Så blev
eventyret omsider skudt i gang! Efter at have været undervejs i mere end 24
timer ligger jeg nu trygt og godt (i hvert fald efter vi fik kakkelakfrans
skyllet ud i lokummet) i min seng i Hoi An. Min rejse startede da jeg i Kastrup
lufthavn, vinkede farvel til min kære farmand, som jeg højt og helligt måtte
forsværge overfor IKKE at miste mit boardingkort ligesom jeg formåede at gøre
på familieferien til Bali sidste år. Jeg var - for at sige det mildt - ikke
særlig populær i den situation, men vi fik da en fantastisk hjemmevideo ud af
det! Forstil jer et scenarie, der forestiller papa Krammer hysterisk komme
trampende mod kameraet, tydeligt opfyldt af tanker om bortadoption af hans eneste datter, mens undertegnede slukøret og med udsigten til både at blive
bortadopteret og være fanget på ubestemt tid i Singapore lufthavn, kommer
sjoskende bagefter. Den skal vist ses!!!!
Efter at have vinket farvel satte jeg kursen direkte mod den
første og den bedste bladkiosk, for at købe mig så tyk en kryds-og-tværs-bog at
selv den lokale pensionistforening måbende ville gispe "det er jo LOCO det
dér". Det var dog ikke meget krydsogtværs løsning det blev til på sæde
44C, da frokosten nær havde taget livet af mig - eller i hvert fald af mine
smagsløg, for når Thai Airways skriver spicy i deres menukort, så mener de
SPICY! Jeg burde måske have fattet mistanke da jeg - ved et hurtigt blik rundt
i kabinen - så mig selv som eneste vesterlænding tage hul på min "spicy
pork", mens de andre danskere sad og mæskede sig i menukortets andet valg
"Coq au vin". Thaidamen ved siden af mig kunne da heller ikke lade
være med at grine, da jeg kiggede på hende med blodsprængte øjne, åben mund og
fægtende med arme og ben råbte "Uhhhhh HOT!". Jo tak der er vist
ingen tvivl om at det kommer til at svide når dén skal retur!!!
Om det var mit valg af middagsmad, der gjorde at jeg senere
vågnede forskrækket op ved lyden af....ja gæt selv.....lyden af en meget høj
omgang undsluppen numsegas, der havde så meget kraft på at håret nærmest stod
og blafrede på mine to overraskede sidekammerater, vil fortsat stå hen i det
uvisse. Men vågen, dét blev jeg i hvert fald!
I relation til ovenstående skal det nævnes at så snart jeg
sætter mine ben i en flyvemaskine forvandles jeg til et altædende monster af
uanede dimensioner! Flymad er min akilleshæl! Så snart noget bliver præsenteret
for mig på en lille bakke med folie i 37000 fods højde, bliver madvarer jeg
normalt aldrig ville indtage pludselig ophøjet til sande kulinariske vidundere,
man sjældent har set mage. Hvis menuen således lød på hakkede indvolde sauteret
i en kombination af hestepis og bussemænd med dertilhørende braiserede
tyrenosser, ville jeg stadig være den første til at sidde og klappe i mine små
tykke hænder og henrykt udbryde "HVOR DELIKAT!!!".
Efter et veloverstået flymadsfråderi og aaaaaalt for mange timer
på farten, nåede jeg dog omsider til Hanoi hvor jeg mødtes med Louise. Sammen
hoppede vi på en flyver til provinsen Da Nang, der ligger fyrre minutters
kørsel fra Hoi An. I drivende regnvejr blev vi fragtet i taxa til vores hotel -
en sand helvedestur for mit vedkommende, da taxaen stank af rådnende offergaver,
en lugt jeg først stiftede bekendtskab med på Bali og som giver mig
associationer til kremering og døde mennesker og ikke mindst
opkastfornemmelser! Puhhhhhh aldrig mere taxa i Vietnam, aldrig mere
Bali........ikke før de får gang i noget duftfriskeri og dropper de
ildelugtende offergaver. Hvem er det lige, der har fundet på at guderne lever
af en blanding af rådne ris og røgelse??? FØJ! Hvad med en chokoladekiks og en
kold cola i stedet?
Nå men jeg overlevede da turen, selvom det var med overvældende
kvalme at jeg væltede ud af taxaen igen. Vores hotel er af ok standard - jeg
har i hvert fald boet MEGET værre andre steder i verden! For den nette sum af
otte dollars hver, får vi et udmærket tomandsværelse (vi blev opgraderet i dag,
således vi nu har et værelse med vindue, hvilket giver lidt mindre
fængselscelle atmosfære), gratis morgenmad og adgang til en lillebitte
smølfepøl - som sikkert er enorm efter Vietnam standard, når nu det meste af lokalbefolkningen ikke er meget over halvanden meter.
Nu vil jeg slutte og hoppe i seng - dagen i morgen står på
skrædderbesøg, afslapning og finkæmning af området efter et træningscenter på
vores super seje røde lig af et par cykler, vi har lejet på hotellet og som vi
med livet som indsats manøvrerer rundt på blandt knallerter, kvæg, busser,
taxaer og andre cyklister!
Pas godt på hinanden derhjemme J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar