi Phi til Krabi er heller ikke just med til at give kløe i æggestokkene og han får da også en solidt plantet albue lige i fjæset næste gang han rejser sig og går forbi mig - tak for de sidste 30 minutters "rygmassage" kammerat! BANG!

Min 30 års fødselsdag startede i Krabi, som vi var taget til aftenen i forvejen efter at have tilbragt en uge i summercampen med engelskundervisning. Så jo - jeg er nu officielt engelsklærer og altså hverken fakir, elefantdressør eller tuk tuk chauffør - om end elefantdressering og undervisning muligvis kan komme ud på ét……nogle gange tror jeg i hvert fald at eleverne ville huske de engelske gloser bedre hvis jeg havde lov til at slå dem oveni hovedet med en gren eller sparke dem bag ørerne mens jeg sidder på ryggen af dem. Selvom jeg virkelig forsøger at komme i kontakt med min indre pædagog - som jeg har døbt Hanne - så er det godt nok op ad bakke med eleverne og deres engelskkundskaber! Hanne har derfor en tendens til sommetider at forvandle sig til mit alter ego Svend, der er bedst til at drikke bajere og råbe; "så skål da og skide være med det!". Nogle af jer har muligvis allerede stiftet bekendtskab med Svend - han drikker sig ofte meget mere fuld end han burde og selvom han godt ved han har drukket for meget, så går han ikke hjem - tværtimod - Svend bliver hængende som tyggegummi under skoen og bliver mere og mere højrøstet som aftenen skrider frem. Når Svend begynder at danse, så ved man at den er HELT gal! Så er Svend nemlig så fuld at han kommer til at spendere hele næste dag - og muligvis også dagen efter - med hovedet i toiletkummen til et knap så glædeligt gensyn med det der engang var fadøl og jægerbombs. For det meste når Svend dog at blive sulten inden han begynder at danse, så han lister for det meste hjem når det går op for ham at Macdonalds eller pizza pusheren er ved at lukke. Hanne vil gerne bare spille guitar, sidde i rundkreds og synge kumbaja my lord mens hun laver pileflet og drikker kaffe, men indimellem stikker Svend altså sit grimme ansigt frem, så Hanne nogle gange bare har lyst til at råbe "arghhhhhh……hvis du stadig ikke efter halvtreds forsøg kan udtale ordet "school" så kommer du sgu nok heller aldrig til det - skål og skide være med det!".

Det var således godt for både Hanne og Svend med et lille afbræk fra undervisningen og en tur tilbage til civilisationen. Om morgenen den 12. april vågnede jeg således op i en stor dobbeltseng på et spa resort i Krabi og lå længe under dynen og ventede i håbet om at hele min familie ville komme brasende ind med fødselsdagssang, nybagte boller og en kæmpe brunsvigerdame! Det skete dog ikke, så mens jeg ventede på at resten af forsamlingen vågnede, hoppede jeg i poolen hvor jeg sang fødselsdagssang for mig selv, mens jeg reddede diverse nedstyrtede insekter op af vandet. Desværre forstod insekterne vist ikke helt min venlige gestus, for der gik ikke mange minutter fra jeg havde fisket dem op til at jeg kunne gentage seancen. Set i bakspejlet har de måske afholdt deres egen lille rescue camp, som jeg så groft har ødelagt ved at blive ved med at insistere på at katapultere dem op på poolkanten - eller også syntes de måske bare at druknedøden var at foretrække i forhold til min skønsang.
Efter lidt morgenmad gik turen atter til Phi Phi for at fejre thailandsk nytår (Songkran) som i bund og grund kan oversættes med "vandhelvede" (jeg kunne også have brugt ordet "vandfest", men eftersom jeg det meste af dagen har været marineret i en blanding af vand, rød frugtfarve og barberskum og pt er ret sikker på at min grå strandkjole aldrig bliver grå igen, så faldt valget altså på helvede). Songkran'ens realiteter gik op for mig, da jeg forsøgte at snige mig uset ned på stranden, men blev overfaldet af en flok morgenfriske bøller med vandgeværer, der gik til angreb med ordene "Oh look, she is waaaaay to dry - get her!!!". Herefter lå jeg i fire stive timer på stranden, op og ned af en højtaler, der spillede den samme Songkran festsang om og om igen - smølfeversionen naturligvis, intet mindre kunne da gøre det! Smølfetorturen (jeg ved ikke hvordan en smølf lyder når den bliver tortureret men mit bedste bud ville være præcis ligesom den forbandede Songkransang!), blev kun afbrudt af ham den døve tosse, der havde udnævnt sig selv til DJ i dagens anledning og engang imellem brød ind med et "Let's party" eller "Haaaaappy Songkran". Omkring frokosttid opgav jeg håbet om at larmen nede på stranden ville ophøre og jeg traskede derfor op for at finde et sted at hvile ørerne og få noget mad. I mens jeg havde ligget ved stranden var byens gader dog pludselig for alvor blevet forvandlet til rene krigszoner og jeg nåede ikke langt før jeg blev marineret i den føromtalte kombination af vand, barberskum og rød frugtfarve. Herefter overgav jeg mig til Songkran ånden og fandt mig selv hoppe rundt og ligne en druknet rødbede i Phi Phi's gader, indsmurt i rød farve og med lidt for mange chang øl indenbords.

Songkran i fuld gang!

Maria og jeg blev introduceret for et thailandsk band som lynhurtigt fandt guitaren frem og så blev der ellers spillet Green Day, Nirvana og Pearl Jam og til min egen rædsel - og sikkert også til mine tilhøreres - var jeg den i selskabet, der skrålede allerhøjest. Typisk Svend altså!!! Senere fandt jeg mig selv trampe rundt til techno musik nede på stranden og seriøst overveje at deltage i ildsjipning - og ja, det var helt bogstaveligt et sjippetov med ild i - men heldigvis var jeg fornuftig nok til at se det uhensigtsmæssige i at spilde en helt nyåbnet øl på ildhopperi og nøjedes kun med at iagttage de andre tosser brænde fødderne og spilde dyrebare øldråber ud over det hele. Efter lidt for meget techno tramperi gik det desuden op for mig at jeg ikke var tyve år længere, så jeg lod strandfest være strandfest og traskede hjem mod mit hostel. På vej hjem syntes jeg dog jeg havde fortjent et pizza slice, efter næsten udelukkende kun at have levet af ris siden jeg ankom til Thailand - ja der er ikke meget paleo over den thailandske diæt skulle jeg lige hilse og sige! (ikke at der er meget paleo over et fesent pizza slice, men alt andet end ris var et velkomment indslag på dette tidspunkt!). Jeg fik mig erhvervet et slice og da jeg så, at der stod en hvid substans på disken kunne jeg næsten ikke tro mit eget held og ikke mindst den fantastiske turistservice det var at sørge for creme fraiche dressing til pizzaen! Efter at have overhældt mit slice med - hvad jeg i min lettere berusede tilstand, mente var creme fraiche dressing - gik den frygtelige sandhed op for mig …..MAYONNAISE! Men ikke om jeg havde i sinde at kassere det slice jeg med mundvandet dryppende fra hagen havde set frem til, så jeg åd det med mayo og det smagte faktisk ………….…….helt forfærdeligt. Det kan virkelig ikke anbefales! For at komme mig over den traumatiske oplevelse trøstede jeg mig selv med en pakke oreos, for dét ved man hvad er - der er aldrig nogle ubehagelige overraskelser forbundet med at spise oreos!

Dagen efter vågnede jeg op med en vandflaske som krammebamse og fandt først alt for sent ud af at jeg ikke havde sat proppen på, så da jeg vendte mig om på siden røg vandflasken ud af favnen på mig og omdannede lynhurtigt min seng til en mindre swimming pool. Det var her jeg blev enig med mig selv om at det var tid til at stå op og udforske Phi Phi's snorklingmuligheder - for dem var der ingen af i min seng, medmindre man syntes det var sjovt at snorkle rundt blandt oreo krummer selvfølgelig. Eftersom ingen bådsmænd ville sejle af sted med mig ene kvinde, gik jeg på jagt efter Long Beach, som skulle være en strand med mulighed for snorkling og i gåafstand fra Tonsai Bay. At gåturen derhen var en mindre overlevelsestur og at en machete, et par vandrestøvler og et kompas havde været en god ide at medbringe, havde bådsmændene belejligt undladt at fortælle mig. Efter en mindre dagsvandring med livet som indsats og i konstant frygt for at blive angrebet af de samme arrige aber der overfaldt mig i august måned på netop Phi Phi, fandt jeg omsider Long Beach.

Snorklingen var ikke fantastisk, men det lykkedes mig da alligevel at erhverve mig et par snorkelskrammer og hilse på en papegøjefisk eller to. På vej tilbage gennem buskadset var jeg dog nær blevet slået ihjel af øens planteliv.......det er sjovt at det altid er det man mindst venter, der ender med at gøre kål på én i sidste ende..........hajer, slanger, edderkopper - kom an! I'm ready for you! Men botanik!? Således havde jeg ikke taget mig i agt for at blive angrebet af en busk, men sjældent har jeg oplevet noget så smertefuldt og jeg var da også ret overbevist om at det var en slange forklædt som en blomst, der havde taget en bid af mig, så mens jeg stod og forberedte mig på en langsom og pinefuld død, kom to andre turister tilfældigvis forbi og tog det med bemærkelsesværdig ophøjet ro at jeg var lige ved at dø for øjnene af dem. I stedet for at begive mig ud på junglestien igen valgte jeg at blive på stranden hvor der da i det mindste var andre mennesker i tilfælde af jeg pludselig skulle få brug for akut lægeassistance. Den langsomme og pinefulde død jeg havde forberedt mig på kom dog aldrig og jeg har i stedet rendt rundt med en stor hævet bule på armen og et matchende sår der klør og gør ondt. Så siden da har jeg gået rundt i en kronisk tilstand af paranoia og det er altså lidt skidt når man bor ude i en jungle hvor man er omgivet af planteliv! Jeg føler mig mildest talt omringet!

Inden jeg slutter helt - lige en lille filosofisk opsummering; Når man når tredive er det tid til at gøre status; hvor er jeg? hvad har jeg nået? og hvor er jeg på vej hen?

Hvor er jeg? Lige pt sidder jeg i en jungle i Thailand og slås med en hel flok flyvemyrer, der mener at min seng er deres nye højborg og selvom det måske ikke lyder som den sjoveste fredag aften i mands minde, så er det faktisk slet ikke så ringe endda. Hvad har jeg nået? Jeg har set mere af verden end de fleste nogensinde kommer til; jeg har trekket til Mount Everest Basecamp, været ved at omkomme af højdesyge, buladanset til jeg var rundtosset på Fiji, dykket på Great Barrier Reef, set solen stå op over Machu Picchu, været på anakondajagt i Amazonas jungle, svømmet med skildpadder på Barbados, blevet overfaldet af gnavne aber på Phi Phi, overpisset mine klip klapper på samtlige squattoiletter jeg har været i nærkontakt med, boet under samme tag som en halv snes fugledderkopper i den Venezuelanske jungle, set Vietnam fra bagsædet af en motorcykel, blevet tacklet af en nøgen mand med pels på en stillehavsø, set solen gå ned over Angkor Wat, camperet for foden af Ayer's Rock, drønet op og ned af den australske østkyst i kærlighedens navn, blevet stalket af en fuglefanatiker på New Zealand, overlevet diverse snigmordsforsøg fra den globale dyreverden (og nu også fra planteverdenen), været druknedøden nær på Mekong floden, overværet en balinesisk kremering, set vilde næsehorn fra en elefantryg i Nepal og jeg kan nu skrive engelsklærer skråstreg søofficer i Thailand på CV'et samt meget meget mere. Til gengæld har jeg intet fast arbejde, ingen opsparing (jeg satser dog hver uge på at vinde i onsdags Lotto), jeg aner nul og niks om pensionsordninger, låneformer, obligationer og aktier - og om det så gjaldt mit liv ville jeg ikke ane hvordan jeg udfyldte min egen selvangivelse. Når det så er sagt, så tvivler jeg dog også alvorligt på jeg kommer til at ligge på min dødsdag og ærgre mig gul og blå over at jeg aldrig helt fik styr på definitionen af ratepension!

