Gud, Myg og andre mærkværdigheder! (Vietnam 2010 - tredje blogindlæg)

Jeg HADER myg, så er det sagt! Intet bringer den indre sadist op i mig som de små bevingede bæster! Hvis jeg kunne gøre karriere ved at fremstille små torturinstrumenter til myg, så ville der ikke være grænser for min kreative udfoldelse. Hvem ville overhovedet savne myg hvis de ikke eksisterede? Det skal jeg fortælle jer - INGEN! Hvorfor? - Fordi de er røvirriterende og de gavner jo absolut nul og niks! NADA! Har man nogensinde hørt historien om den heroiske myg, der sniffede sig frem til lavineofre i bjergene eller myggen, der opsnusede forbrydere, lig og narkotikalagre - nej vel!? Så hvorfor hulen skal vi trækkes med dem? Var Gud bare i usædvanligt dårligt humør, den dag han skabte myggen? Eller var han bare i færd med at forme en elefant, da han tænkte "hmmm den her snabel må kunne bruges til andet end blot at drikke vand med", hvorefter han fandt en af sine andre ulidelige skabninger frem fra skuffen - nemlig fluen - klistrede en snabel på og inspireret af sin søns tossede ide om at drikke blod af hans legeme, erklærede han at snablen skulle bruges til netop dette. Men okay når det endelig skal være, så er jeg da glad for at det trods alt ikke var elefanten, der fik blodsugeegenskaben for så havde safari muligvis ikke været så populært som det er i dag!!! Så hvis Gud i virkeligheden bare er en stor dreng, der leger med modellervoks, så synes jeg ærligt talt at han skulle finde sig en anden hobby, for indtil videre er jeg ikke ovenud tilfreds!

Mit hadeforhold til myg er desværre ikke gengældt - snarere tværtimod faktisk. Myg elsker mig!!! Heri foreligger der en væsentlig interessekonflikt, som en dag uden tvivl vil føre til et historisk og skelsættende magtopgør. Den dag kom i går.......................

Men lad os lige hurtigt tage et blik ned af "memory lane", inden I får historien om slaget på værelse 103. Jeg husker eksempelvis tydeligt ferien på Barbados, hvor jeg delte værelse med min kære lillebror og vågnede op en morgen med intet mindre end 68 myggestik mod min lillebrors sølle to! Ikke just svært at gætte hvem favoritten har været vel? Og sådan fortsætter historien ellers - Nepal år 2007; Lotte 57 myggestik, Stine 5 - Vietnam 2010; Lotte 26 myggestik, Louise 0. I mit paranoide sind er jeg efterhånden overbevist om, at allerede inden jeg ankommer til et nyt land, så har rygtet om min ankomst allerede spredt sig i det lokale myggesamfund; "Psssst har du hørt at Lotte Krammer er på vej???", "Vel ikke DÉN Lotte Krammer - med de spændstige baller, den silkebløde hud og blod, der smager af nektar og honning???" (Ja I kan godt høre I er i MIN fantasi nu ikke? Muhahaha :p) Allerede her begynder de så at slikke sig om snablen, finde hagesmækken frem, smøre vingerne og øve sig på at summe så højt og skingert som muligt, så de er klar til at udgøre velkomstkomiteen i lufthavnen. Jeg er flymad for myg!!! Jeg tror at når myg skriver rejseberetninger så lyder det noget a la; Mmmmm bare stik mig en Lotte Krammer - dyb hende i hundelort og rul hende i fjer - jeg vil stadig synes hun er noget af det mest delikate jeg nogensinde har smagt! Flymad er for mig hvad jeg er for myg!!! Jeg forestiller mig at myggelarverne har små agility baner, hvor de til lyden af musikken fra Rocky filmene, ligger og laver mave-og armbøjninger med små boksehandsker på, mens de ondt stirrer på et bøvet facebook billede af mig. Træningen er udelukkende fokuseret på den dag hvor de står ansigt til ansigt med "The Chosen One" - aka Lotte Krammer.

Dagen i går var som sagt dagen hvor det endelige opgør stod. Jeg vågnede i løbet af natten af en velkendt summen ved øret og med fem dugfriske myggestik på armen - altid en god indikator på at en af de blodsugende djævle er i nærheden. Jeg gik naturligvis straks på jagt efter stikkefrans, men erkendte hurtigt at han kløgtigt havde gemt sig og måtte derfor opgive tilfredsstillelsen af at se hans lille blodfyldte myggekrop udsplattet på den hvide hotelvæg. I stedet bredte jeg mit store prinsesseagtige myggenet udover min seng og sikrede mig naturligvis at myggefar ikke havde sneget sig med ind i hulen. Og så var det, at bedst som jeg havde fundet mig til rette, hørte jeg den umisgenkendelige myggesummen og hvad herefter skete var som i slowmotion; I et kort øjeblik fik mig og myggefætteren øjenkontakt gennem nettets tynde tråde og jeg kunne næsten høre hvordan den klassiske western "show down" melodi spillede i baggrunden, mens vi så hinanden an (I ved - den melodi hvor der typisk også kommer en vindheks blæsende henover skærmen). Jeg kunne næsten se myggen iført små cowboystøvler og et lillebitte pistolbælte - budskabet var ikke til at tage fejl af: "Dette værelse er ikke stort nok til os begge to!!!". Mens vi begge åndeløst afventede den andens første træk, satte stikkefrans af og begyndte omhyggeligt og med skræmmende systematik at undersøge hver en millimeter af mit myggenet, for et potentielt indflyvningshul. Imens forsøgte jeg at bevare roen inde i min sikre hule og gik såvidt til overmodigt og provokerende at vifte min nøgne arm foran snablen på den, mens den mere og mere arrigt gennemsøgte nettet for huller udefra. Jeg vil helst undlade at gengive den ordveksling, der udspillede sig i disse intense minutter, men det var bestemt ikke pæne ord der fløj frem og tilbage gennem nettet. Efter en del "din-mor-fornærmelser" gav myggen dog op - eller summende proklamerede den i hvert fald; "Du har muligvis nok vundet slaget, men krigen er ikke forbi før den fede blodfyldte myg har sunget" og med de ord forsvandt den ud af mit synsfelt. Det sidste jeg så af den var sporene på dens små cowboystøvler glimte et sted langt væk i mørket.

I aften er jeg derfor forståeligt nok ikke helt tryg ved at lægge mig til at sove. Tanken om stikkefrans, der blot venter et sted derude i mørket på sin hævn, er altfortærende. Hvad nu hvis han i nat har udskiftet pistolbæltet med et lille harald nyborg værktøjsbælte, bestående af diverse skære- og klipperedskaber, der snildt kan transformere et ellers sikkert myggefrit skjulested til en åben middagsinvitation for nabolagets øvrige myggebestand? (Hvis det er vietnamesiske myg, der laver buffetbord af mig, tror jeg dog hurtigt jeg vågner af deres højlydte bøvserier! Så det ville da være i den eneste henseende, at deres generøse udveksling af kropslyde ville gøre gavn!). Det værst tænkelige, der kunne ske var dog hvis stikkefrans hev det tunge artilleri frem, bestående af hans gode venner; kakkelakfrans og bøvsebesses krabbelignende edderkoppefætter! Men uha....den tanke tør jeg ikke tænke til ende, så for at adsprede tankerne lidt og udskyde sengetiden, vil jeg hellere fortælle jer lidt om gårsdagens uventede udflugt til Da Nang. Turen endte med at blive lidt af en oplevelse for os begge to.....for den ene en lidt mere fysisk én af slagsen end man umiddelbart har lyst til at udsættes for hverken i Vietnam eller derhjemme for den sags skyld.....forklaring følger......

Louise har ligget syg med maveforgiftning de sidste par dage og efter at Neal fik nys om dette, smed han os på den første og bedste taxa til en lægeklinik i Da Nang. Her i Hoi An er det generelt ikke muligt at købe ting på køl udover øl og sodavand, medmindre man sikkert er villig til at donere et organ af en eller anden art og da hverken Louise eller jeg kan overskue konsekvenserne af et undvære en nyre, har vi stort set ikke fået mejeriprodukter i to uger. Så for os betød Da Nang ikke kun lægebesøg, det betød også supermarkeder og supermarkeder er lig med køleskabe og køleskabe er lig med mælk og ost - HALLELUJAH!!! (De leende ko oste, de har liggende nede på markedet i 35 graders varme virker ikke umiddelbart tiltrækkende medmindre man har et seriøst dødsønske eller trænger til at tilbringe et par dage på kummen). Så fulde af forhåbning gik det over stok og sten til Da Nang...........eller det gjorde det faktisk ikke for vores chauffør valgte af uransagelige årsager at køre 40 kilometer i timen hele vejen - om det måske var fordi han frygtede at lide samme skæbne som den bil, der havde taget turen udover den lokale bro vides ikke, men det var godt nok et tilløbsstykke uden sammenligning for de lokale, som gladeligt stod og filmede og tog billeder med deres mobiltelefoner af de forulykkede.

Der var derfor god tid i taxaen til at lægge en slagplan og kreere en udførlig dosmerseddel over savnede madvarer. Planen blev at Frk. Krammer i egen høje person - som jo ikke fra naturens hånd er velsignet med et videre veludviklet stifinder instinkt - skulle gå på jagt efter et supermarked i Da Nangs gader, mens Louise fik taget hånd om maveproblemerne. Som sagt, så gjort. Med nogle få vejinstrukser fra den søde lægesekretær begav jeg mig frejdigt af sted. Det var først efter en kilometers penge, at jeg begyndte at studse over det manglende vesterlandske islæt i gadebilledet og langsomt gik det op for mig at Da Nang tilsyneladende ikke er den helt store turistby her i Vietnam! Omkring samtidig gik det også op for mig at jeg var faret vild i downtown Da Nang. I mit naive sind tænkte jeg naturligvis at jeg blot lige ville spørge et par lokale om vej, men ak......alle jeg henvendte mig til kunne ikke formulere en eneste engelsk glose om så deres liv afhang af det og de syntes vist egentlig bare det var lidt morsomt, at jeg ikke kunne gøre mig forståelig. Ja, ha ha - morsomt, morsomt - det var jo ikke dem, der mærkede panikken brede sig i kroppen og koldsveden løbe ned af ryggen ved tanken om at være fanget i hygiejnehelvede til evig tid! So what to do? Et kort øjeblik overvejede jeg at ringe hjem til min far og få ham til at google min nøjagtige position, så han kunne tilkalde den vietnamesiske hær og få mig eskorteret sikkert ned til supermarkedet. Men bedst som jeg forsøgte at huske om min rejseforsikring nu også lige dækkede services som helikopterevakuering og militærundsætning, kom der en mand og sagde spørgende "Supermarket?", "Yes yes - please"!!! Så tog han ellers resolut min arm og begyndte at pege den i alle mulige retninger og forklare på vietnamesisk, mens han stadig brugte min arm som pegepind. Jeg skal ærligt indrømme at det ikke var meget jeg forstod af hans primitive vejvisningsevner, men essensen var vist noget i retning af; "Hør lige her søster lystig, du er så meget på afveje at der er større chance for at de finder Jimmy Hoffa inden du finder supermarkedet, så hvis du lige vil gøre os alle den tjeneste, at gå hele vejen tilbage hvor du kom fra og så ellers bare fortsætte ligeud". Så det gjorde jeg.....og sørme så om ikke der pludselig dukkede et supermarked frem i horisonten!

Men så kom næste udfordring......for selvfølgelig stod alt på vietnamesisk og selvfølgelig har de absolut ingen af de varer vi kender hjemmefra, så på med ja hatten og af sted!!! Ost, kan jeg så i bagklogskabens lys konstatere er nærmest ikke eksisterende medmindre man ynder en halv humpel emmentaler eller mozzarella på sit morgenbrød. Mælk på køl og kyllingepålæg er også en by i Rusland, men hvis man derimod lyster et stykke med svin fås dette til gengæld i alle afskygninger. Æg lugter konsekvent bare af gammel prut uanset om de er i et supermarked eller har ligget og kogt i solen på det lokale marked, så dem undlod jeg at købe! Af succeserne, der dog landede i indkøbskurven kan nævnes; tun på dåse, mayonaise, grøn the (dog ikke i teposer ARGH træls!!!), kiwier og ikke at forglemme: LOTTE PIES!!!!!! Hvad faen sker der for at de ikke kan udtale mit navn når de har bagværk, der er opkaldt efter mig!!????? (Efter dog at have prøvesmagt de famøse pies, forstår jeg godt hvorfor de ikke er så memorable alligevel! - se venligst nedenstående for mindre fotoserie!)

Wuhuu Lotte Pies!

Uhhhhh spændende - hvad mon der gemmer sig i pakken....?

Mums! Dén ser lovende ud!

Snif snif....uhmmmm de dufter også godt!

Skuffelse!!!!

Nå men uden de helt store besværligheder og kun et enkelt panikanfald eller to senere, befandt jeg mig sikkert tilbage på lægeklinikken, hvor Louise vimsede rundt med kun et håndklæde om de nedre regioner. Hyggeligt så det ud! - Senere skulle jeg dog blive sat ind i alle de frygtindgydende detaljer, der udgjorde Louises oplevelse. Lad os bare sige at det havde været alt andet end hyggeligt!!! Medmindre selvfølgelig, at ens forståelse af hygge, indbefatter at få monteret en vandslange i numsehullet og opdage, at man er så forstoppet, at man har gods nok til at fylde toiletkummen ikke én, men hele to gange efter gennemspuling af endetarmen, ja så kan man vel godt kalde det hyggeligt. Med til historien hører også, at lægen ikke var den mest informerende af slagsen, så I kan nok forestille jer Louises overraskelse over pludselig at ligge med lægens finger i rumpen! Og som om ydmygelsen allerede dér ikke var total, så foregik "udrensningen" (for nu at sige det pænt) da også lige med halv udsigt til gadetrafikken! Skønt!

Det var også her vi - med om muligt endnu større gru end sidst - opdagede lillefingerneglens tertiære funktion; pille-numse-negl. Radiografen, der tog Louises røntgenbillede valgte nemlig at spørge om hun aldrig puttede.......hvorefter han gestikulerede en finger i numsehullet (SPØRG MIG IKKE OM HVORDAN - I DON'T WANNA KNOW!!!!!) Så dén uhumske numse-, øre- og næse-bakteriefyldte lillefingernegl er fra nu af bandlyst i nærheden af alt hvad, der hedder drikke- og madvarer!

Alt i alt havde vi begge en yderst begivenhedsrig dag for at sige det mildt. I dag har vi jo så haft vores første undervisningsdag, meeeeeen det må I lige vente med at høre om til næste beretning, for det kræver lige lidt mental bearbejdning at få oplevelsen ned på papir, men hold op hvor var det en hænderne over hovedet oplevelse! Great succes!!!!!!!!!

Kram og numsegas fra Vietnam!