Paranoia længe leve! (Vietnam 2010 - syvende blogindlæg)

"De jager i flok de små svin!!!!", råbte jeg forarget mens jeg febrilsk sprang op og forsøgte at flette mit myggenet ud af den gotiske knude rengøringspersonalet havde slået på det! Sekunderne inden dette scenarie udspillede sig, havde jeg netop observeret hvordan ikke kun én men hele tre myg lydløst gled forbi mig i samlet flok. Mens jeg panisk fumlede med myggenettet og bandede højlydt over det uduelige rengøringspersonale, stod det pludselig klart for mig i paranoiaens lysende skær; Rengøringsdamerne stod i ledtog med stikkefrans og resten af den vietnamesiske myggemafia! Hvorfor skulle de ellers binde råbåndsknob på mit myggenet og derved forhindre mig adgang til mit eneste sikre helle? Pludselig begyndte det hele at give mening……. vinduet, der var efterladt på vidt gab ind til vores værelse, men som rengøringspersonalet hårdnakket nægtede at tage skylden for - min yndlings BH, der på mystisk vis forsvandt fra mit vasketøj, men som dog dukkede op igen, da jeg overfor folkene i receptionen lod ordene "meget dyr" og "erstatning" falde i samme sætning. I mit hoved kædede jeg begivenhederne sammen; Vinduet var naturligvis efterladt åbent så stikkefrans og vennerne nemt kunne få adgang til vores værelse og anbringe små spioner på strategisk vigtige steder, såsom på vores morgenyoghurt og ikke mindst på mit myggenet - se venligst fotoalbum for billeddokumentation! I tilgift er der en eller anden rynket vietnamesisk vaskekone, der har set sig varm på min røde H&M BH og har derfor været villig til at udlevere mig til myggemafiaen mod betaling i form af netop denne. Det er jo åbenlyst at jeg er offer for en større konspiration her på hotellet!

Stikkefrans ligger på lur på min yoghurt...

Stikkefrans har indtaget myggenettet....

Min nyligt etablerede online forretning; "Mosquito-pleasure-and-pain-torture.com har tydeligvis givet genlyd i den lyssky myggeunderverden (af undercover årsager har jeg set mig nødsaget til at proppe et "pleasure" ind i hjemmesidenavnet, men der er bestemt ikke noget "pleasure" at spore i nogle af mine torturopfindelser, medmindre det er nogle meget sadistiske myg, der finder tilfredsstillelse i at blive udsat for lemlæstelse og offentlig bespottelse - MUAHAHAHA!!!!). Således er jeg nu en vaskeægte outlaw med en klækkelig dusør udlovet i bytte for mit bloddrænede legeme! Jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var myggemafiaen jeg havde fået på nakken, eftersom de tre myg, der netop havde passeret mig - og antændte hele denne konspirationsteori - alle var iført lange mørke trenchcoats og indbyrdes refererede til hinanden som Vince, Frankie og Tony. Dyrekøbt erfaring har lært mig at lange mørke trenchcoats normalt betyder én af to ting; Mafiamedlem eller blotter. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvilken af disse grupperinger, der oprindeligt påbegyndte moden og i bund og grund er dette også ligegyldigt, da man kan sige at formålet er det samme hvad enten man er blotter eller gangster; at skjule lange hårde genstande (Her giver jeg muligvis blotterne en del mere kredit end de fortjener!!!). Da jeg aldrig har hørt om myg med blottertendenser - eftersom de jo i forvejen ikke er blege for at vifte rundt med snablen i tide og utide - og da aktiviteterne blotning i flok og synkronblotning gudskelov stadig er forholdsvise ukendte fænomener, var det eneste logiske ræsonnement således at dette var vaskeægte gangstermyg.

Siden denne "night of revelation" - også bare kendt som "åbenbaringsnatten" på dansk - er jeg blevet offer for grov chikane grænsende til overfald! Episoden jeg refererer til udspillede sig under min daglige løbetur rundt i Hoi An's gader (ja okay måske ikke daglige, men det lød meget godt ik?), hvor jeg pludselig hørte et højt og summende "BANZAI"!!! bedst som jeg i ægte Wilson Kipketer stil (dog i en smule mindre solbrændt udgave) var i gang med sprinten. I samme sekund jeg hørte det rungende "BANZAI"!!! nåede jeg lige at se skyggen af den kamikazemyg, der nu satte kurs direkte ind i munden på mig. Til min store gru skete dette netop idet jeg havde suget en stor mængde luft indenbords, således jeg ikke havde andet valg end at synke stikkefrans, da han og hans lille flyver allerede befandt sig et sted mellem mit spiserør og min mavesæk. Mens kamikazefrans forsvandt ned i svælget på mig, fik han gurglende og halvdruknende fremstammet sine sidste ord, der umiskendeligt lød som; "JIHAD"!!! (eller måske han i virkeligheden bare råbte "Min hat"!!! eftersom hans lille pilothjelm var hoppet af under hans dramatiske landing, men jeg vælger at tro på det første eftersom jeg senere bøvsede en lille koran op i miniformat). Så det er tilsyneladende blevet et tværkulturelt anliggende at få ram på mig! Jeg er ikke længere blot eftersøgt af den vietnamesiske myggehær og den lokale mafioso, men er nu også blevet et mål for japanske kamikazepiloter med islamistisk tilknytning!

Men lad os nu glemme de blodsugende sataner et øjeblik. For det hele går naturligvis ikke kun op i myg herovre…..selvom jeg pt er ved at indsende ideer til mit splinternye tv program, jeg har valgt at kalde "Lotti - the mosquito hunter!", der på bedste Steve Irwin manér skal følge mig når jeg mudderwrestlende kaster mig over en sagesløs stikkefrans med kampråbet "Crikey - what a beauty!!!". Men nu må vi se hvad Tv2's programchef siger til det foreløbige udkast jeg har sendt ham.

Nå men som sagt, ikke mere om myg - moving on! Sidste fredag holdte vi jo afslutning for vores klasse og det endte med at blive en del mere tårevædet end jeg lige havde regnet med. Mens vi alle sad og gnaskede Oreos og Werthers Ægte - ja, ja selv erklærede ernæringseksperter må gerne synde engang imellem, især når man har fået mere end nok af ris, nudler, koriander og den inderligt hadede FISKESOVS, som vietnameserne selv synes er helt uundværlig i alt lige fra salat til forårsruller!!!! Altså, det er jo gud fri mig vel små fiskefætre der har ligget i saltlage i seks måneder, for at blive opløst til en flydende væske, der smager ligesom en fiskebutik lugter! Næææ nej du - så tror jeg blot jeg nupper et skvæt Thousand Island dressing i stedet! Nå, men bedst som jeg var i gang med at slikke papiret fra Oreos pakken tør for krummer (I'm an OREO addict!!!! - There I said it!) kom eleverne stolte op og overrakte os de smukkeste blomsterbuketter af papir, som de selv havde lavet. Unødvendigt at sige, var det to meget overraskede og rørte lærere, der i dét øjeblik havde meget svært ved at finde ordene, der kunne beskrive hvor ufattelig glade de var for gaven og ikke mindst den betænksomhed, der lå bag. De er bare de skønneste unger, der ikke kan andet end at gå lige i hjertet på én! (man kan jo faktisk ikke rigtig kalde dem unger eftersom de trods alt er mellem 16 og 23 år!). Men hold da op…for seks uger siden havde jeg ikke lige regnet med at jeg ville være mere end villig til at adoptere 19 vietnamesiske gadebørn, men det kan godt være at I derhjemme skal forberede jer på en væsentlig familieforøgelse af Krammer navnet!!!! :)

Senere i dag skal vi holde den endelige klasseafslutning med eleverne, der kommer til at bestå af en omgang boldspil i den nærliggende park. Vi har tænkt os at introducere dem for rundbold, så det skal nok ende i hat og briller! Jeg gruer blot for om jeg kan få lov til at gå i fred eller om jeg også her skal udsættes for kujonagtige overfald fra myggefløjen af. For en god ordens skyld burde jeg lige fortælle jer at min lille online neben geschäft kører strålende og jeg vil derfor bruge de sidste par linjer af denne beretning til at promovere månedens tilbud:

"Har du også en særlig myggeven, du vil gøre lidt ekstra for næste gang han overvejer at stikke snablen i dig, så har vi netop nu tilbud på denne moderne udgave af klassikeren bronzetyren, der især var brugt i oldtidens Grækenland til at indkapsle fjender og herefter riste dem over glødende kul. Så denne fantastiske opfindelse får ikke blot stikkefrans til at forsvinde for altid, men klarer også middagen i samme håndevending - efter brug af dette berømte torturinstrument, kan du nemlig efterfølgende invitere venner over på myggesteg, tilberedt i bronzetyren. Perfekt hvis du ønsker at kombinere myggemord og middag. Hvis Weber lavede torturinstrumenter, ville dette være resultatet!"

Obs: Ved bestilling af mere end 1000 enheder, smider vi ét styks specialfremstillet myggeguillotine oveni hatten.

PS: Har jeg nævnt jeg HADER myg?

When it rains, it pours.....! (Vietnam 2010 - sjette blogindlæg)

"WHAT??? NO RICE??????" Nogenlunde sådan lød det højt i fælles kor fra drengene, mens de måbende stirrede vantro på os som om vi netop havde proklameret at aftenens aktivitet ville bestå af nøgenløb, strippoker og ølstafet. Det eneste vi havde præsenteret dem for, var dog blot noget så uskyldigt som dagens danske menu bestående af frikadeller, kogte kartofler med smørsovs, råkostsalat og kogte broccolibuketter. Det var dog tre meget skeptiske drenge, der eskorterede os rundt på markedet for at købe ingredienserne til dét vi overbeviste dem om var det ypperste indenfor traditionel dansk madlavning. Markedsindkøbet var i øvrigt noget af en udfordring, eftersom det er lige så sandsynligt at finde hakket kød i Hoi An, som at Pia Kjærsgaard konverterer til islam - kort sagt et ret utopisk fænomen at forvente! Derfor så vi os selv nødsaget til at købe en stor solvarm, spyfluebesat svineklump, som vi selv måtte påtage os at hakke og partere. På baggrund af det er jeg glad for vi ikke kastede os ud i projekt medisterpølse, for så var vi nok kommet på overarbejde med at stoppe en herlig blanding af hakket svin og spyfluekompot i halvlunke grisetarme.

Frikadeller anyone?

Da vi kom tilbage til huset var rygtet om de manglende ris tilsyneladende allerede løbet os i forvejen, for det første der mødte os var duften af nykogte ris og synet af en hel fuld riskoger. Udsigten til at nyde et helt måltid uden den vigtigste komponent set med asiatiske øjne, var tilsyneladende ikke faldet i helt god jord, så bare for en sikkerhedsskyld havde drengene kogt ris, i tilfælde af de ikke brød sig om den danske kogekunst. Således lavede de da også store øjne da vi smed mælk, mel og æg ned i det hakkede svinekød og ud fra deres forargede ansigtsudtryk at dømme var dette miks noget af det ulækreste og mest blasfemiske de længe havde været vidne til! Det endte nu med at blive en stor succes på trods af den umiddelbare skepsis og selvom jeg ikke er den store dunse fan hjemme i Danmark, var det faktisk ret hyggeligt at hele hytten duftede af velkendt dansk frikadelle os! Jeg må dog indrømme at frikadelle sagaen godt måtte have endt her, men nej - duften af Danmark blev lige en tand for meget af det gode, da jeg endte med at ligge og prutte frikadellehørmere hele natten - oh yes, the frikadelle that just keeps on giving! Men det holdt da i det mindste stikkefrans og company på afstand.

Drengene i gang med menuen på trods af den umiddelbare skepsis....

Hyggelig fællesspisning :)

Om det er noget i frikadellefarsen, der har gjort at Louise tilsyneladende har fået en mild form for Tourettes syndrom, skal jeg ikke kunne sige, men hun er i hvert fald begyndt at formulere mystiske sætninger som "I am feeling a little bit naughty" i yderst upassende situationer. Således var vi ude og træne forleden, da hun svedig og rød i hovedet kom ud af fitnesscenteret og ytrede sætningen "I am feeling a little bit naughty, could I have a glass of green tee" til et forskrækket og lettere afstødt receptionspersonale, der højst sandsynligt ikke har turdet andet end at give hende en kop grøn te af frygt for hvad denne "naughty girl" kunne finde på. Ordet hun ledte efter har muligvis været "nautious" men jeg tror da nok lige personalet gloede lidt da hun sveddryppende kom ud og proklamerede "I'm feeling a little bit naughty…….." - de havde muligvis allerede set sig selv fanget i starten af en dårlig pornofilm baseret på et Flash dance tema! Så det varer nok ikke længe inden hendes finurlige ordsammensætninger bliver ledsaget af ukontrollerbare ticks og et vildt udtryk i øjnene mens hun råber "I'm feeling a little bit naughty" - "Easy tiger!!!", men når den tid kommer har jeg arrangeret at hun kan akkompagnere Hoi An's allerede eksisterende landsbytosse rundt i byen, hånd i hånd. Udtrykket "easy tiger" stammer i øvrigt fra vores oversøde energiske skrædder, der ikke kan komponere en sætning uden at få sneget et "easy tiger" ind. Det var meget sødt i starten, men pt er vi nu selv blevet så miljøskadede at vi ikke kan sige "easy" uden den lille stemme i hovedet pippende tilføjer "tiger". Dybt frustrerende når dette så tilmed fører andre animalsk- inspirerede vendinger med sig, såsom klassikeren "See you later alligator". Den dag vores skrædder beder os lukke ædespalten, ved vi, at vi i dén grad er ude på et sidespor!!!

Den lokale landsbytosse er det vietnamesiske svar på Odenses bus søren, bare laaaaaaaangt værre og en del mere usoigneret! Han går altid rundt i det samme lasede tøj, lugter højst uappetitligt og kommunikerer udelukkende ved hjælp af det, der lyder som høje dyrelyde. Herudover skal han altid lave en eller anden pludselig bevægelse, idet man løber forbi ham - for man går ikke forbi ham, man LØBER! Det er lidt ligesom de der skide irriterende Amnesty sælgere oppe i gågaden; man spotter dem på lang afstand, afventer så hvilken side af gaden de vælger hvorefter man hurtigt stryger over i den anden og håber på at man uset kan slippe forbi. Desværre har man jo aldrig set ham hippietossen, der snedigt har gemt sig bag Merlin skiltet og derfor hopper ud foran én bedst som man troede man var sluppet sikkert forbi.

Vi har nu i mange dage forsøgt at få et billede af landsbytossen, så I derhjemme også kan "nyde" samme visuelle billede af ham, som hjemsøger os dagligt - men vi er også lidt bange for at knipse "lugte Ole", for tænk nu hvis han pludselig sætter efter os med et vildt hyænehyl og med fråden skummende om munden begynder at jagte os gennem Hoi An's gader!? Det ville være direkte til en trailer til "Dawn of the Dead" eller en anden god zombiegyser, for "lugte Ole" kunne vitterligt godt henlede tankerne på en levende død og han lugter garanteret også både af forrådnelse og dårlig ånde og den størknede mylderbæ i hans lasede underbørger bidrager kun med et autentisk twist til zombierollen! At mommår og mommår her i deres store striksweatre, ikke helt ville leve op til rollen som den storbarmede blondine, der typisk løber rundt med stive babs og nutte vorter i en våd, gennemsigtig t-shirt, er jo så hvad det er, men benene på nakken og brysterne kastet over skuldrene skulle vi nok få! Tanken om at blive jagtet af "lugte Ole" er næsten mere gruopvækkende end stikkefrans i YMCA outfit!

Landsbytossen i egen høje person....ja altså ham i forgrunden hvis I skulle være i tvivl....

Regnsæsonen er jo i øvrigt omsider sat ind, så måske det pt ville være mere nærliggende at forestille sig stikkefrans i røde gummirøjsere, blomsterprikket regnslag og med en sydvest på hovedet. Det regner jo ikke bare - det vælter ned med regndråber så store og fede som Mogens Glistrups øreflipper! Men den mildere temperatur er bestemt et velkomment indslag eftersom jeg var ved at blive helt nervøs for at jeg havde groet mig et kronisk sved moustache på overlæben! Badedyret Ducky er dog virkelig savnet, for han ville have været intet mindre end et fremragende transportmiddel til at padle rundt på i de oversvømmede gader! Desværre har vi ikke set skyggen af hverken Ducky eller resten af hans australske familie, siden hele den uheldige kidnapningsepisode fandt sted. Familien er sikkert tjekket ud i ly af nattens mulm og mørke af frygt for hvem der næste gang ville blive offer for de terroriserende danskeres skumle kidnapningsforsøg. Hertil skal det siges at vi har opført os yderst eksemplarisk på det sidste og stadig holder fast i vores mommår og mommår koncept, der leves ud på bedste vis med kage, slik og film på værelset - hvem gider drikke øl når man kan sidde hjemme og nyde en kop varm earl grey med et dertilhørende stykke hjemmebag - tsk tsk altså……! I næste uge har vi arrangeret bingo aften og kryds og tværs ords workshop for resten af hotellet, så det glæder vi os meget til at beværte :b

What time is it? GALDETID!!! (Vietnam 2010 - femte blogindlæg)

Ja I læste rigtigt - Så er det galdetid igen!!! :) Jeg må venligst bede dem, der havde glædet sig til en hyggelig omgang onsdagslæsning fyldt med positivitet, blomster, hjerter og fugle der kvidrer på bedste Morten Korch maner om at stoppe med at læse nu, for dette er desværre ikke indlægget for jer! Jeg synes nemlig det er på høje tid at I derhjemme bliver indviet i den uretfærdighed vi pt føler vi er udsat for her i Hoi An. Jeg har med vilje ikke ofret ret meget spalteplads på vores praktikvært, med udgangspunkt i talemåden, der siger at hvis man ikke har noget godt at sige om folk, er det bedst bare at holde sin mund. Men nu kan jeg mærke at al negativiteten skal have afløb, for ellers tror jeg desværre aldrig min skrive mojo drister sig til at vende tilbage fra ferie og tanken om at han skal være fanget kun iført et par små speedos i Danmark hele vinteren (rygtet siger han sidst blev spottet ved Hammershus på Bornholm) er næsten ikke til at bære, så nu får I lige hele lorten serveret til morgenkaffen.

Vores praktikvært har fra starten af været lidt af et mysterium, forstået på den måde at vi ikke helt har vidst hvilket ben vi skulle stå på i forhold til ham - men det ved vi nu og det er bestemt ikke det positive ben!!! (Hvis der ellers var noget der hed et positivt og et negativt ben, så ville dette rent praktisk betyde at jeg pt stod på mit højre ben, da det må siges at være mit negative ben i skrivende stund, eftersom det er lykkedes mig at forstrække min højre hoftedelle….eller sådan føles det i hvert fald! Om det så rent fysiologisk kan lade sig gøre at forstrække sit depot af bland selv slik og kakaotoppe fra Netto, skal jeg ikke kunne sige, men tanken om at det måske i virkeligheden er alderen der trykker og at jeg i mit fremtidige livsscenarie nu også skal inkorporere "ny hofteskål" sammen med de lange slatne bryster og støttestrømperne er næsten ikke til at bære).
Nå…hvor kom jeg fra…..åhh jo vores kære praktikvært! Det var ikke det bedste indtryk vi fik af ham da vi først ankom til Hoi An eftersom han overlod os fuldkommen til os selv - ja altså han havde da lige sørget for at kremeringstaxaen fra helvede kom og hentede os i lufthavnen, men derefter hørte vi intet fra ham. Da vi endelig selv fik et møde i stand med manden endte vi med at sidde og glo ud i luften i to stive timer og vente på han fik nosset sig færdig med sit andet møde, der pludselig varede to timer længere end forventet! Vi var selvfølgelig taget derned i troen på at klokken 12 rent faktisk betød klokken 12 og ikke klokken 14, så vi havde ikke fået frokost og eftersom han hele tiden jo kun liiiige var fem minutter mere forsinket, kunne der bestemt ikke blive tale om at vi kunne gå ud og få lidt letfordøjelige kulhydrater i vores rumlende mavesække! Her skal det tilføjes at Louise minder mig om en vis Stine Krammer når det kommer til temperament og tålmodighed, så på dette tidspunkt var vores praktikvært pænt upopulær for at sige det mildt og var allerede bandet langt væk til der hvor både peberet, saltet og den helt forfærdelige koriander (som synes at være vidunder ingrediensen i det vietnamesiske køkken) gror. Det var derfor to meget sultne og svært utilfredse piger, der holdte møde med ham den første dag, men af uransaglige årsager blev vi enige om at han måske slet ikke var så slem når alt kom til alt……men nej - dette beviser bare at man skal stole på sine instinkter og at ni ud af ti gange holder ens førstehåndsindtryk stik.

Lad mig lige male jer et billede af manden; for det første ligner han mest af alt lederen af en eller anden okkult sekt, hvis ypperste mission i livet er organiseringen af et storslået masseselvmord med henblik på efterfølgende at blive skovlet op af en UFO og leve videre på planeten "Hopiåen" eller "Losmighårdtiskridtet". For det andet er manden blevet så hellig og frelst, at jeg kaster en lille smule op i munden hver gang jeg tænker på al hans prædiken om korrekt opførsel og ydmyghed. Det har Louise og jeg jo tydeligvis ikke udøvet overfor ham, idet vi ikke kaster os i støvet og kysser hans sko mens vi med et drømmende udtryk råber "Our hero!!!!" hver gang han går forbi. Nej, set i det aspekt, så har vi da helt bestemt ikke været ydmyge nok. Al denne negativitet rettet mod vores kære praktikvært udspringer blandt andet af en mail indeholdende et meget lidt konstruktivt budskab i forbindelse med vores undervisningsmateriale. Parolen om at kritik skal være konstruktivt er da så vidt jeg ved allerede beskrevet på et så lavt niveau som kommunikationens ABC eller kommunikation for dummies, men dertil er han nok ikke nået endnu. Af ukendte årsager har han sat sig i hovedet at vi udelukkende er kommet til Vietnam for at dandere den, ligge ved stranden og drikke bajere. Sidstnævnte kunne ikke være længere fra sandheden eftersom hele vores mommår og mommår koncept jo er bygget på at vi trofast ligger i vores seng hver aften klokken 21 med oreos, slikkepinde og werthers ægte lige ved hånden, mens vi spændte venter på hvad tv kanaler som HBO og Star movie mon viser som aftenens underholdning. Mommår og mommår hyggen bliver dog til tider spoleret af kommunisternes censur, da skærmen ofte går i sort hvis filmen så meget som vover at hentyde til Vietnam krigen. Hvis det derimod er japanerne eller amerikanerne, der får tæsk er det tilsyneladende ok, eftersom Pearl Harbour formåede at klare sig igennem censurens nåleøje i forgårs. Stranden er indiskutabel lækker og ikke mindst tiltrækkende, men at skulle ligge der og forkulle i seks uger er måske lige lidt for meget af det gode, så det har heller aldrig været vores intention med dette ophold. Vi har, tro det eller ej, faktisk arbejdet rigtig hårdt med vores undervisningsplan, så vi kunne give eleverne den bedste undervisning muligt.
Humor er tilsyneladende ikke et velset middel til læring set med MR. Praktikværts øjne (sådan tiltaler de ansatte deres tronende overhoved), hvilket på ingen måde stemmer overens med de observationer vi har gjort når vi underviser. Manden har tydeligvis ikke en flyvende fis føling med hvad der sker i elevernes livsverden, da han sidder fast i et forældet billede af vietnamesisk kultur, som meget blufærdig og på ingen måde under vestlig indflydelse. For guds skyld - da vi var til middag hos drengene, løb de alle sammen rundt uden trøjer på og så MTV med halvnøgne damer - kom nu ind i kampen altså!!!! Desuden har vi sammenlagt kun hilst på manden to gange af cirka en times varighed tilsammen, så hvordan han på så kort tid har dannet sig et billede af os som værende totalt inkompetente i forhold til at lave en god undervisning er for os en gåde. Det, der gør os mest frustrerede er at han på intet tidspunkt har meldt ud hvad han forventer af os, hvad han synes kunne være nogle gode temaer til undervisning osv - vi er jo for faen ikke tankelæsere som resten af hans scientology venner måske er! Manden har ikke engang været til en af vores undervisninger, så hvordan kan vi tage det seriøst når han vælger at kritisere noget han ikke aner hat og en fis om? Han har ikke engang talt med den engelsklærer, der fungerer som tolk for os og som har observeret alle vores undervisningstimer fra dag ét af, og som derfor nok ville kunne bidrage med et væsentligt positivt og nuanceret billede af undervisningsmiljøet i klasseværelset når først mommår og mommår udfolder deres pædagogiske evner. Måske han burde overveje at tilbringe mindre tid med at sidde oppe på sit kontor og trone og i stedet komme ned i klasseværelset og se hvad der egentlig sker. Flueknepper og hykler, det er hvad han er. Og så tror jeg vist også bare vi lader ham ligge lidt.

I Kommunikationens ABC, står der også at skidt kritik altid skal ledsages af noget positivt, så til det kan jeg kun sige at eleverne er dem, der gør hele det her praktikophold værd. I morgen har vi vores sidste reelle undervisningstimer hvor temaet står på grøntsager og vitaminer. Udover dette skal vi også kokkerere dansk mad til drengene i morgen aften - menuen står pt på frikadeller, kartofler og revet gulerodssalat med flutes, så det bliver spændende at se hvordan de tager imod det. Men dette skal jeg nok hæfte et par kommentarer om i næste i beretning :)

Badedyret Ducky (Vietnam 2010 - fjerde blogindlæg)

Så kan jeg vist ikke udskyde blogskrivningen længere! Tænk engang at det allerede er ti dage siden mit episke opgør med John Wayne myggen fandt sted! Ak - som tiden dog flyver når man har travlt med installering af elektrisk højspændingsfelt rundt om sit myggenet, fremstille små guillotiner og udvikle miniature masseødelæggelsesvåben…….. - det tager jo en krig at pakke, frankere og poste alle de dér bittesmå konvolutter med miltbrand og hepatitis B inficeret plasma!!! Jeg håber virkelig ikke den lokale myggepræsident har George Bush som forbillede, således jeg pludselig risikerer at bliver invaderet af en bøvsende myggehær med små spidse lillefingernegle, der smider små myggesko efter mig, mens de brænder mine trusser og under megen jubel vælter min cykel som symbol på den faldne myggefjende nummer 1 - Lotti Krammer……eller Dennis Krammer om man vil!

Som I kan høre spøger stikkefrans stadig meget i mine tanker. Nogle nætter vågner jeg badet i sved enten fordi den skæbnesvangre nat har genspillet sig for mit indre eller fordi jeg drømmer at stikkefrans er i gang med at skære sig vej gennem min forskansning i bedste YMCA stil med bar overkrop, afklippede cowboyshorts og iført et lille værktøjsbælte og gul sikkerhedshjelm. Heldigvis har jeg ikke set noget til ham siden sidste beretning, men jeg har til gengæld klasket en del af hans provokerende slægtninge, der lystigt udnytter min sårbare eksponering når jeg sidder i receptionen og skyper - så er der dømt blodsugningsbuffet med Frk. Krammer som hovedret!

Men nok om stikkefrans og hans blodsugende slæng! Dette blogindlæg vil denne gang handle mindre om bevingede irritationsmomenter og i højere grad om dét, der jo egentlig var formålet med dette ophold, nemlig min praktik. Så hold nu fast, for dette bliver et meget ambitiøst projekt, sikkert fyldt med søvndyssende facts som kun ens bedsteforældre synes er spændende læsning. Men som min mor altid har sagt "kloge mennesker keder sig aldrig" og hvis der blot er et lille gran af sandhed i dette udsagn, har jeg stor tiltro til at I vil væbne jer med tålmodighed og klare jer igennem de mindre inspirerende passager i denne beretning! So here goes nothing…………………..

Vi har allernådigst fået tildelt hele seks lektionstimer a to timer. Til dem, der ligesom undertegnede ikke stod forrest i køen da der blev uddelt matematikkundskaber i himlen - (de viste sikkert Paradise Hotel eller De Unge Mødre på storskærmen da den egenskab blev uddelt - modsat tror jeg der blev vist enten Top Gear eller Onside, da der blev uddelt multitaskings kundskaber - selvom nogen måske vil argumentere at fjernsynskigning, madspisning og kløning i skridtet også er en form for multitasking), kan jeg oplyse om at det er lig med 12 undervisningstimer i alt. Vi har således undervisning hver onsdag og fredag fra klokken 8-10, hvor vi på bedste kreative vis og på et engelsk totalt blottet for fagtermer, forsøger at formidle viden om ernæring og sundhed til vores 19 elever. Vi har bestemt fået hænderne fulde med denne klasse og til jer, der sidder hjemme og tænker - 12 timer - det er da ingenting!!!!, har uden tvivl aldrig prøvet at undervise en meget energisk vietnamesisk skoleklasse, der tilsyneladende aldrig har udøvet det dér fænomen kaldet håndsoprækning i særlig udstrakt grad! Det kræver SÅ meget overskud!!! Følelsen efter to timers undervisning kan bedst sammenstilles med at blive slået gentagne gange i hovedet med et boldbat, for bagefter at være tvunget til at tilbringe en hel dag med Sidney Lee for at diskutere selvbruner og drikke sons of b****es, for til sidst at blive indlagt til at se et 24 timers langt maraton program med Bubber i hovedrollen - SÅ træt er man i hovedet bagefter! Det er dog ikke fordi jeg ikke bryder mig om at undervise - tværtimod nyder jeg faktisk til min store overraskelse, at stå og spille kloge Åge oppe ved tavlen, så jeg håber virkelig at hvis jeg vender hjem i fodformede sandaler, med en guitar på ryggen, ildelugtende kaffeånde og en evindelig trang til at sidde rundt om et bål og synge kumbaya my lord - at der så lige er en venlig sjæl, der hiver mig til side og uddriver den onde folkeskolelærerånd, der tydeligvis har besat mig! På forhånd tak!!!!

De første to undervisningstimer fik vi til at gå med en lille introduktion, hvor vi med hjælp fra powerpoints præsenterede os selv og ikke mindst lille Danmark, der fik hele armen med billeder af kongefamilien, Den lille havfrue og HC Andersen - vi manglede i grunden blot at servere en skål matadormix, vise et videoklip fra Vild Med Dans, et billede af Bilka og Louise og jeg i ens campinghabitter, så havde den været lige i skabet! Et af de første spørgsmål vi fik fra klassen var i øvrigt noget så interessant som "How do I get fat?" Øhhhhh velkommen til den omvendte verden i forhold til Danmark, hvor temaet højst sandsynlig havde været det stik modsatte! Da Spørge Jørgen, (tilsyneladende ikke tilfreds med svaret på hans oprindelige spørgsmål) fik nys om min fede kat hjemme i Danmark, var han straks på banen igen og spurgte nysgerrigt til hvad jeg fodrede den med, siden den var blevet så stor. Så pt håber jeg virkelig ikke at staklen udelukkende lever på en diæt bestående af whiskas og knasere i troen på at han ender med en dobbeltdunk ligeså prægtig som Tyttebøvs!!! Herudover har vi undervist eleverne i makronæringsstoffer og forsøger desperat at få dem til at udtale "Carbohydrate" på et nogenlunde forståeligt engelsk, hvilket er svært når de er opvokset blandt et folkefærd hvis engelskkundskaber tilsyneladende begrænser sig til "Yes yes", som er universalsvaret på alt. Dette er MEGET frustrerende, når man nu til tider er nødsaget til at stille spørgsmål, der simpelthen ikke kan besvares med førnævnte frase, men så alligevel bliver mødt med et kæmpe smil og et "Yes yes" - nej det gør mig sgu ikke klogere på hvor toilettet ligger, medmindre du mener at jeg skal ty til lokale metoder og anrette en lille dej og en bæk af urin her på dit køkkengulv?

I onsdags startede vi timen med lidt fysisk aktivitet i form af lidt morgengymnastik, hvilket naturligvis endte i total ragnarok med ti drenge , der energisk væltede rundt mellem hinanden, mens pigerne tydeligvis ikke var helt overbeviste om underholdningsværdien af høje knæløft og sprællemænd fra morgenstunden af. Men de er nu nogle dejlige unge mennesker……Erj brugte jeg seriøst lige udtrykket "unge mennesker"??? hvor føler jeg mig da bare ældgammel nu! - jeg så lige mit fremtidige liv flashe forbi i form af Werthers ægte, fingerstrik, hinkestensbriller, lange slatne bryster og støttestrømper!!!! SUK!!!

Udover undervisningen har vi fået tiden til at gå med badedyrstyveri - ubevidst badedyrstyveri vel at mærke! Det startede som en helt almindelig torsdag morgen, men skulle ende med at få væsentlige konsekvenser for vores ry og anseelse her på hotellet. Louise og jeg besluttede os for en lille dukkert i poolen, da vi pludselig til vores store begejstring opdagede at der lå hele fire forskellige stykker badedyr, som blot ventede på at vi kastede os over dem (onde tunger vil muligvis påstå at badedyrene i højere grad var placeret direkte udenfor et hotelværelse end egentlig ved siden af poolkanten til offentligt brug, men det er blot rygter, der absolut intet har på sig). Jeg kastede omgående min kærlighed på den fantastiske oppustede and, der godt nok krævede at man havde ben som en tre årig for at sidde korrekt i den, men den fungerede nu også fint til blot at padle rundt på. Da vi blev trætte af den udmattende udfoldelse i vandet, lagde vi os op for at få lidt sol og bedst som jeg lå og nød solens stråler, blev idyllen afbrudt af en lille grådkvalt drengs råb; "Ducky, ducky - where is ducky"???? Mens jeg i al min forargelse sad og funderede over hvilken syg stodder, der kunne finde på at stjæle den stakkels

lille drengs "ducky", fangede mit blik pludselig det gule andebadedyr, der ensomt lå og sejlede rundt med bunden i vejret ude i poolen……. og så ramte realiteterne mig……… - JEG var psykopaten, der havde kidnappet ducky!!!!!!! Da drengens bedstemor omsider fik øje på den halvslatne ducky i poolen, var det et meget bebrejdende blik hun sendte mommår og mommår, der sad meget koncentrerede og fordybede i deres bøger - sjældent har videnskabsteori været SÅ interessant!!

Mens alt endnu var idyl.....

Det var alt fra Vietnam i denne omgang - jeg vender tilbage med en ny beretning så snart min skrive mojo vender hjem fra ferie, den har tilsyneladende valgt at udnytte sin afspadsering netop nu hvor jeg har allermest brug for den! Sidst jeg så den havde den et let anstrøg af solbrændthed, en cocktail i den ene hånd og var iført stråhat og små speedos, mens den brokkede sig højlydt over ikke at blive værdsat. Så hvis der er nogen, der ser min skrive mojo hjemme i det ganske danske land bedes I venligst sende den retur til Vietnam, så jeg kan få sammensat en god gedigen beretning til næste gang!

Gud, Myg og andre mærkværdigheder! (Vietnam 2010 - tredje blogindlæg)

Jeg HADER myg, så er det sagt! Intet bringer den indre sadist op i mig som de små bevingede bæster! Hvis jeg kunne gøre karriere ved at fremstille små torturinstrumenter til myg, så ville der ikke være grænser for min kreative udfoldelse. Hvem ville overhovedet savne myg hvis de ikke eksisterede? Det skal jeg fortælle jer - INGEN! Hvorfor? - Fordi de er røvirriterende og de gavner jo absolut nul og niks! NADA! Har man nogensinde hørt historien om den heroiske myg, der sniffede sig frem til lavineofre i bjergene eller myggen, der opsnusede forbrydere, lig og narkotikalagre - nej vel!? Så hvorfor hulen skal vi trækkes med dem? Var Gud bare i usædvanligt dårligt humør, den dag han skabte myggen? Eller var han bare i færd med at forme en elefant, da han tænkte "hmmm den her snabel må kunne bruges til andet end blot at drikke vand med", hvorefter han fandt en af sine andre ulidelige skabninger frem fra skuffen - nemlig fluen - klistrede en snabel på og inspireret af sin søns tossede ide om at drikke blod af hans legeme, erklærede han at snablen skulle bruges til netop dette. Men okay når det endelig skal være, så er jeg da glad for at det trods alt ikke var elefanten, der fik blodsugeegenskaben for så havde safari muligvis ikke været så populært som det er i dag!!! Så hvis Gud i virkeligheden bare er en stor dreng, der leger med modellervoks, så synes jeg ærligt talt at han skulle finde sig en anden hobby, for indtil videre er jeg ikke ovenud tilfreds!

Mit hadeforhold til myg er desværre ikke gengældt - snarere tværtimod faktisk. Myg elsker mig!!! Heri foreligger der en væsentlig interessekonflikt, som en dag uden tvivl vil føre til et historisk og skelsættende magtopgør. Den dag kom i går.......................

Men lad os lige hurtigt tage et blik ned af "memory lane", inden I får historien om slaget på værelse 103. Jeg husker eksempelvis tydeligt ferien på Barbados, hvor jeg delte værelse med min kære lillebror og vågnede op en morgen med intet mindre end 68 myggestik mod min lillebrors sølle to! Ikke just svært at gætte hvem favoritten har været vel? Og sådan fortsætter historien ellers - Nepal år 2007; Lotte 57 myggestik, Stine 5 - Vietnam 2010; Lotte 26 myggestik, Louise 0. I mit paranoide sind er jeg efterhånden overbevist om, at allerede inden jeg ankommer til et nyt land, så har rygtet om min ankomst allerede spredt sig i det lokale myggesamfund; "Psssst har du hørt at Lotte Krammer er på vej???", "Vel ikke DÉN Lotte Krammer - med de spændstige baller, den silkebløde hud og blod, der smager af nektar og honning???" (Ja I kan godt høre I er i MIN fantasi nu ikke? Muhahaha :p) Allerede her begynder de så at slikke sig om snablen, finde hagesmækken frem, smøre vingerne og øve sig på at summe så højt og skingert som muligt, så de er klar til at udgøre velkomstkomiteen i lufthavnen. Jeg er flymad for myg!!! Jeg tror at når myg skriver rejseberetninger så lyder det noget a la; Mmmmm bare stik mig en Lotte Krammer - dyb hende i hundelort og rul hende i fjer - jeg vil stadig synes hun er noget af det mest delikate jeg nogensinde har smagt! Flymad er for mig hvad jeg er for myg!!! Jeg forestiller mig at myggelarverne har små agility baner, hvor de til lyden af musikken fra Rocky filmene, ligger og laver mave-og armbøjninger med små boksehandsker på, mens de ondt stirrer på et bøvet facebook billede af mig. Træningen er udelukkende fokuseret på den dag hvor de står ansigt til ansigt med "The Chosen One" - aka Lotte Krammer.

Dagen i går var som sagt dagen hvor det endelige opgør stod. Jeg vågnede i løbet af natten af en velkendt summen ved øret og med fem dugfriske myggestik på armen - altid en god indikator på at en af de blodsugende djævle er i nærheden. Jeg gik naturligvis straks på jagt efter stikkefrans, men erkendte hurtigt at han kløgtigt havde gemt sig og måtte derfor opgive tilfredsstillelsen af at se hans lille blodfyldte myggekrop udsplattet på den hvide hotelvæg. I stedet bredte jeg mit store prinsesseagtige myggenet udover min seng og sikrede mig naturligvis at myggefar ikke havde sneget sig med ind i hulen. Og så var det, at bedst som jeg havde fundet mig til rette, hørte jeg den umisgenkendelige myggesummen og hvad herefter skete var som i slowmotion; I et kort øjeblik fik mig og myggefætteren øjenkontakt gennem nettets tynde tråde og jeg kunne næsten høre hvordan den klassiske western "show down" melodi spillede i baggrunden, mens vi så hinanden an (I ved - den melodi hvor der typisk også kommer en vindheks blæsende henover skærmen). Jeg kunne næsten se myggen iført små cowboystøvler og et lillebitte pistolbælte - budskabet var ikke til at tage fejl af: "Dette værelse er ikke stort nok til os begge to!!!". Mens vi begge åndeløst afventede den andens første træk, satte stikkefrans af og begyndte omhyggeligt og med skræmmende systematik at undersøge hver en millimeter af mit myggenet, for et potentielt indflyvningshul. Imens forsøgte jeg at bevare roen inde i min sikre hule og gik såvidt til overmodigt og provokerende at vifte min nøgne arm foran snablen på den, mens den mere og mere arrigt gennemsøgte nettet for huller udefra. Jeg vil helst undlade at gengive den ordveksling, der udspillede sig i disse intense minutter, men det var bestemt ikke pæne ord der fløj frem og tilbage gennem nettet. Efter en del "din-mor-fornærmelser" gav myggen dog op - eller summende proklamerede den i hvert fald; "Du har muligvis nok vundet slaget, men krigen er ikke forbi før den fede blodfyldte myg har sunget" og med de ord forsvandt den ud af mit synsfelt. Det sidste jeg så af den var sporene på dens små cowboystøvler glimte et sted langt væk i mørket.

I aften er jeg derfor forståeligt nok ikke helt tryg ved at lægge mig til at sove. Tanken om stikkefrans, der blot venter et sted derude i mørket på sin hævn, er altfortærende. Hvad nu hvis han i nat har udskiftet pistolbæltet med et lille harald nyborg værktøjsbælte, bestående af diverse skære- og klipperedskaber, der snildt kan transformere et ellers sikkert myggefrit skjulested til en åben middagsinvitation for nabolagets øvrige myggebestand? (Hvis det er vietnamesiske myg, der laver buffetbord af mig, tror jeg dog hurtigt jeg vågner af deres højlydte bøvserier! Så det ville da være i den eneste henseende, at deres generøse udveksling af kropslyde ville gøre gavn!). Det værst tænkelige, der kunne ske var dog hvis stikkefrans hev det tunge artilleri frem, bestående af hans gode venner; kakkelakfrans og bøvsebesses krabbelignende edderkoppefætter! Men uha....den tanke tør jeg ikke tænke til ende, så for at adsprede tankerne lidt og udskyde sengetiden, vil jeg hellere fortælle jer lidt om gårsdagens uventede udflugt til Da Nang. Turen endte med at blive lidt af en oplevelse for os begge to.....for den ene en lidt mere fysisk én af slagsen end man umiddelbart har lyst til at udsættes for hverken i Vietnam eller derhjemme for den sags skyld.....forklaring følger......

Louise har ligget syg med maveforgiftning de sidste par dage og efter at Neal fik nys om dette, smed han os på den første og bedste taxa til en lægeklinik i Da Nang. Her i Hoi An er det generelt ikke muligt at købe ting på køl udover øl og sodavand, medmindre man sikkert er villig til at donere et organ af en eller anden art og da hverken Louise eller jeg kan overskue konsekvenserne af et undvære en nyre, har vi stort set ikke fået mejeriprodukter i to uger. Så for os betød Da Nang ikke kun lægebesøg, det betød også supermarkeder og supermarkeder er lig med køleskabe og køleskabe er lig med mælk og ost - HALLELUJAH!!! (De leende ko oste, de har liggende nede på markedet i 35 graders varme virker ikke umiddelbart tiltrækkende medmindre man har et seriøst dødsønske eller trænger til at tilbringe et par dage på kummen). Så fulde af forhåbning gik det over stok og sten til Da Nang...........eller det gjorde det faktisk ikke for vores chauffør valgte af uransagelige årsager at køre 40 kilometer i timen hele vejen - om det måske var fordi han frygtede at lide samme skæbne som den bil, der havde taget turen udover den lokale bro vides ikke, men det var godt nok et tilløbsstykke uden sammenligning for de lokale, som gladeligt stod og filmede og tog billeder med deres mobiltelefoner af de forulykkede.

Der var derfor god tid i taxaen til at lægge en slagplan og kreere en udførlig dosmerseddel over savnede madvarer. Planen blev at Frk. Krammer i egen høje person - som jo ikke fra naturens hånd er velsignet med et videre veludviklet stifinder instinkt - skulle gå på jagt efter et supermarked i Da Nangs gader, mens Louise fik taget hånd om maveproblemerne. Som sagt, så gjort. Med nogle få vejinstrukser fra den søde lægesekretær begav jeg mig frejdigt af sted. Det var først efter en kilometers penge, at jeg begyndte at studse over det manglende vesterlandske islæt i gadebilledet og langsomt gik det op for mig at Da Nang tilsyneladende ikke er den helt store turistby her i Vietnam! Omkring samtidig gik det også op for mig at jeg var faret vild i downtown Da Nang. I mit naive sind tænkte jeg naturligvis at jeg blot lige ville spørge et par lokale om vej, men ak......alle jeg henvendte mig til kunne ikke formulere en eneste engelsk glose om så deres liv afhang af det og de syntes vist egentlig bare det var lidt morsomt, at jeg ikke kunne gøre mig forståelig. Ja, ha ha - morsomt, morsomt - det var jo ikke dem, der mærkede panikken brede sig i kroppen og koldsveden løbe ned af ryggen ved tanken om at være fanget i hygiejnehelvede til evig tid! So what to do? Et kort øjeblik overvejede jeg at ringe hjem til min far og få ham til at google min nøjagtige position, så han kunne tilkalde den vietnamesiske hær og få mig eskorteret sikkert ned til supermarkedet. Men bedst som jeg forsøgte at huske om min rejseforsikring nu også lige dækkede services som helikopterevakuering og militærundsætning, kom der en mand og sagde spørgende "Supermarket?", "Yes yes - please"!!! Så tog han ellers resolut min arm og begyndte at pege den i alle mulige retninger og forklare på vietnamesisk, mens han stadig brugte min arm som pegepind. Jeg skal ærligt indrømme at det ikke var meget jeg forstod af hans primitive vejvisningsevner, men essensen var vist noget i retning af; "Hør lige her søster lystig, du er så meget på afveje at der er større chance for at de finder Jimmy Hoffa inden du finder supermarkedet, så hvis du lige vil gøre os alle den tjeneste, at gå hele vejen tilbage hvor du kom fra og så ellers bare fortsætte ligeud". Så det gjorde jeg.....og sørme så om ikke der pludselig dukkede et supermarked frem i horisonten!

Men så kom næste udfordring......for selvfølgelig stod alt på vietnamesisk og selvfølgelig har de absolut ingen af de varer vi kender hjemmefra, så på med ja hatten og af sted!!! Ost, kan jeg så i bagklogskabens lys konstatere er nærmest ikke eksisterende medmindre man ynder en halv humpel emmentaler eller mozzarella på sit morgenbrød. Mælk på køl og kyllingepålæg er også en by i Rusland, men hvis man derimod lyster et stykke med svin fås dette til gengæld i alle afskygninger. Æg lugter konsekvent bare af gammel prut uanset om de er i et supermarked eller har ligget og kogt i solen på det lokale marked, så dem undlod jeg at købe! Af succeserne, der dog landede i indkøbskurven kan nævnes; tun på dåse, mayonaise, grøn the (dog ikke i teposer ARGH træls!!!), kiwier og ikke at forglemme: LOTTE PIES!!!!!! Hvad faen sker der for at de ikke kan udtale mit navn når de har bagværk, der er opkaldt efter mig!!????? (Efter dog at have prøvesmagt de famøse pies, forstår jeg godt hvorfor de ikke er så memorable alligevel! - se venligst nedenstående for mindre fotoserie!)

Wuhuu Lotte Pies!

Uhhhhh spændende - hvad mon der gemmer sig i pakken....?

Mums! Dén ser lovende ud!

Snif snif....uhmmmm de dufter også godt!

Skuffelse!!!!

Nå men uden de helt store besværligheder og kun et enkelt panikanfald eller to senere, befandt jeg mig sikkert tilbage på lægeklinikken, hvor Louise vimsede rundt med kun et håndklæde om de nedre regioner. Hyggeligt så det ud! - Senere skulle jeg dog blive sat ind i alle de frygtindgydende detaljer, der udgjorde Louises oplevelse. Lad os bare sige at det havde været alt andet end hyggeligt!!! Medmindre selvfølgelig, at ens forståelse af hygge, indbefatter at få monteret en vandslange i numsehullet og opdage, at man er så forstoppet, at man har gods nok til at fylde toiletkummen ikke én, men hele to gange efter gennemspuling af endetarmen, ja så kan man vel godt kalde det hyggeligt. Med til historien hører også, at lægen ikke var den mest informerende af slagsen, så I kan nok forestille jer Louises overraskelse over pludselig at ligge med lægens finger i rumpen! Og som om ydmygelsen allerede dér ikke var total, så foregik "udrensningen" (for nu at sige det pænt) da også lige med halv udsigt til gadetrafikken! Skønt!

Det var også her vi - med om muligt endnu større gru end sidst - opdagede lillefingerneglens tertiære funktion; pille-numse-negl. Radiografen, der tog Louises røntgenbillede valgte nemlig at spørge om hun aldrig puttede.......hvorefter han gestikulerede en finger i numsehullet (SPØRG MIG IKKE OM HVORDAN - I DON'T WANNA KNOW!!!!!) Så dén uhumske numse-, øre- og næse-bakteriefyldte lillefingernegl er fra nu af bandlyst i nærheden af alt hvad, der hedder drikke- og madvarer!

Alt i alt havde vi begge en yderst begivenhedsrig dag for at sige det mildt. I dag har vi jo så haft vores første undervisningsdag, meeeeeen det må I lige vente med at høre om til næste beretning, for det kræver lige lidt mental bearbejdning at få oplevelsen ned på papir, men hold op hvor var det en hænderne over hovedet oplevelse! Great succes!!!!!!!!!

Kram og numsegas fra Vietnam!

På Hygiejnisk Gyngende Grund! (Vietnam 2010 - andet blogindlæg)

Xin Chào Folkens!

Så har vi allerede tilbragt en uge her i Hoi An og jeg antager at I er ved at dø af spænding efter at høre hvad vi har lavet siden sidste rejseberetning, så her følger en lille update :) Jeg undskylder på forhånd negative kommentarer rettet mod den vietnamesiske befolkning, det er bestemt ikke noget personligt og jeg lover at næste beretning vil blive fyldt med en masse flatterende adjektiver og plusord, der afspejler den evige optimist som nu engang ER Lotte Krammer.......(ahem......HOST HOST!)

Siden sidste beretning har vi oplevet nogle ret hygiejnisk udfordrende dage. Og med hygiejnisk udfordrende mener jeg ikke "undskyld tjener der er en flue i min suppe" (for det er der unægteligt!!!) - nej jeg mener "undskyld tjener, deres datter sidder og tisser på mine sandaler mens jeg nyder mine rejer, ville det være muligt at kropsudskillelser af mere hårdfør art kunne blive udskilt et andet sted end hvor jeg indtager min mad?" eller "undskyld tjener, kokken har lige stået med fingrene så langt oppe i næsen, at han muligvis har beskadiget hjernestammen, er det derfor muligt at få en bussemandsfri version af deres nudelsuppe?" eller sidst men ikke mindst "undskyld tjener, ville det være muligt hvis de kunne begrænse deres ørepilleri og efterfølgende forundrede udforskning af det udgravede til efter jeg har indtaget min mad? Og i øvrigt hvis det var halvt så fantastisk som det overraskede udtryk de havde i ansigtet, da de ekskaverede det, synes jeg de burde overveje at udstille det i glas og ramme!" (Heldigvis er de jo uvidende om muligheden af, at katapultere mig op i luften med maden serveret på en lille plasticbakke, så både urin, ørevoks og bussemænd blot ville være et velkomment gastronomisk indslag!).

I relation til ovenstående, har vi til vores store undren, observeret den sylespidse lillefingernegl, som alle mændene hernede obligatorisk har valgt at gro. Det er nu lykkedes os at afdække mysteriet om neglens funktion; Den har nemlig en dobbeltfunktion - først og fremmest fungerer den som et værktøj til både øre- og næsepilleri, hvilket lader til at være primærfunktionen. Sekundært anvendes den til at skære plastichætten af vandflasker, hvilket vi med ophøjet gru blev vidne til da vores tjener benyttede denne metode, da han galant skulle åbne vand for os.......ikke just det man mest har lyst til at opleve, når nu man i flere dage har set hvordan primærfunktionen flittigt udøves!

Herudover har vi efterhånden vænnet os til den meget generøse udveksling af bøvseri, der forekommer i det offentlige rum. Jeg satte dog alligevel grænsen, da den ældre dame, der forsøgte at sælge mig en kjole, pludselig på bedste havnearbejder manér, luftede en højlydt bøvs i hovedet på mig, der duftede af en blanding af fiskesovs og forårsruller. Det oplever man altså ikke just hjemme i H&M vel?! Det skal lige nævnes at selvsamme biks, som "bøvsebesse" bestyrede, også var det sted, hvor vi første gang stiftede bekendtskab med det lokale dyreliv i form af en krabbelignende edderkoppefætter på størrelse med en knyttet hånd! Tror nok lige mommår og mommår her hurtigt fik benene på nakken! Heldigvis bor der ikke sådanne lodne fætre her på hotellet, ligesom der heller ikke er hajer ved vores lokale strand - det er så sikkert som julemandens og påskeharens eksistens, basta!

Gadesælgernes kontinuerlige fornærmelser er vi efterhånden også blevet immune overfor. Enten tilbyder de at fjerne vores overskæg, plukke vores øjenbryn eller også kommenterer de vores lettere udspilede maver, der er kommet på overarbejde med at vænne sig til den nye vietnamesiske diæt - "Nej jeg er ikke gravid, jeg skal bare ud og dreje en vase på størrelse med Eiffeltårnet - så gider du godt lade være med at trykke på den ellers kan jeg ikke garantere at du ikke pludselig står med en hat af nyfordøjede nudler!!" "Og nej - hvor sødt det end er af dig, at påpege at jeg ligner en forvokset flodhest med mini moustache og skovsneglebryn, så har jeg ikke tænkt mig at reagere videre positivt på dit desperate anråb "BUY SOMETHING - I HAVE EVERYTHING", for det har du jo ikke - og i så fald tager jeg gerne en stor McChicken menu med pommes frites sovs og cola TAK!!!!".

Vi har i øvrigt valgt at hive teltpælene op og forlade vores ellers fine hotel, der viste sig at være et mareridt af en byggeplads! Hver morgen klokken 7 gik de i gang med at hamre, bore og banke så voldsomt, at selv Lotte Krammers ellers veludviklede sovehjerte sagde STOP. Desuden opdagede vi jo hurtigt at vores smølfepøl, lugtede lidt af en kombination af sved og sur tissekone, så den blev hurtigt udskiftet med ture til den helt fantastiske lokale strand (hov se nu der - så sneg der sig alligevel et plusord ind i "brokkebloggen").

Tilsidst mangler jeg blot at knytte et par kommentarer til mine forældres valg af navn til mig, for ærligt talt så tror jeg ikke de gjorde sig de helt store overvejelser, da de navngav mig i tidernes morgen. Men misforstå mig ikke, jeg er frygtelig glad for mit navn - bevares hvis det er godt nok til halvdelen af hestebestanden i Danmark og ikke mindst til den meget rødhårede, fregnede pige fra børnetimen "Da Lotte blev usynlig", så er det bestemt også godt nok til mig, men internationalt set er det altså ikke et hit! Jeg er således blevet refereret til som enten Lotti, Lotle eller det lidt mere alternative og ikke mindst kreative - DENNIS! Øhhh hvor kom det lige fra!!?? Så når jeg engang får børn vil jeg gøre dem den tjeneste, at navngive dem således de bliver sparet for lignende navnetraumer. Derfor erklærer jeg hermed at alle mine fremtidige børn vil blive døbt enten BOB eller JOHN og så er jeg egentlig hamrende ligeglad med om det bliver en pige eller en dreng!

Sidst men ikke mindst skal det også nævnes at en stjernetatovering på håndleddet ikke ubetinget er en god ting, når man rejser i et land, der stadig har flag med hammer og segl blafrende i gaderne. Pludselig er jeg jo blevet überkommunisten - ifør mig en lille grøn barethat og en stor cigar og jeg ville være klar til indskrivelse i historiebøgerne på lige fod med kammersjukkerne Lenin, Mao og resten af slænget! Men måske tatoveringen kan blive min redning, hvis regeringen nogensinde skulle få færten af mine lyssky Facebook aktiviteter! :)

Håber I alle har det godt derhjemme - her har vi 35 grader hver dag og det ville være umenneskeligt at bede os om at lave andet end at ligge ved stranden - men på onsdag kalder undervisningen, så det bliver rigtig spændende! Pas godt på jer selv! :)

The Eagle Has Landed! (Vietnam 2010 - første blogindlæg)

Så blev eventyret omsider skudt i gang! Efter at have været undervejs i mere end 24 timer ligger jeg nu trygt og godt (i hvert fald efter vi fik kakkelakfrans skyllet ud i lokummet) i min seng i Hoi An. Min rejse startede da jeg i Kastrup lufthavn, vinkede farvel til min kære farmand, som jeg højt og helligt måtte forsværge overfor IKKE at miste mit boardingkort ligesom jeg formåede at gøre på familieferien til Bali sidste år. Jeg var - for at sige det mildt - ikke særlig populær i den situation, men vi fik da en fantastisk hjemmevideo ud af det! Forstil jer et scenarie, der forestiller papa Krammer hysterisk komme trampende mod kameraet, tydeligt opfyldt af tanker om bortadoption af hans eneste datter, mens undertegnede slukøret og med udsigten til både at blive bortadopteret og være fanget på ubestemt tid i Singapore lufthavn, kommer sjoskende bagefter. Den skal vist ses!!!! 

Efter at have vinket farvel satte jeg kursen direkte mod den første og den bedste bladkiosk, for at købe mig så tyk en kryds-og-tværs-bog at selv den lokale pensionistforening måbende ville gispe "det er jo LOCO det dér". Det var dog ikke meget krydsogtværs løsning det blev til på sæde 44C, da frokosten nær havde taget livet af mig - eller i hvert fald af mine smagsløg, for når Thai Airways skriver spicy i deres menukort, så mener de SPICY! Jeg burde måske have fattet mistanke da jeg - ved et hurtigt blik rundt i kabinen - så mig selv som eneste vesterlænding tage hul på min "spicy pork", mens de andre danskere sad og mæskede sig i menukortets andet valg "Coq au vin". Thaidamen ved siden af mig kunne da heller ikke lade være med at grine, da jeg kiggede på hende med blodsprængte øjne, åben mund og fægtende med arme og ben råbte "Uhhhhh HOT!". Jo tak der er vist ingen tvivl om at det kommer til at svide når dén skal retur!!!

Om det var mit valg af middagsmad, der gjorde at jeg senere vågnede forskrækket op ved lyden af....ja gæt selv.....lyden af en meget høj omgang undsluppen numsegas, der havde så meget kraft på at håret nærmest stod og blafrede på mine to overraskede sidekammerater, vil fortsat stå hen i det uvisse. Men vågen, dét blev jeg i hvert fald!

I relation til ovenstående skal det nævnes at så snart jeg sætter mine ben i en flyvemaskine forvandles jeg til et altædende monster af uanede dimensioner! Flymad er min akilleshæl! Så snart noget bliver præsenteret for mig på en lille bakke med folie i 37000 fods højde, bliver madvarer jeg normalt aldrig ville indtage pludselig ophøjet til sande kulinariske vidundere, man sjældent har set mage. Hvis menuen således lød på hakkede indvolde sauteret i en kombination af hestepis og bussemænd med dertilhørende braiserede tyrenosser, ville jeg stadig være den første til at sidde og klappe i mine små tykke hænder og henrykt udbryde "HVOR DELIKAT!!!".

Efter et veloverstået flymadsfråderi og aaaaaalt for mange timer på farten, nåede jeg dog omsider til Hanoi hvor jeg mødtes med Louise. Sammen hoppede vi på en flyver til provinsen Da Nang, der ligger fyrre minutters kørsel fra Hoi An. I drivende regnvejr blev vi fragtet i taxa til vores hotel - en sand helvedestur for mit vedkommende, da taxaen stank af rådnende offergaver, en lugt jeg først stiftede bekendtskab med på Bali og som giver mig associationer til kremering og døde mennesker og ikke mindst opkastfornemmelser! Puhhhhhh aldrig mere taxa i Vietnam, aldrig mere Bali........ikke før de får gang i noget duftfriskeri og dropper de ildelugtende offergaver. Hvem er det lige, der har fundet på at guderne lever af en blanding af rådne ris og røgelse??? FØJ! Hvad med en chokoladekiks og en kold cola i stedet?

Nå men jeg overlevede da turen, selvom det var med overvældende kvalme at jeg væltede ud af taxaen igen. Vores hotel er af ok standard - jeg har i hvert fald boet MEGET værre andre steder i verden! For den nette sum af otte dollars hver, får vi et udmærket tomandsværelse (vi blev opgraderet i dag, således vi nu har et værelse med vindue, hvilket giver lidt mindre fængselscelle atmosfære), gratis morgenmad og adgang til en lillebitte smølfepøl - som sikkert er enorm efter Vietnam standard, når nu det meste af lokalbefolkningen ikke er meget over halvanden meter.

Nu vil jeg slutte og hoppe i seng - dagen i morgen står på skrædderbesøg, afslapning og finkæmning af området efter et træningscenter på vores super seje røde lig af et par cykler, vi har lejet på hotellet og som vi med livet som indsats manøvrerer rundt på blandt knallerter, kvæg, busser, taxaer og andre cyklister!

Pas godt på hinanden derhjemme J