Kæmpe stort tillykke til MIG! (Thailand 2013 - fjerde blogindlæg)

Så oprandt den længe gruede dag…….farvel til de ungdommelige tyvere og goddag til de fuldvoksne tredivere. Let's face it; fra nu af går det kun én vej med min krop - nedad. Ikke kun figurativt ment, men også helt bogstaveligt talt - ældre damer ligner jo generelt nogle, der er blevet hevet aaaalt for meget i og jeg er overbevist om at hiveriet starter omkring de tredive! Goddag til begyndende kropsforfald, appelsinhud, smilerynker, vinkedeller, åreknuder og pludseligt nyopståede fedtdepoter.

Goddag til voksenproblemer og hyppige spørgsmål om udsigten til forplantning, fra folk der ikke forstår man kan være tredive og stadig ikke har avlet sit eget afkom. Jeg har dog en tommelfingerregel, der siger at man ikke skal få børn før man kan holde liv i sine stueplanter i mere end en uge ad gangen, så pt ligger familieforøgelse altså ikke i kortene, eftersom min toiletbregne stadig har til gode at nå at opleve dens én uges fødselsdag. Den lille tykke dreng der har siddet og sparket mig i ryggen det meste af turen fra Phi Phi til Krabi er heller ikke just med til at give kløe i æggestokkene og han får da også en solidt plantet albue lige i fjæset næste gang han rejser sig og går forbi mig - tak for de sidste 30 minutters "rygmassage" kammerat! BANG!

Min 30 års fødselsdag startede i Krabi, som vi var taget til aftenen i forvejen efter at have tilbragt en uge i summercampen med engelskundervisning. Så jo - jeg er nu officielt engelsklærer og altså hverken fakir, elefantdressør eller tuk tuk chauffør - om end elefantdressering og undervisning muligvis kan komme ud på ét……nogle gange tror jeg i hvert fald at eleverne ville huske de engelske gloser bedre hvis jeg havde lov til at slå dem oveni hovedet med en gren eller sparke dem bag ørerne mens jeg sidder på ryggen af dem. Selvom jeg virkelig forsøger at komme i kontakt med min indre pædagog - som jeg har døbt Hanne - så er det godt nok op ad bakke med eleverne og deres engelskkundskaber! Hanne har derfor en tendens til sommetider at forvandle sig til mit alter ego Svend, der er bedst til at drikke bajere og råbe; "så skål da og skide være med det!". Nogle af jer har muligvis allerede stiftet bekendtskab med Svend - han drikker sig ofte meget mere fuld end han burde og selvom han godt ved han har drukket for meget, så går han ikke hjem - tværtimod - Svend bliver hængende som tyggegummi under skoen og bliver mere og mere højrøstet som aftenen skrider frem. Når Svend begynder at danse, så ved man at den er HELT gal! Så er Svend nemlig så fuld at han kommer til at spendere hele næste dag - og muligvis også dagen efter - med hovedet i toiletkummen til et knap så glædeligt gensyn med det der engang var fadøl og jægerbombs. For det meste når Svend dog at blive sulten inden han begynder at danse, så han lister for det meste hjem når det går op for ham at Macdonalds eller pizza pusheren er ved at lukke. Hanne vil gerne bare spille guitar, sidde i rundkreds og synge kumbaja my lord mens hun laver pileflet og drikker kaffe, men indimellem stikker Svend altså sit grimme ansigt frem, så Hanne nogle gange bare har lyst til at råbe "arghhhhhh……hvis du stadig ikke efter halvtreds forsøg kan udtale ordet "school" så kommer du sgu nok heller aldrig til det - skål og skide være med det!".

Det var således godt for både Hanne og Svend med et lille afbræk fra undervisningen og en tur tilbage til civilisationen. Om morgenen den 12. april vågnede jeg således op i en stor dobbeltseng på et spa resort i Krabi og lå længe under dynen og ventede i håbet om at hele min familie ville komme brasende ind med fødselsdagssang, nybagte boller og en kæmpe brunsvigerdame! Det skete dog ikke, så mens jeg ventede på at resten af forsamlingen vågnede, hoppede jeg i poolen hvor jeg sang fødselsdagssang for mig selv, mens jeg reddede diverse nedstyrtede insekter op af vandet. Desværre forstod insekterne vist ikke helt min venlige gestus, for der gik ikke mange minutter fra jeg havde fisket dem op til at jeg kunne gentage seancen. Set i bakspejlet har de måske afholdt deres egen lille rescue camp, som jeg så groft har ødelagt ved at blive ved med at insistere på at katapultere dem op på poolkanten - eller også syntes de måske bare at druknedøden var at foretrække i forhold til min skønsang.
Efter lidt morgenmad gik turen atter til Phi Phi for at fejre thailandsk nytår (Songkran) som i bund og grund kan oversættes med "vandhelvede" (jeg kunne også have brugt ordet "vandfest", men eftersom jeg det meste af dagen har været marineret i en blanding af vand, rød frugtfarve og barberskum og pt er ret sikker på at min grå strandkjole aldrig bliver grå igen, så faldt valget altså på helvede). Songkran'ens realiteter gik op for mig, da jeg forsøgte at snige mig uset ned på stranden, men blev overfaldet af en flok morgenfriske bøller med vandgeværer, der gik til angreb med ordene "Oh look, she is waaaaay to dry - get her!!!". Herefter lå jeg i fire stive timer på stranden, op og ned af en højtaler, der spillede den samme Songkran festsang om og om igen - smølfeversionen naturligvis, intet mindre kunne da gøre det! Smølfetorturen (jeg ved ikke hvordan en smølf lyder når den bliver tortureret men mit bedste bud ville være præcis ligesom den forbandede Songkransang!), blev kun afbrudt af ham den døve tosse, der havde udnævnt sig selv til DJ i dagens anledning og engang imellem brød ind med et "Let's party" eller "Haaaaappy Songkran". Omkring frokosttid opgav jeg håbet om at larmen nede på stranden ville ophøre og jeg traskede derfor op for at finde et sted at hvile ørerne og få noget mad. I mens jeg havde ligget ved stranden var byens gader dog pludselig for alvor blevet forvandlet til rene krigszoner og jeg nåede ikke langt før jeg blev marineret i den føromtalte kombination af vand, barberskum og rød frugtfarve. Herefter overgav jeg mig til Songkran ånden og fandt mig selv hoppe rundt og ligne en druknet rødbede i Phi Phi's gader, indsmurt i rød farve og med lidt for mange chang øl indenbords.

Songkran i fuld gang!

Maria og jeg blev introduceret for et thailandsk band som lynhurtigt fandt guitaren frem og så blev der ellers spillet Green Day, Nirvana og Pearl Jam og til min egen rædsel - og sikkert også til mine tilhøreres - var jeg den i selskabet, der skrålede allerhøjest. Typisk Svend altså!!! Senere fandt jeg mig selv trampe rundt til techno musik nede på stranden og seriøst overveje at deltage i ildsjipning - og ja, det var helt bogstaveligt et sjippetov med ild i - men heldigvis var jeg fornuftig nok til at se det uhensigtsmæssige i at spilde en helt nyåbnet øl på ildhopperi og nøjedes kun med at iagttage de andre tosser brænde fødderne og spilde dyrebare øldråber ud over det hele. Efter lidt for meget techno tramperi gik det desuden op for mig at jeg ikke var tyve år længere, så jeg lod strandfest være strandfest og traskede hjem mod mit hostel. På vej hjem syntes jeg dog jeg havde fortjent et pizza slice, efter næsten udelukkende kun at have levet af ris siden jeg ankom til Thailand - ja der er ikke meget paleo over den thailandske diæt skulle jeg lige hilse og sige! (ikke at der er meget paleo over et fesent pizza slice, men alt andet end ris var et velkomment indslag på dette tidspunkt!). Jeg fik mig erhvervet et slice og da jeg så, at der stod en hvid substans på disken kunne jeg næsten ikke tro mit eget held og ikke mindst den fantastiske turistservice det var at sørge for creme fraiche dressing til pizzaen! Efter at have overhældt mit slice med - hvad jeg i min lettere berusede tilstand, mente var creme fraiche dressing - gik den frygtelige sandhed op for mig …..MAYONNAISE! Men ikke om jeg havde i sinde at kassere det slice jeg med mundvandet dryppende fra hagen havde set frem til, så jeg åd det med mayo og det smagte faktisk ………….…….helt forfærdeligt. Det kan virkelig ikke anbefales! For at komme mig over den traumatiske oplevelse trøstede jeg mig selv med en pakke oreos, for dét ved man hvad er - der er aldrig nogle ubehagelige overraskelser forbundet med at spise oreos!

Dagen efter vågnede jeg op med en vandflaske som krammebamse og fandt først alt for sent ud af at jeg ikke havde sat proppen på, så da jeg vendte mig om på siden røg vandflasken ud af favnen på mig og omdannede lynhurtigt min seng til en mindre swimming pool. Det var her jeg blev enig med mig selv om at det var tid til at stå op og udforske Phi Phi's snorklingmuligheder - for dem var der ingen af i min seng, medmindre man syntes det var sjovt at snorkle rundt blandt oreo krummer selvfølgelig. Eftersom ingen bådsmænd ville sejle af sted med mig ene kvinde, gik jeg på jagt efter Long Beach, som skulle være en strand med mulighed for snorkling og i gåafstand fra Tonsai Bay. At gåturen derhen var en mindre overlevelsestur og at en machete, et par vandrestøvler og et kompas havde været en god ide at medbringe, havde bådsmændene belejligt undladt at fortælle mig. Efter en mindre dagsvandring med livet som indsats og i konstant frygt for at blive angrebet af de samme arrige aber der overfaldt mig i august måned på netop Phi Phi, fandt jeg omsider Long Beach.

Snorklingen var ikke fantastisk, men det lykkedes mig da alligevel at erhverve mig et par snorkelskrammer og hilse på en papegøjefisk eller to. På vej tilbage gennem buskadset var jeg dog nær blevet slået ihjel af øens planteliv.......det er sjovt at det altid er det man mindst venter, der ender med at gøre kål på én i sidste ende..........hajer, slanger, edderkopper - kom an! I'm ready for you! Men botanik!? Således havde jeg ikke taget mig i agt for at blive angrebet af en busk, men sjældent har jeg oplevet noget så smertefuldt og jeg var da også ret overbevist om at det var en slange forklædt som en blomst, der havde taget en bid af mig, så mens jeg stod og forberedte mig på en langsom og pinefuld død, kom to andre turister tilfældigvis forbi og tog det med bemærkelsesværdig ophøjet ro at jeg var lige ved at dø for øjnene af dem. I stedet for at begive mig ud på junglestien igen valgte jeg at blive på stranden hvor der da i det mindste var andre mennesker i tilfælde af jeg pludselig skulle få brug for akut lægeassistance. Den langsomme og pinefulde død jeg havde forberedt mig på kom dog aldrig og jeg har i stedet rendt rundt med en stor hævet bule på armen og et matchende sår der klør og gør ondt. Så siden da har jeg gået rundt i en kronisk tilstand af paranoia og det er altså lidt skidt når man bor ude i en jungle hvor man er omgivet af planteliv! Jeg føler mig mildest talt omringet!

Inden jeg slutter helt - lige en lille filosofisk opsummering; Når man når tredive er det tid til at gøre status; hvor er jeg? hvad har jeg nået? og hvor er jeg på vej hen?

Hvor er jeg? Lige pt sidder jeg i en jungle i Thailand og slås med en hel flok flyvemyrer, der mener at min seng er deres nye højborg og selvom det måske ikke lyder som den sjoveste fredag aften i mands minde, så er det faktisk slet ikke så ringe endda. Hvad har jeg nået? Jeg har set mere af verden end de fleste nogensinde kommer til; jeg har trekket til Mount Everest Basecamp, været ved at omkomme af højdesyge, buladanset til jeg var rundtosset på Fiji, dykket på Great Barrier Reef, set solen stå op over Machu Picchu, været på anakondajagt i Amazonas jungle, svømmet med skildpadder på Barbados, blevet overfaldet af gnavne aber på Phi Phi, overpisset mine klip klapper på samtlige squattoiletter jeg har været i nærkontakt med, boet under samme tag som en halv snes fugledderkopper i den Venezuelanske jungle, set Vietnam fra bagsædet af en motorcykel, blevet tacklet af en nøgen mand med pels på en stillehavsø, set solen gå ned over Angkor Wat, camperet for foden af Ayer's Rock, drønet op og ned af den australske østkyst i kærlighedens navn, blevet stalket af en fuglefanatiker på New Zealand, overlevet diverse snigmordsforsøg fra den globale dyreverden (og nu også fra planteverdenen), været druknedøden nær på Mekong floden, overværet en balinesisk kremering, set vilde næsehorn fra en elefantryg i Nepal og jeg kan nu skrive engelsklærer skråstreg søofficer i Thailand på CV'et samt meget meget mere. Til gengæld har jeg intet fast arbejde, ingen opsparing (jeg satser dog hver uge på at vinde i onsdags Lotto), jeg aner nul og niks om pensionsordninger, låneformer, obligationer og aktier - og om det så gjaldt mit liv ville jeg ikke ane hvordan jeg udfyldte min egen selvangivelse. Når det så er sagt, så tvivler jeg dog også alvorligt på jeg kommer til at ligge på min dødsdag og ærgre mig gul og blå over at jeg aldrig helt fik styr på definitionen af ratepension!

Hvor er jeg på vej hen? Hvor jeg er om ti år eller hvor jeg er om et halvt år ved jeg ikke, men i morgen er jeg i hvert fald på vej til Krabi for at sejle i havkajak. Hvor jeg er om en uge ved jeg ikke…..måske er jeg på spa hotel på Koh Samui, måske tager jeg til Borneo og hilser på nogle orangutanger eller måske tager jeg til Indien og siger dav til en hellig ko - alt er åbent og dét i sig selv er en fantastisk oplevelse.