Hvor er jeg på vej hen? Hvor jeg er om ti år eller hvor jeg er om et halvt år ved jeg ikke, men i morgen er jeg i hvert fald på vej til Krabi for at sejle i havkajak. Hvor jeg er om en uge ved jeg ikke…..måske er jeg på spa hotel på Koh Samui, måske tager jeg til Borneo og hilser på nogle orangutanger eller måske tager jeg til Indien og siger dav til en hellig ko - alt er åbent og dét i sig selv er en fantastisk oplevelse.

Search and rescue! (Thailand 2013 - tredje blogindlæg)

Endnu engang har jeg måtte erkende at mit navn ikke er - aldrig har været - eller nogensinde bliver et internationalt hit. Således har de kære thailændere også opgivet at udtale det og de, der stædigt holder fast siger enten Lotse eller Lottéi. Niit har derfor givet mig et thainavn i stedet - "Nong Nen", der efter sigende betyder noget i retning af "too strong" eller "very fit", hvilket jeg naturligvis er svært glad for - ja, jeg kan faktisk slet ikke lovprise den mands skarpsindighed tilstrækkeligt! Jeg er overbevist om det var min fantastiske kraftpræstation af en rygcrawl og de dertilhørende armbøjninger på land, der har været udslagsgivende for mit nye navn og så selvfølgelig også bare min ufatteligt veltrænede smækre krop, der jo ligefrem oser af sundhed (lige nu oser den dog kun af prut efter et lidt for intenst bekendtskab med spicy fish curry til aftensmad).
At "Nong Nen" muligvis også kan betyde "fede Dorrit" eller "slatten nudelarm" eller alternativt - "hende med den store fede penishat" (efter min lille historie om Herman til netop Niit) - er jeg heldigvis lykkeligt uvidende om, eftersom thaisproget stadig er lidt af en gåde for mig. Jeg er dog ved at have de mest basale thailandske gloser på plads, ligesom mit ordforråd nu også tæller hele sætninger som "hvad hedder du" og "hvordan har du det". Jeg kan desuden tælle til tyve, bede eleverne om at gentage og oversætte og ikke mindst råbe om hjælp i tilfælde af jeg skulle blive overfaldet af en de store bananedderkopper, der efter min smag trives lidt for godt herude i junglen! Jeg har da vist egentlig også lært hvad de dér bananbørger hedder, men er i skrivende stund for paralyseret til at kunne huske det efter lige at have bevidnet to af de største edderkoppefætre i mands minde lave morgengymnastik i en bananpalme! Jeg løb således skrigende fra åstedet da de begyndte at træne spurter og lave englehop med alle otte behårede ben i perfekt koordinering.

Man skal dog passe på med det thailandske sprog, for man kan nemt komme galt af sted, da det kun er små nuanceforskelle, der gør at et ord går fra positivt til negativt. Således har jeg muligvis rendt rundt hele morgenen og råbt "very bad, very bad!!!" efter alle eleverne i stedet for "quick, quick" - hvilket jo basalt set nok ikke er særlig pædagogisk! Et ellers tilforladeligt ord som "smuk" bliver til et af de værste bandeord (de har ikke ville give mig en konkret oversættelse - så det må virkelig være et slemt ét af slagsen!) hvis det udtales ligesom jeg åbenbart har tendens til, så det har jeg nu helt pillet ud af mit thailandske ordforråd, men tænker at jeg altid kan undskylde mig med Tourettes Syndrom hvis jeg en dag skulle komme til at sidde og råbe "klamme spasser" eller "pikfjæs" efter eleverne i den tro at jeg råber noget sødt.

De sidste tre dage har jeg tilbragt nede på stranden i Ao Nang, hvor jeg har leget en kombination af marinesoldat og baywatch. A la GI Jane møder CJ - eller måske nok i virkeligheden mere Mitch…….ikke fordi jeg kan prale af samme prægtige brystbehåring, bevares - det er kun de færreste der kan det, men mere fordi en badedragt som Pamela Andersons nok ikke lige var faldet i god jord hos de konservative thaier jeg har min daglige gang med. Jeg har endnu ikke set skyggen af et klasselokale eller hørt nogen snak om engelskundervisning, men mig som en del af søværnets operative kommando i Krabi - ja da! Oplagt! Så mine evner i vandet må jo alligevel have imponeret dem på trods af min akutte tyfusfrygt og irrationelle hajfobi. Jeg har således været med til at afholde en "marine rescue camp", som Phi Phi International Community Centre (som Khun Poo er leder for), i samarbejde med "marine rescue operation center Krabi" står for afholdelsen af - og et sted derimellem er jeg så kommet ind i billedet. Jeg har derfor de sidste tre dage drønet rundt og lavet squats og armbøjninger og bijobbet som pauseklovn når jeg fra tid til anden blev hevet frem foran eleverne og på militær maner fik råbt en masse instruktioner på thai, som jeg naturligvis kun kunne improvisere mig frem til betydningen af - til stor morskab for mit "publikum". Al denne fysiske aktivitet er blevet udført i en tyk, langærmet rullekrave i 38 graders varme med teksten "search and rescue" og jeg er derfor nu den stolte indehaver af en usædvanlig rød næse i kombination med en usædvanlig hvid overkrop. Rullekravetrøjer har da bare aldrig været et strandhit!? 

Action shot fra rescue camp

Hele formålet med campen var at eleverne skulle blive i stand til at redde liv langs Krabis kyster som fremtidige, frivillige livreddere, men eftersom halvdelen ikke kunne svømme og størstedelen af tiden blev brugt på at lære at marchere, gå i geled, synge sange og en milliard million udstrækningsøvelser - så kan jeg godt tvivle på hvor mange liv de i fremtiden kommer til at redde - umiddelbart tror jeg de skal være glade så længe de selv kommer levende op af vandet! Jeg ved i hvert fald ikke hvornår det at kunne gå i geled, marchere i takt og korrekt udførte udstrækningsøvelser nogensinde har reddet menneskeliv?!? Lige pt er det jo en flok livreddere, der er nødsaget til først at iføre sig svømmeluffer og matchende korkbælte inden de kan komme nogen som helst til undsætning og i øvrigt også tror at de slet ikke kan hoppe i vandet uden at strække ud i mindst en time først! Så hvis man har tænkt sig at ligge sig til at drukne i Krabi-området, så er det nok en god ide liiiiige at advare en times tid før, så livredderne kan nå at varme op, synge en sang om kongefamilien og puste svømmeluffer op.

Udover jeg således har min daglige færden med direktøren for søværnets operative kommando i Krabi, er jeg også blevet præsenteret for en overbetjent fra Krabis turistpoliti, der tilsyneladende ikke har noget bedre at lave end at køre vores lille forsamling frem og tilbage mellem hvor vi bor og til Ao Nang. Nu tænker I sikkert det samme som jeg gjorde; "turistpolitiet……så må han jo nødvendigvis være knaldgod til engelsk!"………men ak nej. Et godt råd herfra - lad være med at kom til skade eller bliv overfaldet i Krabi, for det eneste spørgsmål du i så fald muligvis bliver stillet er "you drink whiskey or beer?". Det er i hvert fald det eneste spørgsmål han har stillet mig som jeg rent faktisk også forstod - på trods af det kom midt i en ellers uskyldig konversation om vejret. Han er desuden meget interesseret i mig og jeg skal derfor altid sidde oppe på forsædet hos ham, mens jeg egentlig helst vil slippe for ham! Ikke kun på grund af den rungende og akavede stilhed, der altid ender med at herske når vi er nået halvvejs til Ao Nang, som følge af hans ufattelige dårlige engelskkundskaber, men især også fordi han altid har en stor bussemand til at sidde og flagre i det ene næsebor. Jeg kan bare ikke rigtig koncentrere mig om at starte en samtale, når jeg som hypnotiseret sidder og kigger på den flagrende bussemand og forsøger at afgøre om den vitterligt er begyndt at vinke til mig eller om det bare er min fantasi, der spiller mig et puds - forhåbentligt det sidste!

Jeg slipper heldigvis for vinkende bussemænd de næste mange dage, da turen efter endt rescue camp nu i stedet går til summercampen hvor jeg muligvis omsider vil finde at jobbeskrivelsen "engelsklærer" kommer til sin ret. Det kan også være jeg ender som elefantdressør, fakir eller tuk tuk chauffør - man ved aldrig hvad morgendagen bringer hernede! :)

Herman - the big fat cockroach (Thailand 2013 - andet blogindlæg)

"Arghhhhhhhhhhhhhhhhhhh!!!!!!!!". Den lumre thailandske nat gennemsyres af mine paniske skrig mens jeg vælter ned af sengen i noget, der minder om et halvt rullefald (et meget lidet graciøst ét af slagsen vel at mærke) eftersom jeg i mit desperate flugtforsøg har fået mig selv så viklet ind i sengelagenet at jeg nu ligger hjælpeløst i benlås på gulvet. Uret viser to om natten og jeg er netop brat blevet revet ud af min skønhedssøvn ved at noget stort og ubestemmeligt er landet med et bump i hovedet på mig. Mens jeg stadig indviklet i sengelagenet forsøger at orme mig så langt væk fra sengen som muligt, formår jeg at famle mig frem til lyskontakten og synet af min overfaldsmand udløser prompte endnu et rædselsskrig. På min hovedpude sidder en stor, fedladen kakkelak med lange krogede følehorn, der med et "hvad-skete-der-udtryk" a la Hanne fra Blinkende Lygter (lige efter at Thorkild har givet hende en velplaceret knytnæve i fjæset), ser mindst lige så forskrækket og forvirret ud som jeg selv. Kakkelakkens navn er Herman og han er tilsyneladende min nye værelseskammerat. Jeg har aldrig tidligere haft en værelseskammerat, der har bungyjumpet ned i hovedet på mig om natten - eller på noget andet tidspunkt af dagen for den sags skyld - ligesom jeg heller aldrig har haft en værelseskammerat, der som Herman, render og skider alle mulige andre steder end på toilettet….eller det passer faktisk ikke - en enkelt gang har jeg boet på værelse med en italiener der sked i sengen og tissede på sin rygsæk efter en lidt for våd aften i det australske natteliv .

"For fa'en Herman selvfølgelig er det dit lort - ja jeg render sgu da ikke rundt og skider på væggene vel!" hører jeg mig selv råbe til min værelseskammerat, der bebrejdende sidder og kigger skiftevis på mig og på den udsplattede klat lort på væggen, han få sekunder forinden med meget møje og besvær har trykket ud. Måske kakkelakker også kan få dårlig mave af thaimad?

Efter Herman meldte sin ankomst er antallet af gæster på værelset støt og roligt vokset de sidste par dage og jeg tror faktisk slet ikke det er lovligt at bo så mange på 10 kvadratmeter i forhold til brandsikkerhed og minimum "lebensraum" efter gældende almene menneskerettigheder. Nu deler jeg således også værelse med tre firben, en kæmpe græshoppe, en lille springfyr af en edderkoppefætter og ikke mindst en stor tyk bille, der havde gemt sig i min trøje til morges og derfor landede på min skulder med et kæmpe splat, til så stor virak at en af eleverne efterfølgende bekymret bankede på min dør for at høre om jeg var ok. Heldigvis er ingen af mine nye bofæller de store brusebadstilhængere eller for den sags skyld de store lokumstilhængere - som Herman netop har bevist - så jeg slipper da i det mindste for kø til badeværelset om morgenen. I nat deler jeg seng med en mindre myrekoloni, da jeg dumdristigt har efterladt et stykke slikpapir på min hovedpude som de små sukkergrise har fået færten af og derfor nu grådigt patruljerer sengen i små konvojer som var det deres nye militære hovedkvarter.

Jeg er i øvrigt bange for at Herman er anledning til en frygtelig misforståelse. Forleden, da jeg var ude og hente morgenmad med Niit - direktøren for søværnets operative kommando i Krabi og en af Khun Poos samarbejdspartnere - syntes jeg lige, jeg ville fortælle ham om min gode værelseskammerat Herman - "the big fat cockroach". Jeg syntes selv det var en enormt god historie, men på trods af stor indlevelse og fremragende fortællerteknik (syntes jeg selv i hvert fald) var jeg den eneste der grinede. Desuden blev der pludselig så stille i bilen efter at jeg havde udtalt ordet "cockroach", så nu er jeg blevet helt nervøs for om grunden til den akavede stilhed var fordi Niit ikke fik "roach" med og nu tror at jeg har fortalt ham om hvordan jeg i nat brutalt blev vækket af at få en stor fed penis i hovedet! Det håber jeg virkelig ikke!!!

Jeg kan desuden berolige jer alle med at jeg hverken er død eller på nippet til det efter "svømmeundervisningen" i går. Jeg var ellers meget tæt på at kaste håndklædet i ringen og overlade min orange redningsvest til en anden, da udsigten til at hoppe i en flod så mudret og forurenet at man ikke havde nogen jordisk chance for at se hvad der lurede under én, ikke just huede mig. Men måske var det i virkeligheden meget godt man ikke kunne se noget - Don't think I would want to know! Men efter at have spurgt til alt lige fra hajer, krokodiller, vandmænd, potentielle indvoldsorme og slanger - og sikkert forvisset om at der aldrig tidligere havde været nogle mystiske dødsfald i forbindelse med en svømmetur i floden, hoppede jeg i - dog en smule tvivlsom på om jeg nogensinde kom op igen. Hvad der gemte sig under én forblev et mysterium, men oven vande kunne man desværre godt se hvad der lurede - plasticflasker, konservesdåser, mademballage og alt muligt andet affald i én, knap så skøn forening, der gjorde svømmeturen til lidt af en forhindringsbane på grund af alle de zig zag manøvrer man var nødsaget til at foretage. Det gjorde det heller ikke nemmere at man samtidig også skulle holde øje med træstammer, sejlende både, udefinerbart metalskrot og ikke mindst Nóm - verdens sødeste dreng, som også er behæftet med verdens tyndeste arme og verdens tyndeste ben. Jeg havde ellers formanet ham om, at han under ingen omstændigheder måtte vige fra min side og måtte højt og helligt love at redde mig hvis jeg var ved at drukne. Hvordan jeg lige havde tænkt at verdens tyndeste dreng skulle bjærge en stor klods af en skandinavisk ishockeyspiller, tre gange så bred over skuldrene som ham selv, ved jeg ikke, og det blev da også nærmere mig, der blev nødt til at redde ham, eftersom hans lille tynde krop slet ikke kunne stille noget op mod strømmen i floden.

Klar til svømning! Det er Nóm til højre :)

Here I go......

Da jeg ingen intentioner havde om at svømme rundt i kemikaliesuppedasen i længere tid end højst nødvendigt (hvert sekund i vandet har sandsynligvis øget min risiko for spontant at gro en hale eller et ekstra øje i armhulen) - gav jeg ham derfor mine svømmefødder, så vi ikke skulle ligge og rode rundt ude i floden hele dagen, da jeg simpelthen ikke kunne overskue konsekvensen af måske at skulle gå og glo ind i min egen behårede armhule dag ud og dag ind. Mens jeg ventede på at Nóms små tændstikben fik skabt bare dét, der mindede om fremdrift, havde jeg rigeligt tid til at ligge og kigge op på den smukke himmel og nød faktisk svømmeturen i fulde drag i modsætning til hvad jeg havde troet inden jeg hoppede i. Jeg panikkede dog uoverordentligt meget da jeg blev så ivrig efter at demonstrere min fantastiske rygcrawl at jeg kom til at sprøjte klamt bakteriebesat flodvand ind i munden på mig selv. Jeg kunne med det samme smage hvordan min krop blev befængt med tyfus, kolera eller en anden dødelig sygdom i takt med at flodvandet fandt vej ned gennem fordøjelsessystemet og syntes allerede jeg kunne mærke hvordan feberen pressede sig på samtidig med at koldsveden begyndte at pible. Jeg var dødsdømt! Intet mindre! - og hvis miraklet endelig skulle ske at jeg overlevede, så var jeg ikke i tvivl om at jeg ville spendere den næste uges tid med spontant at gå og skide i bukserne - forurenet vand har bare ALDRIG gjort vidundere for tarmfloraen! Men da jeg stadig skulle holde øje med Nóm, kunne jeg jo ikke bare sådan ligge mig til at dø midt i det hele - eller give los for flydende diarre for den sags skyld - så jeg hankede op i mig selv og så var der ellers ikke mere blærerøvsrygcrawl for mit vedkommende. Til min store overraskelse overlevede jeg - også uden at skide i bukserne, endnu i hvert fald (7-9-13).