Modsætninger mødes......

I går skete det igen – min kærestes ugentlige klagesang over at jeg endnu engang havde efterladt badeværelsesgulvet i oversvømmet tilstand, ikke havde hængt de våde håndklæder op og i øvrigt ikke havde lukket lågen til mikroovnen, ikke sat min thedåse på plads osv osv. Brokkestrømmen endte med at han satte sig tungt ned og sagde; ”Det er derfor jeg ikke vil have børn – jeg har allerede det største barn i dig”, hvorefter han tomt stirrede frem for sig og efter en lille kunstpause mumlede; ”det er hårdt at være alenefar”.

Indrømmet – jeg er hvad man på godt gammelt dansk kalder et rodehovede. MEN jeg vil påstå at jeg er uden skyld - det er indkodet i min DNA, en genetisk defekt om man vil. Rødhårede mennesker er også resultatet af en genetisk defekt og dem render vi jo ikke rundt og er sure på, blot fordi de er rødhårede – det er præcis det samme med rodehovederne - vi kan ikke gøre for det!
Jeg er tilsyneladende født uden et ”rod-registrerende-center” i hjernen og denne mangel tillader således at der skal en signifikant mængde af rod til, før at JEG opfatter det som rod, i forhold til hvad ”normale” mennesker opfatter som rod. Jeg ser simpelthen ikke rod og har aldrig gjort det. Da jeg var lille skulle jeg bestikkes til at rydde op på mit værelse – eller i hvert fald trues med at samtlige barbiedukker og my little ponies ville tage per­manent op­hold i skraldespanden hvis jeg ikke fik fingeren ud og kom i gang.
Efter jeg er blevet ældre har min mang­lende organisering også bidt mig i røven op til flere gange – jeg er for eksempel ikke i stand til at lægge mine nøgler et sted hvor jeg rent faktisk også kan finde dem igen, ligesom jeg op til flere gange har været nødsaget til panisk at gennemrode min lejlighed blot timer inden jeg har skullet ud og rejse i jagten efter mit pas. I forhold til nøgleproblematikken er jeg dog fortrøstningsfuld, eftersom jeg netop har set at man kan få en nøglefinder til den nette sum af 100 kroner i Imerco og sådan én burde nok stå øverst på min ønskeliste i år – men hvad forhindrer mig i at smide nøglefinderen væk? Så skulle jeg også til at investere i en nøglefinderfinder…….det lyder som skruen under ende.

Da jeg boede hjemme var det nemmere – min mor havde særlige evner til at finde ting, der tilsyneladende var usynlige for mig.

Mor; ”Har du kigget i øverste skuffe i kommoden?”

Mig; (med en ”selvfølgelig, tror du jeg er åndssvag mine”) ”Ja mor selvfølgelig har jeg det – jeg har nok kigget i den skuffe tyve gange og der er den altså ikke!”

To sekunder efter åbner min mor selvsamme skuffe og fisker den eftersøgte genstand frem……..”Er det den her du mangler?”.............

Meget kan man sige om min mor – det kan godt være hun kan være nået halv­vejs til Vejle, inden det går op for hende at hun skal til København – men finde ting, dét kan hun altså! Min far har vist også efterhånden vænnet sig til – og lært at leve med sin glemsomme og distræte datter, der konstant låner ting af ham, for blot at glemme at aflevere dem tilbage igen. Når min far således mangler noget er det derfor oftest mig han først mistænker. Hvis jeg benægter at ligge inde med tingene, spørger han min bror og hvis han også benægter – så MÅ det være mig, der har tingene (min benægtelse besværliggø­res i øv­rigt ofte også af min kæreste, der står bagved og siger; ”JO du har da lånt bagagevægten Lotte!”). Men essensen af ovenstående er, at min brors nej tages for gode varer, hvorimod mit nej mere opfattes som et; ”tjoooo jeg har muligvis tingene, men jeg kan ikke huske jeg har lånt dem, ligesom jeg i såfald ikke kan hu­ske hvor jeg har lagt dem.” Så meget for tillid! Desværre må jeg jo erkende at mistilliden er berettiget, da det oftest ender med at jeg brødbetynget må tilstå at det dér cykelstativ til bilen jeg insisterede på jeg ikke havde, alligevel på mystisk vis stod ude i værktøjsskuret.

Nogle siger at det tit er kreative mennesker, der er rodehoveder, men ikke engang dét kan jeg påstå at være – tværtimod faktisk. I skolen hadede jeg billedkunst, musik og alt der i øvrigt bare lugtede lidt af langhårede kreative udfoldelsesmetoder - hvilket jeg i øvrigt stadig gør. Jeg ville også gerne kunne sige at mit rod er den slags rod, der er orden i. Det er der faktisk også tit……..…ej okay nogengange………….ej okay sjældent. Min kæreste har længe forsøgt at opdrage på mig, desværre uden større succes og deraf de til tider lettere hysteriske anfald han får engang imellem; ”Jeg forstår bare ikke det kan være så svært at sætte tingene på plads efter du har brugt dem???”, siger han med en opgivende mine. Og nej, det gør jeg jo egentlig heller ikke, men samtidig synes jeg også det er fjollet at jeg skal sætte ting væk, når jeg ved at jeg skal bruge dem igen senere! Hvorfor skal jeg sætte min thedåse væk, når jeg ved at jeg skal have en kop the mere? Så kan den da ligeså godt stå på køk­ken­bordet og vente til jeg kommer tilbage, i stedet for jeg skal til at lirke den ned fra hylden på ny. Jeg kan selvfølgelig godt se at de ting jeg skal genbruge i løbet af en dag akkumulerer sig og muligvis kunne efter­lade et rodet indtryk, hvis man ikke er klar over min logik – pointen er jo at jeg skal bruge det hele igen..…..liiiiige om lidt, liiiige om et par timer, liiiige om et par dage……..og så er det da fjollet at stille det hele på plads igen.

Jeg tror dog at mit nytårsfortsæt er at jeg vil gøre en ekstra indsats for at forsøge at se rodet, selvom det strider mod min natur. For det kan godt være at det er hårdt at være ”alenefar” med et barnligt rodeho­vede, men det er altså heller ikke nemt at være et barnligt rodehovede med en rengøringsemsig ”alenefar”.

"ALLE ELSKER ZUMBA"

Jeg er – og har altid været - enhver fitnessinstruktørs mareridt. Der er især én instruktør i mit lokale fit­nesscenter, som ser umådelig livstræt ud når hun træder ind i holdsalen og opdager mig stå nede på bagerste række, viklet ind i et sjippetorv eller på anden måde i karambolage med de remedier, der skal anvendes til dagens træning.

Jeg er hende, der hopper til højre når alle andre hopper til venstre, jeg er hende der vælter over stepbænken i stedet for at hoppe elegant op på den, og jeg er hende der - om det så gjaldt mit liv - aldrig kommer til hverken at kunne klappe eller steppe i takt. Sidste gang jeg havde meldt mig på et af disse motorisk udfordrende fitnesshold, valgte jeg snedigt (troede jeg) at stille mig bag den ældste og tykkeste dame jeg overhovedet kunne finde, eftersom jeg i mit naive sind tænkte ”Jeg kan da KUN være bedre end hende”. Men ak - smerteligt måtte jeg sande at så snart musikken pumpede og instruktøren begyndte at råbe, for mig, uforståelige koder ud, forvand­lede denne grå og lettere overvægtige pensionist sig til en sand Jane Fonda klon, med spjæt, spark og kropskoordinering som en anden elitedanser, mens jeg selv var reduceret til en stor klods af alt andet end elegance og taktfasthed.

Set i dette perspektiv blev jeg også meget fortørnet da jeg i et blad faldt over overskriften ”Alle elsker Zumba”, for det er jeg ærligt talt RET sikker på at jeg ikke gør. Det var naturligvis i et af de her kulørte dameblade, hvor overskriften blev fulgt op med flere siders reportage om zumbaaf­hængige kvinder og diverse faktabokse, der beskrev hvordan ”zumbafeberen” havde ramt dan­skerne. Dén feber kan jeg med sikkerhed sige aldrig har ramt mig. Jeg har haft nældefeber – men aldrig zumbafeber. I virkeligheden tror jeg faktisk jeg ville foretrække nældefeber. Jeg har mildt sagt hadet zumbakonceptet siden det første gang dukkede op i TV Shop i form af en flok alt for overenergiske, lidt for solariebrune mænd og kvinder med store colgatesmil, der hidsigt svin­gede hofterne til latinske rytmer i mit fjernsyn.

Unødvendigt at sige, følte jeg mig dybt krænket over den grove generalisering i bladets overskrift. Men eftersom jeg aldrig havde prøvet zumba og i øvrigt er opdraget med, at man ikke kan sige, man ikke kan lide noget hvis man ikke har prøvet det - hvilket jo i virkeligheden er noget værre vrøvl, for jeg er ret sikker på at jeg ikke ville bryde mig om at svømme i hajfyldt farvand i et sælkostume, blive indsmurt i afføring, eller danse nøgen rundt nede i mit lokale supermarked kun iført en hat af broccoli og det på trods af at jeg aldrig har prøvet noget af ovenstående (omend jeg engang faldt i en hundelort og fik hele knæet smurt ind i dét, der må have været en mavesyg hunds efterladenska­ber) - besluttede jeg derfor at udforske denne verden af hoftevrikken og danseglæde. Jeg var mu­ligvis ikke helt objektiv da jeg gik ind i projektet, men min første – og eneste – oplevelse med zumba blev præcis som jeg havde forudset: De femten mest ydmygende minutter i mit liv! – kun overgået af den gang jeg fik mylderbæ på toppen af et bjerg i Himalaya og sked i mine termounderhylere. Og JA jeg udvandrede rent faktisk efter blot femten minutter i zumbahelvede!

Jeg kan derfor nu med sikkerhed fastslå at jeg IKKE elsker zumba og er derfor ved at udforme et høfligt brev til pågældende dameblad for at få rettet op på den grove generalisering, de udøver i deres magasin. Så hvis I ser et genoptryk med artiklen ”Alle elsker zumba – på nær Lotte”, så har redaktøren været lydhør overfor min bøn og retfærdigheden er sket fyldest.

Zumbafeberen har altså ikke ramt mig, men hvis den morgen kommer hvor jeg vågner med utve­tydige symptomer på zumbafeber (utidig lyst til at høre reaggaton, ukontrollerbar vrikken med hofterne og et desillusioneret sind, der fortæller mig at jeg er en fræk lille latina, der sjældent har set mere sexet ud end når jeg erotisk ryster mine appelsinhudsballer), så håber jeg virkelig at der findes en vac­cine!  

Kæmpe stort tillykke til MIG! (Thailand 2013 - fjerde blogindlæg)

Så oprandt den længe gruede dag…….farvel til de ungdommelige tyvere og goddag til de fuldvoksne tredivere. Let's face it; fra nu af går det kun én vej med min krop - nedad. Ikke kun figurativt ment, men også helt bogstaveligt talt - ældre damer ligner jo generelt nogle, der er blevet hevet aaaalt for meget i og jeg er overbevist om at hiveriet starter omkring de tredive! Goddag til begyndende kropsforfald, appelsinhud, smilerynker, vinkedeller, åreknuder og pludseligt nyopståede fedtdepoter.

Goddag til voksenproblemer og hyppige spørgsmål om udsigten til forplantning, fra folk der ikke forstår man kan være tredive og stadig ikke har avlet sit eget afkom. Jeg har dog en tommelfingerregel, der siger at man ikke skal få børn før man kan holde liv i sine stueplanter i mere end en uge ad gangen, så pt ligger familieforøgelse altså ikke i kortene, eftersom min toiletbregne stadig har til gode at nå at opleve dens én uges fødselsdag. Den lille tykke dreng der har siddet og sparket mig i ryggen det meste af turen fra Phi Phi til Krabi er heller ikke just med til at give kløe i æggestokkene og han får da også en solidt plantet albue lige i fjæset næste gang han rejser sig og går forbi mig - tak for de sidste 30 minutters "rygmassage" kammerat! BANG!

Min 30 års fødselsdag startede i Krabi, som vi var taget til aftenen i forvejen efter at have tilbragt en uge i summercampen med engelskundervisning. Så jo - jeg er nu officielt engelsklærer og altså hverken fakir, elefantdressør eller tuk tuk chauffør - om end elefantdressering og undervisning muligvis kan komme ud på ét……nogle gange tror jeg i hvert fald at eleverne ville huske de engelske gloser bedre hvis jeg havde lov til at slå dem oveni hovedet med en gren eller sparke dem bag ørerne mens jeg sidder på ryggen af dem. Selvom jeg virkelig forsøger at komme i kontakt med min indre pædagog - som jeg har døbt Hanne - så er det godt nok op ad bakke med eleverne og deres engelskkundskaber! Hanne har derfor en tendens til sommetider at forvandle sig til mit alter ego Svend, der er bedst til at drikke bajere og råbe; "så skål da og skide være med det!". Nogle af jer har muligvis allerede stiftet bekendtskab med Svend - han drikker sig ofte meget mere fuld end han burde og selvom han godt ved han har drukket for meget, så går han ikke hjem - tværtimod - Svend bliver hængende som tyggegummi under skoen og bliver mere og mere højrøstet som aftenen skrider frem. Når Svend begynder at danse, så ved man at den er HELT gal! Så er Svend nemlig så fuld at han kommer til at spendere hele næste dag - og muligvis også dagen efter - med hovedet i toiletkummen til et knap så glædeligt gensyn med det der engang var fadøl og jægerbombs. For det meste når Svend dog at blive sulten inden han begynder at danse, så han lister for det meste hjem når det går op for ham at Macdonalds eller pizza pusheren er ved at lukke. Hanne vil gerne bare spille guitar, sidde i rundkreds og synge kumbaja my lord mens hun laver pileflet og drikker kaffe, men indimellem stikker Svend altså sit grimme ansigt frem, så Hanne nogle gange bare har lyst til at råbe "arghhhhhh……hvis du stadig ikke efter halvtreds forsøg kan udtale ordet "school" så kommer du sgu nok heller aldrig til det - skål og skide være med det!".

Det var således godt for både Hanne og Svend med et lille afbræk fra undervisningen og en tur tilbage til civilisationen. Om morgenen den 12. april vågnede jeg således op i en stor dobbeltseng på et spa resort i Krabi og lå længe under dynen og ventede i håbet om at hele min familie ville komme brasende ind med fødselsdagssang, nybagte boller og en kæmpe brunsvigerdame! Det skete dog ikke, så mens jeg ventede på at resten af forsamlingen vågnede, hoppede jeg i poolen hvor jeg sang fødselsdagssang for mig selv, mens jeg reddede diverse nedstyrtede insekter op af vandet. Desværre forstod insekterne vist ikke helt min venlige gestus, for der gik ikke mange minutter fra jeg havde fisket dem op til at jeg kunne gentage seancen. Set i bakspejlet har de måske afholdt deres egen lille rescue camp, som jeg så groft har ødelagt ved at blive ved med at insistere på at katapultere dem op på poolkanten - eller også syntes de måske bare at druknedøden var at foretrække i forhold til min skønsang.
Efter lidt morgenmad gik turen atter til Phi Phi for at fejre thailandsk nytår (Songkran) som i bund og grund kan oversættes med "vandhelvede" (jeg kunne også have brugt ordet "vandfest", men eftersom jeg det meste af dagen har været marineret i en blanding af vand, rød frugtfarve og barberskum og pt er ret sikker på at min grå strandkjole aldrig bliver grå igen, så faldt valget altså på helvede). Songkran'ens realiteter gik op for mig, da jeg forsøgte at snige mig uset ned på stranden, men blev overfaldet af en flok morgenfriske bøller med vandgeværer, der gik til angreb med ordene "Oh look, she is waaaaay to dry - get her!!!". Herefter lå jeg i fire stive timer på stranden, op og ned af en højtaler, der spillede den samme Songkran festsang om og om igen - smølfeversionen naturligvis, intet mindre kunne da gøre det! Smølfetorturen (jeg ved ikke hvordan en smølf lyder når den bliver tortureret men mit bedste bud ville være præcis ligesom den forbandede Songkransang!), blev kun afbrudt af ham den døve tosse, der havde udnævnt sig selv til DJ i dagens anledning og engang imellem brød ind med et "Let's party" eller "Haaaaappy Songkran". Omkring frokosttid opgav jeg håbet om at larmen nede på stranden ville ophøre og jeg traskede derfor op for at finde et sted at hvile ørerne og få noget mad. I mens jeg havde ligget ved stranden var byens gader dog pludselig for alvor blevet forvandlet til rene krigszoner og jeg nåede ikke langt før jeg blev marineret i den føromtalte kombination af vand, barberskum og rød frugtfarve. Herefter overgav jeg mig til Songkran ånden og fandt mig selv hoppe rundt og ligne en druknet rødbede i Phi Phi's gader, indsmurt i rød farve og med lidt for mange chang øl indenbords.

Songkran i fuld gang!

Maria og jeg blev introduceret for et thailandsk band som lynhurtigt fandt guitaren frem og så blev der ellers spillet Green Day, Nirvana og Pearl Jam og til min egen rædsel - og sikkert også til mine tilhøreres - var jeg den i selskabet, der skrålede allerhøjest. Typisk Svend altså!!! Senere fandt jeg mig selv trampe rundt til techno musik nede på stranden og seriøst overveje at deltage i ildsjipning - og ja, det var helt bogstaveligt et sjippetov med ild i - men heldigvis var jeg fornuftig nok til at se det uhensigtsmæssige i at spilde en helt nyåbnet øl på ildhopperi og nøjedes kun med at iagttage de andre tosser brænde fødderne og spilde dyrebare øldråber ud over det hele. Efter lidt for meget techno tramperi gik det desuden op for mig at jeg ikke var tyve år længere, så jeg lod strandfest være strandfest og traskede hjem mod mit hostel. På vej hjem syntes jeg dog jeg havde fortjent et pizza slice, efter næsten udelukkende kun at have levet af ris siden jeg ankom til Thailand - ja der er ikke meget paleo over den thailandske diæt skulle jeg lige hilse og sige! (ikke at der er meget paleo over et fesent pizza slice, men alt andet end ris var et velkomment indslag på dette tidspunkt!). Jeg fik mig erhvervet et slice og da jeg så, at der stod en hvid substans på disken kunne jeg næsten ikke tro mit eget held og ikke mindst den fantastiske turistservice det var at sørge for creme fraiche dressing til pizzaen! Efter at have overhældt mit slice med - hvad jeg i min lettere berusede tilstand, mente var creme fraiche dressing - gik den frygtelige sandhed op for mig …..MAYONNAISE! Men ikke om jeg havde i sinde at kassere det slice jeg med mundvandet dryppende fra hagen havde set frem til, så jeg åd det med mayo og det smagte faktisk ………….…….helt forfærdeligt. Det kan virkelig ikke anbefales! For at komme mig over den traumatiske oplevelse trøstede jeg mig selv med en pakke oreos, for dét ved man hvad er - der er aldrig nogle ubehagelige overraskelser forbundet med at spise oreos!

Dagen efter vågnede jeg op med en vandflaske som krammebamse og fandt først alt for sent ud af at jeg ikke havde sat proppen på, så da jeg vendte mig om på siden røg vandflasken ud af favnen på mig og omdannede lynhurtigt min seng til en mindre swimming pool. Det var her jeg blev enig med mig selv om at det var tid til at stå op og udforske Phi Phi's snorklingmuligheder - for dem var der ingen af i min seng, medmindre man syntes det var sjovt at snorkle rundt blandt oreo krummer selvfølgelig. Eftersom ingen bådsmænd ville sejle af sted med mig ene kvinde, gik jeg på jagt efter Long Beach, som skulle være en strand med mulighed for snorkling og i gåafstand fra Tonsai Bay. At gåturen derhen var en mindre overlevelsestur og at en machete, et par vandrestøvler og et kompas havde været en god ide at medbringe, havde bådsmændene belejligt undladt at fortælle mig. Efter en mindre dagsvandring med livet som indsats og i konstant frygt for at blive angrebet af de samme arrige aber der overfaldt mig i august måned på netop Phi Phi, fandt jeg omsider Long Beach.

Snorklingen var ikke fantastisk, men det lykkedes mig da alligevel at erhverve mig et par snorkelskrammer og hilse på en papegøjefisk eller to. På vej tilbage gennem buskadset var jeg dog nær blevet slået ihjel af øens planteliv.......det er sjovt at det altid er det man mindst venter, der ender med at gøre kål på én i sidste ende..........hajer, slanger, edderkopper - kom an! I'm ready for you! Men botanik!? Således havde jeg ikke taget mig i agt for at blive angrebet af en busk, men sjældent har jeg oplevet noget så smertefuldt og jeg var da også ret overbevist om at det var en slange forklædt som en blomst, der havde taget en bid af mig, så mens jeg stod og forberedte mig på en langsom og pinefuld død, kom to andre turister tilfældigvis forbi og tog det med bemærkelsesværdig ophøjet ro at jeg var lige ved at dø for øjnene af dem. I stedet for at begive mig ud på junglestien igen valgte jeg at blive på stranden hvor der da i det mindste var andre mennesker i tilfælde af jeg pludselig skulle få brug for akut lægeassistance. Den langsomme og pinefulde død jeg havde forberedt mig på kom dog aldrig og jeg har i stedet rendt rundt med en stor hævet bule på armen og et matchende sår der klør og gør ondt. Så siden da har jeg gået rundt i en kronisk tilstand af paranoia og det er altså lidt skidt når man bor ude i en jungle hvor man er omgivet af planteliv! Jeg føler mig mildest talt omringet!

Inden jeg slutter helt - lige en lille filosofisk opsummering; Når man når tredive er det tid til at gøre status; hvor er jeg? hvad har jeg nået? og hvor er jeg på vej hen?

Hvor er jeg? Lige pt sidder jeg i en jungle i Thailand og slås med en hel flok flyvemyrer, der mener at min seng er deres nye højborg og selvom det måske ikke lyder som den sjoveste fredag aften i mands minde, så er det faktisk slet ikke så ringe endda. Hvad har jeg nået? Jeg har set mere af verden end de fleste nogensinde kommer til; jeg har trekket til Mount Everest Basecamp, været ved at omkomme af højdesyge, buladanset til jeg var rundtosset på Fiji, dykket på Great Barrier Reef, set solen stå op over Machu Picchu, været på anakondajagt i Amazonas jungle, svømmet med skildpadder på Barbados, blevet overfaldet af gnavne aber på Phi Phi, overpisset mine klip klapper på samtlige squattoiletter jeg har været i nærkontakt med, boet under samme tag som en halv snes fugledderkopper i den Venezuelanske jungle, set Vietnam fra bagsædet af en motorcykel, blevet tacklet af en nøgen mand med pels på en stillehavsø, set solen gå ned over Angkor Wat, camperet for foden af Ayer's Rock, drønet op og ned af den australske østkyst i kærlighedens navn, blevet stalket af en fuglefanatiker på New Zealand, overlevet diverse snigmordsforsøg fra den globale dyreverden (og nu også fra planteverdenen), været druknedøden nær på Mekong floden, overværet en balinesisk kremering, set vilde næsehorn fra en elefantryg i Nepal og jeg kan nu skrive engelsklærer skråstreg søofficer i Thailand på CV'et samt meget meget mere. Til gengæld har jeg intet fast arbejde, ingen opsparing (jeg satser dog hver uge på at vinde i onsdags Lotto), jeg aner nul og niks om pensionsordninger, låneformer, obligationer og aktier - og om det så gjaldt mit liv ville jeg ikke ane hvordan jeg udfyldte min egen selvangivelse. Når det så er sagt, så tvivler jeg dog også alvorligt på jeg kommer til at ligge på min dødsdag og ærgre mig gul og blå over at jeg aldrig helt fik styr på definitionen af ratepension!

Hvor er jeg på vej hen? Hvor jeg er om ti år eller hvor jeg er om et halvt år ved jeg ikke, men i morgen er jeg i hvert fald på vej til Krabi for at sejle i havkajak. Hvor jeg er om en uge ved jeg ikke…..måske er jeg på spa hotel på Koh Samui, måske tager jeg til Borneo og hilser på nogle orangutanger eller måske tager jeg til Indien og siger dav til en hellig ko - alt er åbent og dét i sig selv er en fantastisk oplevelse.

Search and rescue! (Thailand 2013 - tredje blogindlæg)

Endnu engang har jeg måtte erkende at mit navn ikke er - aldrig har været - eller nogensinde bliver et internationalt hit. Således har de kære thailændere også opgivet at udtale det og de, der stædigt holder fast siger enten Lotse eller Lottéi. Niit har derfor givet mig et thainavn i stedet - "Nong Nen", der efter sigende betyder noget i retning af "too strong" eller "very fit", hvilket jeg naturligvis er svært glad for - ja, jeg kan faktisk slet ikke lovprise den mands skarpsindighed tilstrækkeligt! Jeg er overbevist om det var min fantastiske kraftpræstation af en rygcrawl og de dertilhørende armbøjninger på land, der har været udslagsgivende for mit nye navn og så selvfølgelig også bare min ufatteligt veltrænede smækre krop, der jo ligefrem oser af sundhed (lige nu oser den dog kun af prut efter et lidt for intenst bekendtskab med spicy fish curry til aftensmad).
At "Nong Nen" muligvis også kan betyde "fede Dorrit" eller "slatten nudelarm" eller alternativt - "hende med den store fede penishat" (efter min lille historie om Herman til netop Niit) - er jeg heldigvis lykkeligt uvidende om, eftersom thaisproget stadig er lidt af en gåde for mig. Jeg er dog ved at have de mest basale thailandske gloser på plads, ligesom mit ordforråd nu også tæller hele sætninger som "hvad hedder du" og "hvordan har du det". Jeg kan desuden tælle til tyve, bede eleverne om at gentage og oversætte og ikke mindst råbe om hjælp i tilfælde af jeg skulle blive overfaldet af en de store bananedderkopper, der efter min smag trives lidt for godt herude i junglen! Jeg har da vist egentlig også lært hvad de dér bananbørger hedder, men er i skrivende stund for paralyseret til at kunne huske det efter lige at have bevidnet to af de største edderkoppefætre i mands minde lave morgengymnastik i en bananpalme! Jeg løb således skrigende fra åstedet da de begyndte at træne spurter og lave englehop med alle otte behårede ben i perfekt koordinering.

Man skal dog passe på med det thailandske sprog, for man kan nemt komme galt af sted, da det kun er små nuanceforskelle, der gør at et ord går fra positivt til negativt. Således har jeg muligvis rendt rundt hele morgenen og råbt "very bad, very bad!!!" efter alle eleverne i stedet for "quick, quick" - hvilket jo basalt set nok ikke er særlig pædagogisk! Et ellers tilforladeligt ord som "smuk" bliver til et af de værste bandeord (de har ikke ville give mig en konkret oversættelse - så det må virkelig være et slemt ét af slagsen!) hvis det udtales ligesom jeg åbenbart har tendens til, så det har jeg nu helt pillet ud af mit thailandske ordforråd, men tænker at jeg altid kan undskylde mig med Tourettes Syndrom hvis jeg en dag skulle komme til at sidde og råbe "klamme spasser" eller "pikfjæs" efter eleverne i den tro at jeg råber noget sødt.

De sidste tre dage har jeg tilbragt nede på stranden i Ao Nang, hvor jeg har leget en kombination af marinesoldat og baywatch. A la GI Jane møder CJ - eller måske nok i virkeligheden mere Mitch…….ikke fordi jeg kan prale af samme prægtige brystbehåring, bevares - det er kun de færreste der kan det, men mere fordi en badedragt som Pamela Andersons nok ikke lige var faldet i god jord hos de konservative thaier jeg har min daglige gang med. Jeg har endnu ikke set skyggen af et klasselokale eller hørt nogen snak om engelskundervisning, men mig som en del af søværnets operative kommando i Krabi - ja da! Oplagt! Så mine evner i vandet må jo alligevel have imponeret dem på trods af min akutte tyfusfrygt og irrationelle hajfobi. Jeg har således været med til at afholde en "marine rescue camp", som Phi Phi International Community Centre (som Khun Poo er leder for), i samarbejde med "marine rescue operation center Krabi" står for afholdelsen af - og et sted derimellem er jeg så kommet ind i billedet. Jeg har derfor de sidste tre dage drønet rundt og lavet squats og armbøjninger og bijobbet som pauseklovn når jeg fra tid til anden blev hevet frem foran eleverne og på militær maner fik råbt en masse instruktioner på thai, som jeg naturligvis kun kunne improvisere mig frem til betydningen af - til stor morskab for mit "publikum". Al denne fysiske aktivitet er blevet udført i en tyk, langærmet rullekrave i 38 graders varme med teksten "search and rescue" og jeg er derfor nu den stolte indehaver af en usædvanlig rød næse i kombination med en usædvanlig hvid overkrop. Rullekravetrøjer har da bare aldrig været et strandhit!? 

Action shot fra rescue camp

Hele formålet med campen var at eleverne skulle blive i stand til at redde liv langs Krabis kyster som fremtidige, frivillige livreddere, men eftersom halvdelen ikke kunne svømme og størstedelen af tiden blev brugt på at lære at marchere, gå i geled, synge sange og en milliard million udstrækningsøvelser - så kan jeg godt tvivle på hvor mange liv de i fremtiden kommer til at redde - umiddelbart tror jeg de skal være glade så længe de selv kommer levende op af vandet! Jeg ved i hvert fald ikke hvornår det at kunne gå i geled, marchere i takt og korrekt udførte udstrækningsøvelser nogensinde har reddet menneskeliv?!? Lige pt er det jo en flok livreddere, der er nødsaget til først at iføre sig svømmeluffer og matchende korkbælte inden de kan komme nogen som helst til undsætning og i øvrigt også tror at de slet ikke kan hoppe i vandet uden at strække ud i mindst en time først! Så hvis man har tænkt sig at ligge sig til at drukne i Krabi-området, så er det nok en god ide liiiiige at advare en times tid før, så livredderne kan nå at varme op, synge en sang om kongefamilien og puste svømmeluffer op.

Udover jeg således har min daglige færden med direktøren for søværnets operative kommando i Krabi, er jeg også blevet præsenteret for en overbetjent fra Krabis turistpoliti, der tilsyneladende ikke har noget bedre at lave end at køre vores lille forsamling frem og tilbage mellem hvor vi bor og til Ao Nang. Nu tænker I sikkert det samme som jeg gjorde; "turistpolitiet……så må han jo nødvendigvis være knaldgod til engelsk!"………men ak nej. Et godt råd herfra - lad være med at kom til skade eller bliv overfaldet i Krabi, for det eneste spørgsmål du i så fald muligvis bliver stillet er "you drink whiskey or beer?". Det er i hvert fald det eneste spørgsmål han har stillet mig som jeg rent faktisk også forstod - på trods af det kom midt i en ellers uskyldig konversation om vejret. Han er desuden meget interesseret i mig og jeg skal derfor altid sidde oppe på forsædet hos ham, mens jeg egentlig helst vil slippe for ham! Ikke kun på grund af den rungende og akavede stilhed, der altid ender med at herske når vi er nået halvvejs til Ao Nang, som følge af hans ufattelige dårlige engelskkundskaber, men især også fordi han altid har en stor bussemand til at sidde og flagre i det ene næsebor. Jeg kan bare ikke rigtig koncentrere mig om at starte en samtale, når jeg som hypnotiseret sidder og kigger på den flagrende bussemand og forsøger at afgøre om den vitterligt er begyndt at vinke til mig eller om det bare er min fantasi, der spiller mig et puds - forhåbentligt det sidste!

Jeg slipper heldigvis for vinkende bussemænd de næste mange dage, da turen efter endt rescue camp nu i stedet går til summercampen hvor jeg muligvis omsider vil finde at jobbeskrivelsen "engelsklærer" kommer til sin ret. Det kan også være jeg ender som elefantdressør, fakir eller tuk tuk chauffør - man ved aldrig hvad morgendagen bringer hernede! :)

Herman - the big fat cockroach (Thailand 2013 - andet blogindlæg)

"Arghhhhhhhhhhhhhhhhhhh!!!!!!!!". Den lumre thailandske nat gennemsyres af mine paniske skrig mens jeg vælter ned af sengen i noget, der minder om et halvt rullefald (et meget lidet graciøst ét af slagsen vel at mærke) eftersom jeg i mit desperate flugtforsøg har fået mig selv så viklet ind i sengelagenet at jeg nu ligger hjælpeløst i benlås på gulvet. Uret viser to om natten og jeg er netop brat blevet revet ud af min skønhedssøvn ved at noget stort og ubestemmeligt er landet med et bump i hovedet på mig. Mens jeg stadig indviklet i sengelagenet forsøger at orme mig så langt væk fra sengen som muligt, formår jeg at famle mig frem til lyskontakten og synet af min overfaldsmand udløser prompte endnu et rædselsskrig. På min hovedpude sidder en stor, fedladen kakkelak med lange krogede følehorn, der med et "hvad-skete-der-udtryk" a la Hanne fra Blinkende Lygter (lige efter at Thorkild har givet hende en velplaceret knytnæve i fjæset), ser mindst lige så forskrækket og forvirret ud som jeg selv. Kakkelakkens navn er Herman og han er tilsyneladende min nye værelseskammerat. Jeg har aldrig tidligere haft en værelseskammerat, der har bungyjumpet ned i hovedet på mig om natten - eller på noget andet tidspunkt af dagen for den sags skyld - ligesom jeg heller aldrig har haft en værelseskammerat, der som Herman, render og skider alle mulige andre steder end på toilettet….eller det passer faktisk ikke - en enkelt gang har jeg boet på værelse med en italiener der sked i sengen og tissede på sin rygsæk efter en lidt for våd aften i det australske natteliv .

"For fa'en Herman selvfølgelig er det dit lort - ja jeg render sgu da ikke rundt og skider på væggene vel!" hører jeg mig selv råbe til min værelseskammerat, der bebrejdende sidder og kigger skiftevis på mig og på den udsplattede klat lort på væggen, han få sekunder forinden med meget møje og besvær har trykket ud. Måske kakkelakker også kan få dårlig mave af thaimad?

Efter Herman meldte sin ankomst er antallet af gæster på værelset støt og roligt vokset de sidste par dage og jeg tror faktisk slet ikke det er lovligt at bo så mange på 10 kvadratmeter i forhold til brandsikkerhed og minimum "lebensraum" efter gældende almene menneskerettigheder. Nu deler jeg således også værelse med tre firben, en kæmpe græshoppe, en lille springfyr af en edderkoppefætter og ikke mindst en stor tyk bille, der havde gemt sig i min trøje til morges og derfor landede på min skulder med et kæmpe splat, til så stor virak at en af eleverne efterfølgende bekymret bankede på min dør for at høre om jeg var ok. Heldigvis er ingen af mine nye bofæller de store brusebadstilhængere eller for den sags skyld de store lokumstilhængere - som Herman netop har bevist - så jeg slipper da i det mindste for kø til badeværelset om morgenen. I nat deler jeg seng med en mindre myrekoloni, da jeg dumdristigt har efterladt et stykke slikpapir på min hovedpude som de små sukkergrise har fået færten af og derfor nu grådigt patruljerer sengen i små konvojer som var det deres nye militære hovedkvarter.

Jeg er i øvrigt bange for at Herman er anledning til en frygtelig misforståelse. Forleden, da jeg var ude og hente morgenmad med Niit - direktøren for søværnets operative kommando i Krabi og en af Khun Poos samarbejdspartnere - syntes jeg lige, jeg ville fortælle ham om min gode værelseskammerat Herman - "the big fat cockroach". Jeg syntes selv det var en enormt god historie, men på trods af stor indlevelse og fremragende fortællerteknik (syntes jeg selv i hvert fald) var jeg den eneste der grinede. Desuden blev der pludselig så stille i bilen efter at jeg havde udtalt ordet "cockroach", så nu er jeg blevet helt nervøs for om grunden til den akavede stilhed var fordi Niit ikke fik "roach" med og nu tror at jeg har fortalt ham om hvordan jeg i nat brutalt blev vækket af at få en stor fed penis i hovedet! Det håber jeg virkelig ikke!!!

Jeg kan desuden berolige jer alle med at jeg hverken er død eller på nippet til det efter "svømmeundervisningen" i går. Jeg var ellers meget tæt på at kaste håndklædet i ringen og overlade min orange redningsvest til en anden, da udsigten til at hoppe i en flod så mudret og forurenet at man ikke havde nogen jordisk chance for at se hvad der lurede under én, ikke just huede mig. Men måske var det i virkeligheden meget godt man ikke kunne se noget - Don't think I would want to know! Men efter at have spurgt til alt lige fra hajer, krokodiller, vandmænd, potentielle indvoldsorme og slanger - og sikkert forvisset om at der aldrig tidligere havde været nogle mystiske dødsfald i forbindelse med en svømmetur i floden, hoppede jeg i - dog en smule tvivlsom på om jeg nogensinde kom op igen. Hvad der gemte sig under én forblev et mysterium, men oven vande kunne man desværre godt se hvad der lurede - plasticflasker, konservesdåser, mademballage og alt muligt andet affald i én, knap så skøn forening, der gjorde svømmeturen til lidt af en forhindringsbane på grund af alle de zig zag manøvrer man var nødsaget til at foretage. Det gjorde det heller ikke nemmere at man samtidig også skulle holde øje med træstammer, sejlende både, udefinerbart metalskrot og ikke mindst Nóm - verdens sødeste dreng, som også er behæftet med verdens tyndeste arme og verdens tyndeste ben. Jeg havde ellers formanet ham om, at han under ingen omstændigheder måtte vige fra min side og måtte højt og helligt love at redde mig hvis jeg var ved at drukne. Hvordan jeg lige havde tænkt at verdens tyndeste dreng skulle bjærge en stor klods af en skandinavisk ishockeyspiller, tre gange så bred over skuldrene som ham selv, ved jeg ikke, og det blev da også nærmere mig, der blev nødt til at redde ham, eftersom hans lille tynde krop slet ikke kunne stille noget op mod strømmen i floden.

Klar til svømning! Det er Nóm til højre :)

Here I go......

Da jeg ingen intentioner havde om at svømme rundt i kemikaliesuppedasen i længere tid end højst nødvendigt (hvert sekund i vandet har sandsynligvis øget min risiko for spontant at gro en hale eller et ekstra øje i armhulen) - gav jeg ham derfor mine svømmefødder, så vi ikke skulle ligge og rode rundt ude i floden hele dagen, da jeg simpelthen ikke kunne overskue konsekvensen af måske at skulle gå og glo ind i min egen behårede armhule dag ud og dag ind. Mens jeg ventede på at Nóms små tændstikben fik skabt bare dét, der mindede om fremdrift, havde jeg rigeligt tid til at ligge og kigge op på den smukke himmel og nød faktisk svømmeturen i fulde drag i modsætning til hvad jeg havde troet inden jeg hoppede i. Jeg panikkede dog uoverordentligt meget da jeg blev så ivrig efter at demonstrere min fantastiske rygcrawl at jeg kom til at sprøjte klamt bakteriebesat flodvand ind i munden på mig selv. Jeg kunne med det samme smage hvordan min krop blev befængt med tyfus, kolera eller en anden dødelig sygdom i takt med at flodvandet fandt vej ned gennem fordøjelsessystemet og syntes allerede jeg kunne mærke hvordan feberen pressede sig på samtidig med at koldsveden begyndte at pible. Jeg var dødsdømt! Intet mindre! - og hvis miraklet endelig skulle ske at jeg overlevede, så var jeg ikke i tvivl om at jeg ville spendere den næste uges tid med spontant at gå og skide i bukserne - forurenet vand har bare ALDRIG gjort vidundere for tarmfloraen! Men da jeg stadig skulle holde øje med Nóm, kunne jeg jo ikke bare sådan ligge mig til at dø midt i det hele - eller give los for flydende diarre for den sags skyld - så jeg hankede op i mig selv og så var der ellers ikke mere blærerøvsrygcrawl for mit vedkommende. Til min store overraskelse overlevede jeg - også uden at skide i bukserne, endnu i hvert fald (7-9-13).

Det afskyelige svedmonster (Thailand 2013 - første blogindlæg)

På vej til Krabi

Så blev kursen omsider sat mod Thailand og jeg kan allerede nu afsløre at høj luftfugtighed kombineret med ulidelig varme, ikke er et fænomen jeg nogensinde bliver fan af! Jeg er ærligt talt decideret bange for at smelte! Er det fysisk muligt at smelte og i så fald ved hvilken temperatur sker dette? Kan jeg risikere at blive reduceret til en pøl af sved når jeg mindst venter det?! Min indre termostat er under alle omstændigheder fuldstændig slået ud af kurs efter lidt af et kvantespring temperaturmæssigt - fra kummefryseren Danmark til saunaen Thailand - 38 grader, værsgo krop - "deal with it!", som Dr. Phil ville have sagt. Resultatet af min krops modvilje til forandring er, at jeg konstant ligner en, der netop er blevet afbrudt i badet og det lille svedmoustache, der partout gror på min overlæbe, er jeg efterhånden bange for er blevet kronisk. Bedre bliver det så heller ikke af, at jeg er nødsaget til at klæde mig anstændigt efter thai standard - hvilket vil sige tildækkede skuldre og tildækkede knæ, ligesom mine elskede klip klapper er et no go. Så der sidder jeg så i min burkalignende tilstand og skuler olmt til alle de andre turister, der vimser bekymringsløst forbi i badesandaler, korte shorts og tank tops, mens jeg sidder og kampsveder i converse, lang kjole og cardigan.

Mit thailandske eventyr startede da jeg landede i Krabi lufthavn og blev taget imod af Mr. Ake (udtales ligesom æg - men det skal man ikke sige til ham, for det synes han ikke er sjovt). Af sted til hotellet det gik og bedst som Mr. Ake var i gang med at fortælle mig om dengang hans finske ven Juri ved en fejltagelse havde taget en ladyboy med hjem efter lidt for mange tequila shots, var vi ved Orange Tree House som blev mit første overnatningsstop. Det blev dog lidt af en søvnløs nat for undertegnede, der vågnede frisk og frejdig klokken 3 og først efter at have ædt en pose pistachenødder og hørt tre afsnit af Mads og Monopolet igen faldt i søvn. Klokken 8.30 blev jeg hentet af Mr. Ake, der skulle køre mig til færgen til Phi Phi og som vist glædede sig til at hans babysittertjans var overstået - det kræver alligevel sin mand at holde styr på en jetlagsramt, kronisk svedende dansker, der ved hver given lejlighed lovpriser airconditionens opfindelse. Han var således også meget ivrig efter at få mig sendt af sted med færgen - faktisk så ivrig at han højt og flot sked på alt der hed køkultur og møvede sig frem til billetlugen mellem backpackere og lokale, mens jeg febrilsk forsøgte at råbe til ham at de dér tyve mennesker, der stod foran mig højst sandsynligt udgjorde det man på godt gammelt dansk kalder en KØ. Dette lod dog ikke til at stoppe Mr. Ake, der ivrigt gestikulerede at jeg skulle følge efter ham. Så nødtvunget masede jeg mig frem til ham, mens jeg undskyldte til højre og venstre og forsøgte at forklare at jeg altså blev nødt til at følge efter den lille, tætbyggede mand, der netop havde trådt dem alle sammen over tæerne. Da jeg nåede Mr. Ake havde han allerede fået råbt til billetdamen at jeg skulle have en billet til Phi Phi og kiggede triumferende på mig mens han sagde "jeg sagde jo der ikke var kø". Hvad præcis Mr. Ake så mente at de øvrige tyve mennesker foran billetlugen så lavede, ved jeg ikke, men jeg er ret sikker på de ikke bare stod der for at gøre livet besværligt for folk, der gerne ville købe en billet! Det var således også en meget brødbetynget Frk. Krammer der forsøgte at undgå alle de vrede blikke, mens hun masede sig tilbage gennem mængden med en billet til Phi Phi i hånden.

Hvis der er noget jeg har det stramt med i denne verden, så er det mennesker, der ikke besidder noget så basalt som køkultur og jeg kan blive skræmmende hidsig på sådanne medmennesker når jeg nærmest bliver tacklet bagfra i Netto af folk, der ser deres snit til at komme foran i køen ved at spæne op til en nyåbnet kasse. Pensionister, der ellers har stavret rundt i butikken med deres gangstativ, kørestolsbrugere, der ellers har haft speederen indstillet på skildpaddefart og selv de, der ikke har set deres eget skridt i flere år uden at skulle løfte maven op først, bliver pludselig genfødt på ny så snart Netto medarbejderen bekendtgører "jeg åbner kasse to". Der burde indføres dødsstraf for at springe over i køen - ja okay, en smule radikalt måske, men alternativt burde der i hvert uddeles de ondeste olferter til de, der drister sig til det. Til de af jer, der aldrig har nydt godt af en olfert så er sådan én kendetegnet ved at ens underhyler bliver hevet så usandsynligt højt op i numsesprækken at man kan blive i tvivl om de nogensinde finder vej ud igen. Og det er netop sådanne olferter jeg taler om - ikke små fesne olferter, nej - jeg mener olferter a la den stakkels fyr, der efterfølgende skulle have opereret underdrengene ud af numsen igen! Denne afstraffelse burde i øvrigt også udvides til folk, der ikke bruger blinklyset når de kører bil, folk der filer negle offentligt og folk der lægger deres gennemgnaskede tyggegummi på tallerkenen mens de spiser, blot for at proppe det tilbage i munden igen. Olferter hele vejen rundt - ja tak! Og muligvis et hårdt los i skridtet hvis ikke budskabet synker ind første gang.

Der var dog heldigvis ingen på færgen til Phi Phi, der fandt på at afstraffe mig med en olfert - eller lossede mig hårdt i skridtet for den sags skyld - men bedst som jeg sad og nød udsigten blev jeg pludselig antastet af en thailandsk mand, der spurgte om det var mig der var Lotte. Det kunne jeg jo ikke benægte - især ikke fordi det må være første gang at jeg i udlandet rent faktisk er blevet kaldt Lotte og ikke Lotti, Dennis, Lucia Jetstar eller noget andet kreativt (hvis jeg i øvrigt nogensinde skulle finde på at forfølge en karriere som eksotisk danser, så skulle mit kunstnernavn uden tvivl være sidstnævnte) og han stak mig derfor en mobiltelefon, som jeg tog imod med en antagelse om at det højst sandsynligt var et krav om løsesum fra én, der havde neglet min rygsæk i lastrummet og nu ville have penge for at levere mine sure underhylere tilbage, fordi jeg havde sprunget billetkøen over. Jeg svarede derfor med et tøvende "hello….?" i den, i øvrigt meget maskuline lilla telefon jeg havde fået stukket i hånden. Det viste sig dog at være min kontaktperson Khun Poo, som førte en laaaang samtale med sig selv eftersom jeg hverken kunne høre eller forstå hvad hun sagde. Generelt forstår jeg ikke ret meget af hvad de kære thailændere siger til mig - for det meste snakker de bare thai og satser på jeg forstår essensen, men heller ikke når de forsøger at snakker engelsk forstår jeg dem. Så jeg synes derfor selv jeg er blevet ret god til at afkode hvornår jeg skal grine eller sige "yes yes…" som om jeg da totalt har forstået hvad de lige har forklaret mig. Det glippede dog et par gange i dag da jeg startede med at grine af en sang om kongefamilien = BIG NO NO! Men hvordan skulle jeg vide at det var en sang om kongefamilien - jeg syntes bare det lød sjovt at ham manden, der sang for gik op i det med liv og sjæl og ikke var bleg for at afbryde forestillingen for at rette på en af de stakkels korsangere. Kongefamilien er hellig og enhver bespottelse er nærmest lig med fængsel, så set i det perspektiv var det faktisk slet ikke ligeså slemt da mine elever senere fandt mig skraldgrinende over et klip med en kvinde, der lige havde mistet sin datter (hvilket jeg jo altså ikke lige havde forstået) og til mit forsvar skal det siges at der sekunder forinden havde været et indslag om en bæver der kunne slå kolbøtter - det kalder jeg fandme utidig tvklipning…..medmindre det selvfølgelig var bæveren, der havde slået datteren ihjel. Nå, men essensen af min samtale med Khun Poo var at manden, der nu sad foran mig skulle hjælpe mig hen på et guesthouse eftersom Khun Poo alligevel ikke havde tid til at mødes med mig som ellers var aftalen.

Det passede mig dog fortræffeligt med en uventet fridag, som naturligvis blev spenderet på stranden i Tonsai. Jeg led dog et uventet stik af ensomhed da jeg lå og kiggede på alle kæresteparrene der gik hånd i hånd, veninderne der sladrede fortroligt, kammeraterne der spillede bold og familierne der byggede sandslot og jeg syntes pludselig det var enoooormt synd for mig at jeg ikke kunne leje en havkajak, fordi der skal to til at padle i sådan en krabat. Ikke fordi jeg egentlig havde lyst til at sejle i havkajak - jeg hader faktisk kajakker efter en lidt for lang sejltur på Amazonas floden i en kajak med defekt haleror, hvor jeg konstant blev forfulgt af botanik - men det var mere bare princippet i at jeg ikke havde muligheden for det, der gjorde mig trist til mode. Jeg kom mig dog hurtigt over min selvmedlidenhed og lod i stedet som om jeg var pot og pande med den gamle mand, der havde lejet mig en strandstol, men som vist til sidst blev lidt træt af den snaksaglige dansker og pludselig forsvandt om bag et skur og først gav sig til kende igen da jeg gik. Så meget for det nyerhvervede venskab! 

Nå, nu vil jeg se om jeg kan sove - i morgen skal jeg muligvis kastes ud i en mudret flod iført redningsvest for at lære nogle af ungerne at svømme…..såvidt jeg kan se bliver det vist mere en kamp for overlevelse end decideret svømmeundervisning eftersom der både er stærk strøm, masser af forurening og masser af vraggods man kan kollidere med! Oh yes - endnu en spændende dag i Thailand er i vente :)

Kunsten at squatte...... (Cambodia 2010 - tolvte blogindlæg)

Man ved man har været for længe væk fra civilisationen når man spontant bryder ud i en lille sejrsdans ved synet af et toilet med kumme, bræt, træk og slip funktion og dertilhørende toiletpapir! Efter vores ankomst til Cambodia er det blevet til et knap så glædeligt gensyn med de evigt interessante squat toiletter, som jeg hermed kan konstatere at jeg ikke er blevet bedre venner med siden sidste gang jeg stod ansigt til ansigt med sådan en form for lokumskrabat! Jeg er nemlig tilsyneladende ikke blevet klogere på hvor den vildtfarende tisstråle er rettet hen og bedst som jeg tror jeg har indstillet sigtekornet korrekt og fundet den tilpasse tissehastighed - således resterne fra dagens 48 diet cokes holdes i én konstant stråle, der perfekt rammer hullet i jorden (som jo essentielt er hvad et squat toilet er) - ender jeg alligevel med tis alle andre steder end dér hvor det burde være!

Det er en knivskarp grænse, der adskiller succes fra urinstænkte klip klapper - for blot et sekunds uopmærksomhed vil få strålen til at dele sig således man pludselig har et brusehoveds lignende scenarie at holde styr på mellem benene! Unægteligt vil udbryderstrålerne vælge vejen ned ad inderlårene som foretrukken rute, således man ikke kan undgå at endestationen hedder klip klap et og to og ikke just gør fænomenet "at dryppe af" nemmere! Således vil man altså stadig kunne opleve undertegnede komme ud af et squat toilet med uringennemblødte sko, fødder, bukser - ja you name it, fordi operation "squat tisning" endnu engang på det grusommeste er slået fejl! Jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår konceptet bag et squat toilet - selvom det umiddelbart er ret simpelt; ram hullet i jorden! Men hvori ligger komforten i at sidde og træne lårmuskler mens man tømmer blæren? Siden hvornår har det været meningen at mælkesyre skal være en del af det daglige toiletritual? I teorien er det jo en fantastisk hygiejnisk opfindelse i og med at der ingen kontakt er mellem baller og et bakteriefyldte toiletsæde, men når ligeså tekniske håbløse toilet squattere som jeg selv vælger at lave nummer to på et sådan toilet, udvikler det sig ofte til en noget griset affære og derfor er disse toiletter næsten altid det stik modsatte af hygiejniske! Især når toiletpapir lader til at være en overflødig faktor på sådanne steder! Dette medfører at man ikke blot skal tage højde for de ovenstående beskrevne udfordringer, men også skal lægge kræfter i at sidde og fægte med armene for at forhindre afføringselskende fluer i at udse sig ens endetarmsåbning som det perfekte sted at fejre sønnikes Bar Mitzvah.

De cambodianske squat toiletter er ikke blot en udfordring i sig selv, de gemmer også på en ekstra lille bonus, da man her både skal koncentrere sig om at ramme hullet i jorden samtidig med man skal holde øje med de kæmpe ottebenede uhyrer, der faretruende hænger og dingler over hovedet på én. Det er efterhånden ikke et særsyn at se Frk. Krammer komme væltende ud af en toiletbås med shorts'ne nede om anklerne, et vildt udtryk i øjnene og armene fægtende desillusioneret i luften fordi jeg er overbevist om at jeg netop er blevet offer for en stor lodden spindefætter, der har gjort det til en kunst at overfalde sagesløse tissetrængende turister når de i den meget lidet flatterende squat stilling forsøger at balancere over hullet i jorden! Det lader desuden til at edderkopperne er blevet mere aggressive efter Carsten har ædt en af deres artsfæller, så jeg kunne godt være bekymret for at deres hævn ender med at gå ud over mig! Jeg kan se det for mig; bedst som jeg sidder med røven bar og udregner vindhastighed, skråningsniveau og alle de andre ting, der er vigtige at vide for at kunne udregne den nøjagtige frekvens hvorved den forestående tisning skal foregå, risikerer jeg pludselig at blive antastet af lille Peter edderkops meget store behårede fætter med ordene; "Wolla din kæreste åd min f***in' fætter, så nu æder jeg dig"!!!! (Hvorfor edderkoppen pludselig taler som om den er bosat i Vollsmose, kan jeg ikke umiddelbart give en forklaring på men historien ender i hvert fald lykkeligt, da jeg minder den om at jeg til dagligt gladeligt svælger i store mængder svinebacon og endnu ikke kan prale af at være halal slagtet, da stikkefranserne stadig har et par liter til gode inden den etikette kan påhæftes mig).

Jeps......he ate them!

Udover de alternative toiletforhold, er det tydeligt at Cambodia er væsentligt fattigere end dets nabo til øst, hvilket de mange tiggere i gadebilledet vidner om. Til gengæld lader det ikke til at næsepilleri er et ligeså udbredt fænomen her, som det var i Vietnam, men massage-, taxi- og manicureservice synes stadig at være en yndet beskæftigelse blandt befolkningen. Stikkefranserne er dog om muligt endnu mere glubske og ihærdige end tidligere oplevet - hvilket jo ikke siger så lidt! Herudover lader det til at deres teknologiske udvikling er længere fremme end hos deres vietnamesiske naboer, således de har formået at udvikle en særlig stealth mode (eller ninja mode om man vil), så de ganske lydløst kan indkredse deres intetanende offer. På den konto er det for første gang lykkedes mig at få et myggestik i øret!

Åh ja…i den forbindelse…….Tak til salgsdamen i Spejder Sport for at prakke mig et ubrugeligt myggenet på med ordene; "I Asien er der huller til myggenetskroge på ALLE hoteller og hostels"……..NEJ det er der IKKE dame!!!! Derfor slæber jeg nu rundt på et firmatelt af et myggenet, der kun kan monteres hvis der er boret huller i loftet, hvilket der sjovt nok ikke har været på nogle af de hidtil besøgte hostels og da jeg ikke er stor tilhænger af at udøve hærværk og i øvrigt ikke har en boremaskine med i baglommen, er jeg p.t. en omvandrende nålepude for myg! Og som om jeg ikke havde nok at se til med de flyvende blodsugere, så er det nu også lykkedes mig at rage uklar med endnu en insektgruppe - denne gang myrerne! Deres vrede var dog fuldt ud forståelig da jeg ubevidst valgte at hoppe rundt oveni deres nybyggede hus, hvilket affødte noget nær ragnarok i tuen og jeg endte således med et par hundrede røde myresoldater på nakken, der skreg "skrub ud af vores hus" mens de arrigt bed mig i fødderne og truende knyttede næverne i luften med et "sådan en stor bølle - uff!". En meget lærerig og smertefuld oplevelse, der helt sikkert vil få mig til at overveje hvor jeg planter mine store plader i fremtiden!