Ja I læste rigtigt - Så er det galdetid igen!!! :) Jeg må venligst bede dem, der havde glædet sig til en hyggelig omgang onsdagslæsning fyldt med positivitet, blomster, hjerter og fugle der kvidrer på bedste Morten Korch maner om at stoppe med at læse nu, for dette er desværre ikke indlægget for jer! Jeg synes nemlig det er på høje tid at I derhjemme bliver indviet i den uretfærdighed vi pt føler vi er udsat for her i Hoi An. Jeg har med vilje ikke ofret ret meget spalteplads på vores praktikvært, med udgangspunkt i talemåden, der siger at hvis man ikke har noget godt at sige om folk, er det bedst bare at holde sin mund. Men nu kan jeg mærke at al negativiteten skal have afløb, for ellers tror jeg desværre aldrig min skrive mojo drister sig til at vende tilbage fra ferie og tanken om at han skal være fanget kun iført et par små speedos i Danmark hele vinteren (rygtet siger han sidst blev spottet ved Hammershus på Bornholm) er næsten ikke til at bære, så nu får I lige hele lorten serveret til morgenkaffen.
Vores praktikvært har fra starten af været lidt af et mysterium, forstået på den måde at vi ikke helt har vidst hvilket ben vi skulle stå på i forhold til ham - men det ved vi nu og det er bestemt ikke det positive ben!!! (Hvis der ellers var noget der hed et positivt og et negativt ben, så ville dette rent praktisk betyde at jeg pt stod på mit højre ben, da det må siges at være mit negative ben i skrivende stund, eftersom det er lykkedes mig at forstrække min højre hoftedelle….eller sådan føles det i hvert fald! Om det så rent fysiologisk kan lade sig gøre at forstrække sit depot af bland selv slik og kakaotoppe fra Netto, skal jeg ikke kunne sige, men tanken om at det måske i virkeligheden er alderen der trykker og at jeg i mit fremtidige livsscenarie nu også skal inkorporere "ny hofteskål" sammen med de lange slatne bryster og støttestrømperne er næsten ikke til at bære).
Nå…hvor kom jeg fra…..åhh jo vores kære praktikvært! Det var ikke det bedste indtryk vi fik af ham da vi først ankom til Hoi An eftersom han overlod os fuldkommen til os selv - ja altså han havde da lige sørget for at kremeringstaxaen fra helvede kom og hentede os i lufthavnen, men derefter hørte vi intet fra ham. Da vi endelig selv fik et møde i stand med manden endte vi med at sidde og glo ud i luften i to stive timer og vente på han fik nosset sig færdig med sit andet møde, der pludselig varede to timer længere end forventet! Vi var selvfølgelig taget derned i troen på at klokken 12 rent faktisk betød klokken 12 og ikke klokken 14, så vi havde ikke fået frokost og eftersom han hele tiden jo kun liiiige var fem minutter mere forsinket, kunne der bestemt ikke blive tale om at vi kunne gå ud og få lidt letfordøjelige kulhydrater i vores rumlende mavesække! Her skal det tilføjes at Louise minder mig om en vis Stine Krammer når det kommer til temperament og tålmodighed, så på dette tidspunkt var vores praktikvært pænt upopulær for at sige det mildt og var allerede bandet langt væk til der hvor både peberet, saltet og den helt forfærdelige koriander (som synes at være vidunder ingrediensen i det vietnamesiske køkken) gror. Det var derfor to meget sultne og svært utilfredse piger, der holdte møde med ham den første dag, men af uransaglige årsager blev vi enige om at han måske slet ikke var så slem når alt kom til alt……men nej - dette beviser bare at man skal stole på sine instinkter og at ni ud af ti gange holder ens førstehåndsindtryk stik.
Nå…hvor kom jeg fra…..åhh jo vores kære praktikvært! Det var ikke det bedste indtryk vi fik af ham da vi først ankom til Hoi An eftersom han overlod os fuldkommen til os selv - ja altså han havde da lige sørget for at kremeringstaxaen fra helvede kom og hentede os i lufthavnen, men derefter hørte vi intet fra ham. Da vi endelig selv fik et møde i stand med manden endte vi med at sidde og glo ud i luften i to stive timer og vente på han fik nosset sig færdig med sit andet møde, der pludselig varede to timer længere end forventet! Vi var selvfølgelig taget derned i troen på at klokken 12 rent faktisk betød klokken 12 og ikke klokken 14, så vi havde ikke fået frokost og eftersom han hele tiden jo kun liiiige var fem minutter mere forsinket, kunne der bestemt ikke blive tale om at vi kunne gå ud og få lidt letfordøjelige kulhydrater i vores rumlende mavesække! Her skal det tilføjes at Louise minder mig om en vis Stine Krammer når det kommer til temperament og tålmodighed, så på dette tidspunkt var vores praktikvært pænt upopulær for at sige det mildt og var allerede bandet langt væk til der hvor både peberet, saltet og den helt forfærdelige koriander (som synes at være vidunder ingrediensen i det vietnamesiske køkken) gror. Det var derfor to meget sultne og svært utilfredse piger, der holdte møde med ham den første dag, men af uransaglige årsager blev vi enige om at han måske slet ikke var så slem når alt kom til alt……men nej - dette beviser bare at man skal stole på sine instinkter og at ni ud af ti gange holder ens førstehåndsindtryk stik.
Lad mig lige male jer et billede af manden; for det første ligner han mest af alt lederen af en eller anden okkult sekt, hvis ypperste mission i livet er organiseringen af et storslået masseselvmord med henblik på efterfølgende at blive skovlet op af en UFO og leve videre på planeten "Hopiåen" eller "Losmighårdtiskridtet". For det andet er manden blevet så hellig og frelst, at jeg kaster en lille smule op i munden hver gang jeg tænker på al hans prædiken om korrekt opførsel og ydmyghed. Det har Louise og jeg jo tydeligvis ikke udøvet overfor ham, idet vi ikke kaster os i støvet og kysser hans sko mens vi med et drømmende udtryk råber "Our hero!!!!" hver gang han går forbi. Nej, set i det aspekt, så har vi da helt bestemt ikke været ydmyge nok. Al denne negativitet rettet mod vores kære praktikvært udspringer blandt andet af en mail indeholdende et meget lidt konstruktivt budskab i forbindelse med vores undervisningsmateriale. Parolen om at kritik skal være konstruktivt er da så vidt jeg ved allerede beskrevet på et så lavt niveau som kommunikationens ABC eller kommunikation for dummies, men dertil er han nok ikke nået endnu. Af ukendte årsager har han sat sig i hovedet at vi udelukkende er kommet til Vietnam for at dandere den, ligge ved stranden og drikke bajere. Sidstnævnte kunne ikke være længere fra sandheden eftersom hele vores mommår og mommår koncept jo er bygget på at vi trofast ligger i vores seng hver aften klokken 21 med oreos, slikkepinde og werthers ægte lige ved hånden, mens vi spændte venter på hvad tv kanaler som HBO og Star movie mon viser som aftenens underholdning. Mommår og mommår hyggen bliver dog til tider spoleret af kommunisternes censur, da skærmen ofte går i sort hvis filmen så meget som vover at hentyde til Vietnam krigen. Hvis det derimod er japanerne eller amerikanerne, der får tæsk er det tilsyneladende ok, eftersom Pearl Harbour formåede at klare sig igennem censurens nåleøje i forgårs. Stranden er indiskutabel lækker og ikke mindst tiltrækkende, men at skulle ligge der og forkulle i seks uger er måske lige lidt for meget af det gode, så det har heller aldrig været vores intention med dette ophold. Vi har, tro det eller ej, faktisk arbejdet rigtig hårdt med vores undervisningsplan, så vi kunne give eleverne den bedste undervisning muligt.
Humor er tilsyneladende ikke et velset middel til læring set med MR. Praktikværts øjne (sådan tiltaler de ansatte deres tronende overhoved), hvilket på ingen måde stemmer overens med de observationer vi har gjort når vi underviser. Manden har tydeligvis ikke en flyvende fis føling med hvad der sker i elevernes livsverden, da han sidder fast i et forældet billede af vietnamesisk kultur, som meget blufærdig og på ingen måde under vestlig indflydelse. For guds skyld - da vi var til middag hos drengene, løb de alle sammen rundt uden trøjer på og så MTV med halvnøgne damer - kom nu ind i kampen altså!!!! Desuden har vi sammenlagt kun hilst på manden to gange af cirka en times varighed tilsammen, så hvordan han på så kort tid har dannet sig et billede af os som værende totalt inkompetente i forhold til at lave en god undervisning er for os en gåde. Det, der gør os mest frustrerede er at han på intet tidspunkt har meldt ud hvad han forventer af os, hvad han synes kunne være nogle gode temaer til undervisning osv - vi er jo for faen ikke tankelæsere som resten af hans scientology venner måske er! Manden har ikke engang været til en af vores undervisninger, så hvordan kan vi tage det seriøst når han vælger at kritisere noget han ikke aner hat og en fis om? Han har ikke engang talt med den engelsklærer, der fungerer som tolk for os og som har observeret alle vores undervisningstimer fra dag ét af, og som derfor nok ville kunne bidrage med et væsentligt positivt og nuanceret billede af undervisningsmiljøet i klasseværelset når først mommår og mommår udfolder deres pædagogiske evner. Måske han burde overveje at tilbringe mindre tid med at sidde oppe på sit kontor og trone og i stedet komme ned i klasseværelset og se hvad der egentlig sker. Flueknepper og hykler, det er hvad han er. Og så tror jeg vist også bare vi lader ham ligge lidt.
Humor er tilsyneladende ikke et velset middel til læring set med MR. Praktikværts øjne (sådan tiltaler de ansatte deres tronende overhoved), hvilket på ingen måde stemmer overens med de observationer vi har gjort når vi underviser. Manden har tydeligvis ikke en flyvende fis føling med hvad der sker i elevernes livsverden, da han sidder fast i et forældet billede af vietnamesisk kultur, som meget blufærdig og på ingen måde under vestlig indflydelse. For guds skyld - da vi var til middag hos drengene, løb de alle sammen rundt uden trøjer på og så MTV med halvnøgne damer - kom nu ind i kampen altså!!!! Desuden har vi sammenlagt kun hilst på manden to gange af cirka en times varighed tilsammen, så hvordan han på så kort tid har dannet sig et billede af os som værende totalt inkompetente i forhold til at lave en god undervisning er for os en gåde. Det, der gør os mest frustrerede er at han på intet tidspunkt har meldt ud hvad han forventer af os, hvad han synes kunne være nogle gode temaer til undervisning osv - vi er jo for faen ikke tankelæsere som resten af hans scientology venner måske er! Manden har ikke engang været til en af vores undervisninger, så hvordan kan vi tage det seriøst når han vælger at kritisere noget han ikke aner hat og en fis om? Han har ikke engang talt med den engelsklærer, der fungerer som tolk for os og som har observeret alle vores undervisningstimer fra dag ét af, og som derfor nok ville kunne bidrage med et væsentligt positivt og nuanceret billede af undervisningsmiljøet i klasseværelset når først mommår og mommår udfolder deres pædagogiske evner. Måske han burde overveje at tilbringe mindre tid med at sidde oppe på sit kontor og trone og i stedet komme ned i klasseværelset og se hvad der egentlig sker. Flueknepper og hykler, det er hvad han er. Og så tror jeg vist også bare vi lader ham ligge lidt.
I Kommunikationens ABC, står der også at skidt kritik altid skal ledsages af noget positivt, så til det kan jeg kun sige at eleverne er dem, der gør hele det her praktikophold værd. I morgen har vi vores sidste reelle undervisningstimer hvor temaet står på grøntsager og vitaminer. Udover dette skal vi også kokkerere dansk mad til drengene i morgen aften - menuen står pt på frikadeller, kartofler og revet gulerodssalat med flutes, så det bliver spændende at se hvordan de tager imod det. Men dette skal jeg nok hæfte et par kommentarer om i næste i beretning :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar