Badedyret Ducky (Vietnam 2010 - fjerde blogindlæg)

Så kan jeg vist ikke udskyde blogskrivningen længere! Tænk engang at det allerede er ti dage siden mit episke opgør med John Wayne myggen fandt sted! Ak - som tiden dog flyver når man har travlt med installering af elektrisk højspændingsfelt rundt om sit myggenet, fremstille små guillotiner og udvikle miniature masseødelæggelsesvåben…….. - det tager jo en krig at pakke, frankere og poste alle de dér bittesmå konvolutter med miltbrand og hepatitis B inficeret plasma!!! Jeg håber virkelig ikke den lokale myggepræsident har George Bush som forbillede, således jeg pludselig risikerer at bliver invaderet af en bøvsende myggehær med små spidse lillefingernegle, der smider små myggesko efter mig, mens de brænder mine trusser og under megen jubel vælter min cykel som symbol på den faldne myggefjende nummer 1 - Lotti Krammer……eller Dennis Krammer om man vil!

Som I kan høre spøger stikkefrans stadig meget i mine tanker. Nogle nætter vågner jeg badet i sved enten fordi den skæbnesvangre nat har genspillet sig for mit indre eller fordi jeg drømmer at stikkefrans er i gang med at skære sig vej gennem min forskansning i bedste YMCA stil med bar overkrop, afklippede cowboyshorts og iført et lille værktøjsbælte og gul sikkerhedshjelm. Heldigvis har jeg ikke set noget til ham siden sidste beretning, men jeg har til gengæld klasket en del af hans provokerende slægtninge, der lystigt udnytter min sårbare eksponering når jeg sidder i receptionen og skyper - så er der dømt blodsugningsbuffet med Frk. Krammer som hovedret!

Men nok om stikkefrans og hans blodsugende slæng! Dette blogindlæg vil denne gang handle mindre om bevingede irritationsmomenter og i højere grad om dét, der jo egentlig var formålet med dette ophold, nemlig min praktik. Så hold nu fast, for dette bliver et meget ambitiøst projekt, sikkert fyldt med søvndyssende facts som kun ens bedsteforældre synes er spændende læsning. Men som min mor altid har sagt "kloge mennesker keder sig aldrig" og hvis der blot er et lille gran af sandhed i dette udsagn, har jeg stor tiltro til at I vil væbne jer med tålmodighed og klare jer igennem de mindre inspirerende passager i denne beretning! So here goes nothing…………………..

Vi har allernådigst fået tildelt hele seks lektionstimer a to timer. Til dem, der ligesom undertegnede ikke stod forrest i køen da der blev uddelt matematikkundskaber i himlen - (de viste sikkert Paradise Hotel eller De Unge Mødre på storskærmen da den egenskab blev uddelt - modsat tror jeg der blev vist enten Top Gear eller Onside, da der blev uddelt multitaskings kundskaber - selvom nogen måske vil argumentere at fjernsynskigning, madspisning og kløning i skridtet også er en form for multitasking), kan jeg oplyse om at det er lig med 12 undervisningstimer i alt. Vi har således undervisning hver onsdag og fredag fra klokken 8-10, hvor vi på bedste kreative vis og på et engelsk totalt blottet for fagtermer, forsøger at formidle viden om ernæring og sundhed til vores 19 elever. Vi har bestemt fået hænderne fulde med denne klasse og til jer, der sidder hjemme og tænker - 12 timer - det er da ingenting!!!!, har uden tvivl aldrig prøvet at undervise en meget energisk vietnamesisk skoleklasse, der tilsyneladende aldrig har udøvet det dér fænomen kaldet håndsoprækning i særlig udstrakt grad! Det kræver SÅ meget overskud!!! Følelsen efter to timers undervisning kan bedst sammenstilles med at blive slået gentagne gange i hovedet med et boldbat, for bagefter at være tvunget til at tilbringe en hel dag med Sidney Lee for at diskutere selvbruner og drikke sons of b****es, for til sidst at blive indlagt til at se et 24 timers langt maraton program med Bubber i hovedrollen - SÅ træt er man i hovedet bagefter! Det er dog ikke fordi jeg ikke bryder mig om at undervise - tværtimod nyder jeg faktisk til min store overraskelse, at stå og spille kloge Åge oppe ved tavlen, så jeg håber virkelig at hvis jeg vender hjem i fodformede sandaler, med en guitar på ryggen, ildelugtende kaffeånde og en evindelig trang til at sidde rundt om et bål og synge kumbaya my lord - at der så lige er en venlig sjæl, der hiver mig til side og uddriver den onde folkeskolelærerånd, der tydeligvis har besat mig! På forhånd tak!!!!

De første to undervisningstimer fik vi til at gå med en lille introduktion, hvor vi med hjælp fra powerpoints præsenterede os selv og ikke mindst lille Danmark, der fik hele armen med billeder af kongefamilien, Den lille havfrue og HC Andersen - vi manglede i grunden blot at servere en skål matadormix, vise et videoklip fra Vild Med Dans, et billede af Bilka og Louise og jeg i ens campinghabitter, så havde den været lige i skabet! Et af de første spørgsmål vi fik fra klassen var i øvrigt noget så interessant som "How do I get fat?" Øhhhhh velkommen til den omvendte verden i forhold til Danmark, hvor temaet højst sandsynlig havde været det stik modsatte! Da Spørge Jørgen, (tilsyneladende ikke tilfreds med svaret på hans oprindelige spørgsmål) fik nys om min fede kat hjemme i Danmark, var han straks på banen igen og spurgte nysgerrigt til hvad jeg fodrede den med, siden den var blevet så stor. Så pt håber jeg virkelig ikke at staklen udelukkende lever på en diæt bestående af whiskas og knasere i troen på at han ender med en dobbeltdunk ligeså prægtig som Tyttebøvs!!! Herudover har vi undervist eleverne i makronæringsstoffer og forsøger desperat at få dem til at udtale "Carbohydrate" på et nogenlunde forståeligt engelsk, hvilket er svært når de er opvokset blandt et folkefærd hvis engelskkundskaber tilsyneladende begrænser sig til "Yes yes", som er universalsvaret på alt. Dette er MEGET frustrerende, når man nu til tider er nødsaget til at stille spørgsmål, der simpelthen ikke kan besvares med førnævnte frase, men så alligevel bliver mødt med et kæmpe smil og et "Yes yes" - nej det gør mig sgu ikke klogere på hvor toilettet ligger, medmindre du mener at jeg skal ty til lokale metoder og anrette en lille dej og en bæk af urin her på dit køkkengulv?

I onsdags startede vi timen med lidt fysisk aktivitet i form af lidt morgengymnastik, hvilket naturligvis endte i total ragnarok med ti drenge , der energisk væltede rundt mellem hinanden, mens pigerne tydeligvis ikke var helt overbeviste om underholdningsværdien af høje knæløft og sprællemænd fra morgenstunden af. Men de er nu nogle dejlige unge mennesker……Erj brugte jeg seriøst lige udtrykket "unge mennesker"??? hvor føler jeg mig da bare ældgammel nu! - jeg så lige mit fremtidige liv flashe forbi i form af Werthers ægte, fingerstrik, hinkestensbriller, lange slatne bryster og støttestrømper!!!! SUK!!!

Udover undervisningen har vi fået tiden til at gå med badedyrstyveri - ubevidst badedyrstyveri vel at mærke! Det startede som en helt almindelig torsdag morgen, men skulle ende med at få væsentlige konsekvenser for vores ry og anseelse her på hotellet. Louise og jeg besluttede os for en lille dukkert i poolen, da vi pludselig til vores store begejstring opdagede at der lå hele fire forskellige stykker badedyr, som blot ventede på at vi kastede os over dem (onde tunger vil muligvis påstå at badedyrene i højere grad var placeret direkte udenfor et hotelværelse end egentlig ved siden af poolkanten til offentligt brug, men det er blot rygter, der absolut intet har på sig). Jeg kastede omgående min kærlighed på den fantastiske oppustede and, der godt nok krævede at man havde ben som en tre årig for at sidde korrekt i den, men den fungerede nu også fint til blot at padle rundt på. Da vi blev trætte af den udmattende udfoldelse i vandet, lagde vi os op for at få lidt sol og bedst som jeg lå og nød solens stråler, blev idyllen afbrudt af en lille grådkvalt drengs råb; "Ducky, ducky - where is ducky"???? Mens jeg i al min forargelse sad og funderede over hvilken syg stodder, der kunne finde på at stjæle den stakkels

lille drengs "ducky", fangede mit blik pludselig det gule andebadedyr, der ensomt lå og sejlede rundt med bunden i vejret ude i poolen……. og så ramte realiteterne mig……… - JEG var psykopaten, der havde kidnappet ducky!!!!!!! Da drengens bedstemor omsider fik øje på den halvslatne ducky i poolen, var det et meget bebrejdende blik hun sendte mommår og mommår, der sad meget koncentrerede og fordybede i deres bøger - sjældent har videnskabsteori været SÅ interessant!!

Mens alt endnu var idyl.....

Det var alt fra Vietnam i denne omgang - jeg vender tilbage med en ny beretning så snart min skrive mojo vender hjem fra ferie, den har tilsyneladende valgt at udnytte sin afspadsering netop nu hvor jeg har allermest brug for den! Sidst jeg så den havde den et let anstrøg af solbrændthed, en cocktail i den ene hånd og var iført stråhat og små speedos, mens den brokkede sig højlydt over ikke at blive værdsat. Så hvis der er nogen, der ser min skrive mojo hjemme i det ganske danske land bedes I venligst sende den retur til Vietnam, så jeg kan få sammensat en god gedigen beretning til næste gang!