"For fa'en Herman selvfølgelig er det dit lort - ja jeg render sgu da ikke rundt og skider på væggene vel!" hører jeg mig selv råbe til min værelseskammerat, der bebrejdende sidder og kigger skiftevis på mig og på den udsplattede klat lort på væggen, han få sekunder forinden med meget møje og besvær har trykket ud. Måske kakkelakker også kan få dårlig mave af thaimad?
Efter Herman meldte sin ankomst er antallet af gæster på værelset støt og roligt vokset de sidste par dage og jeg tror faktisk slet ikke det er lovligt at bo så mange på 10 kvadratmeter i forhold til brandsikkerhed og minimum "lebensraum" efter gældende almene menneskerettigheder. Nu deler jeg således også værelse med tre firben, en kæmpe græshoppe, en lille springfyr af en edderkoppefætter og ikke mindst en stor tyk bille, der havde gemt sig i min trøje til morges og derfor landede på min skulder med et kæmpe splat, til så stor virak at en af eleverne efterfølgende bekymret bankede på min dør for at høre om jeg var ok. Heldigvis er ingen af mine nye bofæller de store brusebadstilhængere eller for den sags skyld de store lokumstilhængere - som Herman netop har bevist - så jeg slipper da i det mindste for kø til badeværelset om morgenen. I nat deler jeg seng med en mindre myrekoloni, da jeg dumdristigt har efterladt et stykke slikpapir på min hovedpude som de små sukkergrise har fået færten af og derfor nu grådigt patruljerer sengen i små konvojer som var det deres nye militære hovedkvarter.
Jeg er i øvrigt bange for at Herman er anledning til en frygtelig misforståelse. Forleden, da jeg var ude og hente morgenmad med Niit - direktøren for søværnets operative kommando i Krabi og en af Khun Poos samarbejdspartnere - syntes jeg lige, jeg ville fortælle ham om min gode værelseskammerat Herman - "the big fat cockroach". Jeg syntes selv det var en enormt god historie, men på trods af stor indlevelse og fremragende fortællerteknik (syntes jeg selv i hvert fald) var jeg den eneste der grinede. Desuden blev der pludselig så stille i bilen efter at jeg havde udtalt ordet "cockroach", så nu er jeg blevet helt nervøs for om grunden til den akavede stilhed var fordi Niit ikke fik "roach" med og nu tror at jeg har fortalt ham om hvordan jeg i nat brutalt blev vækket af at få en stor fed penis i hovedet! Det håber jeg virkelig ikke!!!
Jeg kan desuden berolige jer alle med at jeg hverken er død eller på nippet til det efter "svømmeundervisningen" i går. Jeg var ellers meget tæt på at kaste håndklædet i ringen og overlade min orange redningsvest til en anden, da udsigten til at hoppe i en flod så mudret og forurenet at man ikke havde nogen jordisk chance for at se hvad der lurede under én, ikke just huede mig. Men måske var det i virkeligheden meget godt man ikke kunne se noget - Don't think I would want to know! Men efter at have spurgt til alt lige fra hajer, krokodiller, vandmænd, potentielle indvoldsorme og slanger - og sikkert forvisset om at der aldrig tidligere havde været nogle mystiske dødsfald i forbindelse med en svømmetur i floden, hoppede jeg i - dog en smule tvivlsom på om jeg nogensinde kom op igen. Hvad der gemte sig under én forblev et mysterium, men oven vande kunne man desværre godt se hvad der lurede - plasticflasker, konservesdåser, mademballage og alt muligt andet affald i én, knap så skøn forening, der gjorde svømmeturen til lidt af en forhindringsbane på grund af alle de zig zag manøvrer man var nødsaget til at foretage. Det gjorde det heller ikke nemmere at man samtidig også skulle holde øje med træstammer, sejlende både, udefinerbart metalskrot og ikke mindst Nóm - verdens sødeste dreng, som også er behæftet med verdens tyndeste arme og verdens tyndeste ben. Jeg havde ellers formanet ham om, at han under ingen omstændigheder måtte vige fra min side og måtte højt og helligt love at redde mig hvis jeg var ved at drukne. Hvordan jeg lige havde tænkt at verdens tyndeste dreng skulle bjærge en stor klods af en skandinavisk ishockeyspiller, tre gange så bred over skuldrene som ham selv, ved jeg ikke, og det blev da også nærmere mig, der blev nødt til at redde ham, eftersom hans lille tynde krop slet ikke kunne stille noget op mod strømmen i floden.
 |
| Klar til svømning! Det er Nóm til højre :) |
 |
| Here I go...... |
Da jeg ingen intentioner havde om at svømme rundt i kemikaliesuppedasen i længere tid end højst nødvendigt (hvert sekund i vandet har sandsynligvis øget min risiko for spontant at gro en hale eller et ekstra øje i armhulen) - gav jeg ham derfor mine svømmefødder, så vi ikke skulle ligge og rode rundt ude i floden hele dagen, da jeg simpelthen ikke kunne overskue konsekvensen af måske at skulle gå og glo ind i min egen behårede armhule dag ud og dag ind. Mens jeg ventede på at Nóms små tændstikben fik skabt bare dét, der mindede om fremdrift, havde jeg rigeligt tid til at ligge og kigge op på den smukke himmel og nød faktisk svømmeturen i fulde drag i modsætning til hvad jeg havde troet inden jeg hoppede i. Jeg panikkede dog uoverordentligt meget da jeg blev så ivrig efter at demonstrere min fantastiske rygcrawl at jeg kom til at sprøjte klamt bakteriebesat flodvand ind i munden på mig selv. Jeg kunne med det samme smage hvordan min krop blev befængt med tyfus, kolera eller en anden dødelig sygdom i takt med at flodvandet fandt vej ned gennem fordøjelsessystemet og syntes allerede jeg kunne mærke hvordan feberen pressede sig på samtidig med at koldsveden begyndte at pible. Jeg var dødsdømt! Intet mindre! - og hvis miraklet endelig skulle ske at jeg overlevede, så var jeg ikke i tvivl om at jeg ville spendere den næste uges tid med spontant at gå og skide i bukserne - forurenet vand har bare ALDRIG gjort vidundere for tarmfloraen! Men da jeg stadig skulle holde øje med Nóm, kunne jeg jo ikke bare sådan ligge mig til at dø midt i det hele - eller give los for flydende diarre for den sags skyld - så jeg hankede op i mig selv og så var der ellers ikke mere blærerøvsrygcrawl for mit vedkommende. Til min store overraskelse overlevede jeg - også uden at skide i bukserne, endnu i hvert fald (7-9-13).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar