Search and rescue! (Thailand 2013 - tredje blogindlæg)

Endnu engang har jeg måtte erkende at mit navn ikke er - aldrig har været - eller nogensinde bliver et internationalt hit. Således har de kære thailændere også opgivet at udtale det og de, der stædigt holder fast siger enten Lotse eller Lottéi. Niit har derfor givet mig et thainavn i stedet - "Nong Nen", der efter sigende betyder noget i retning af "too strong" eller "very fit", hvilket jeg naturligvis er svært glad for - ja, jeg kan faktisk slet ikke lovprise den mands skarpsindighed tilstrækkeligt! Jeg er overbevist om det var min fantastiske kraftpræstation af en rygcrawl og de dertilhørende armbøjninger på land, der har været udslagsgivende for mit nye navn og så selvfølgelig også bare min ufatteligt veltrænede smækre krop, der jo ligefrem oser af sundhed (lige nu oser den dog kun af prut efter et lidt for intenst bekendtskab med spicy fish curry til aftensmad).
At "Nong Nen" muligvis også kan betyde "fede Dorrit" eller "slatten nudelarm" eller alternativt - "hende med den store fede penishat" (efter min lille historie om Herman til netop Niit) - er jeg heldigvis lykkeligt uvidende om, eftersom thaisproget stadig er lidt af en gåde for mig. Jeg er dog ved at have de mest basale thailandske gloser på plads, ligesom mit ordforråd nu også tæller hele sætninger som "hvad hedder du" og "hvordan har du det". Jeg kan desuden tælle til tyve, bede eleverne om at gentage og oversætte og ikke mindst råbe om hjælp i tilfælde af jeg skulle blive overfaldet af en de store bananedderkopper, der efter min smag trives lidt for godt herude i junglen! Jeg har da vist egentlig også lært hvad de dér bananbørger hedder, men er i skrivende stund for paralyseret til at kunne huske det efter lige at have bevidnet to af de største edderkoppefætre i mands minde lave morgengymnastik i en bananpalme! Jeg løb således skrigende fra åstedet da de begyndte at træne spurter og lave englehop med alle otte behårede ben i perfekt koordinering.

Man skal dog passe på med det thailandske sprog, for man kan nemt komme galt af sted, da det kun er små nuanceforskelle, der gør at et ord går fra positivt til negativt. Således har jeg muligvis rendt rundt hele morgenen og råbt "very bad, very bad!!!" efter alle eleverne i stedet for "quick, quick" - hvilket jo basalt set nok ikke er særlig pædagogisk! Et ellers tilforladeligt ord som "smuk" bliver til et af de værste bandeord (de har ikke ville give mig en konkret oversættelse - så det må virkelig være et slemt ét af slagsen!) hvis det udtales ligesom jeg åbenbart har tendens til, så det har jeg nu helt pillet ud af mit thailandske ordforråd, men tænker at jeg altid kan undskylde mig med Tourettes Syndrom hvis jeg en dag skulle komme til at sidde og råbe "klamme spasser" eller "pikfjæs" efter eleverne i den tro at jeg råber noget sødt.

De sidste tre dage har jeg tilbragt nede på stranden i Ao Nang, hvor jeg har leget en kombination af marinesoldat og baywatch. A la GI Jane møder CJ - eller måske nok i virkeligheden mere Mitch…….ikke fordi jeg kan prale af samme prægtige brystbehåring, bevares - det er kun de færreste der kan det, men mere fordi en badedragt som Pamela Andersons nok ikke lige var faldet i god jord hos de konservative thaier jeg har min daglige gang med. Jeg har endnu ikke set skyggen af et klasselokale eller hørt nogen snak om engelskundervisning, men mig som en del af søværnets operative kommando i Krabi - ja da! Oplagt! Så mine evner i vandet må jo alligevel have imponeret dem på trods af min akutte tyfusfrygt og irrationelle hajfobi. Jeg har således været med til at afholde en "marine rescue camp", som Phi Phi International Community Centre (som Khun Poo er leder for), i samarbejde med "marine rescue operation center Krabi" står for afholdelsen af - og et sted derimellem er jeg så kommet ind i billedet. Jeg har derfor de sidste tre dage drønet rundt og lavet squats og armbøjninger og bijobbet som pauseklovn når jeg fra tid til anden blev hevet frem foran eleverne og på militær maner fik råbt en masse instruktioner på thai, som jeg naturligvis kun kunne improvisere mig frem til betydningen af - til stor morskab for mit "publikum". Al denne fysiske aktivitet er blevet udført i en tyk, langærmet rullekrave i 38 graders varme med teksten "search and rescue" og jeg er derfor nu den stolte indehaver af en usædvanlig rød næse i kombination med en usædvanlig hvid overkrop. Rullekravetrøjer har da bare aldrig været et strandhit!? 

Action shot fra rescue camp

Hele formålet med campen var at eleverne skulle blive i stand til at redde liv langs Krabis kyster som fremtidige, frivillige livreddere, men eftersom halvdelen ikke kunne svømme og størstedelen af tiden blev brugt på at lære at marchere, gå i geled, synge sange og en milliard million udstrækningsøvelser - så kan jeg godt tvivle på hvor mange liv de i fremtiden kommer til at redde - umiddelbart tror jeg de skal være glade så længe de selv kommer levende op af vandet! Jeg ved i hvert fald ikke hvornår det at kunne gå i geled, marchere i takt og korrekt udførte udstrækningsøvelser nogensinde har reddet menneskeliv?!? Lige pt er det jo en flok livreddere, der er nødsaget til først at iføre sig svømmeluffer og matchende korkbælte inden de kan komme nogen som helst til undsætning og i øvrigt også tror at de slet ikke kan hoppe i vandet uden at strække ud i mindst en time først! Så hvis man har tænkt sig at ligge sig til at drukne i Krabi-området, så er det nok en god ide liiiiige at advare en times tid før, så livredderne kan nå at varme op, synge en sang om kongefamilien og puste svømmeluffer op.

Udover jeg således har min daglige færden med direktøren for søværnets operative kommando i Krabi, er jeg også blevet præsenteret for en overbetjent fra Krabis turistpoliti, der tilsyneladende ikke har noget bedre at lave end at køre vores lille forsamling frem og tilbage mellem hvor vi bor og til Ao Nang. Nu tænker I sikkert det samme som jeg gjorde; "turistpolitiet……så må han jo nødvendigvis være knaldgod til engelsk!"………men ak nej. Et godt råd herfra - lad være med at kom til skade eller bliv overfaldet i Krabi, for det eneste spørgsmål du i så fald muligvis bliver stillet er "you drink whiskey or beer?". Det er i hvert fald det eneste spørgsmål han har stillet mig som jeg rent faktisk også forstod - på trods af det kom midt i en ellers uskyldig konversation om vejret. Han er desuden meget interesseret i mig og jeg skal derfor altid sidde oppe på forsædet hos ham, mens jeg egentlig helst vil slippe for ham! Ikke kun på grund af den rungende og akavede stilhed, der altid ender med at herske når vi er nået halvvejs til Ao Nang, som følge af hans ufattelige dårlige engelskkundskaber, men især også fordi han altid har en stor bussemand til at sidde og flagre i det ene næsebor. Jeg kan bare ikke rigtig koncentrere mig om at starte en samtale, når jeg som hypnotiseret sidder og kigger på den flagrende bussemand og forsøger at afgøre om den vitterligt er begyndt at vinke til mig eller om det bare er min fantasi, der spiller mig et puds - forhåbentligt det sidste!

Jeg slipper heldigvis for vinkende bussemænd de næste mange dage, da turen efter endt rescue camp nu i stedet går til summercampen hvor jeg muligvis omsider vil finde at jobbeskrivelsen "engelsklærer" kommer til sin ret. Det kan også være jeg ender som elefantdressør, fakir eller tuk tuk chauffør - man ved aldrig hvad morgendagen bringer hernede! :)